Arne Dahl

Arne Dahl er den populære og prisbelønnede forfatter til intet mindre end indtil videre 17 kriminalromaner, fordelt på tre serier. Det startede med serien om A-gruppen, der senere succesfuldt er blevet til tv-serie, og fortsatte med kvartetten om Opcop. De to serier havde en del personer tilfælles. Med SKYGGEZONE startede Arne Dahl på sin tredje serie – og nåede nye højder i sit forfatterskab. ”Den bedste svenske kriminalroman nogensinde”, skrev en svensk avis, da bogen udkom. For Arne Dahl er serien starten på et nyt kapitel i forfatterskabet. ”Jeg smed så mange af mine sikre kort væk som muligt, jeg ville ud på gyngende grund igen,” fortæller han, og for nye læsere er SKYGGEZONE det oplagte sted at starte. Her møder vi Sam Berger & Molly Blom, et politimakkerpar, der snart tvinges til at forlade politiet og opholde sig i lovens skyggezoner.

Arne Dahls bøger er oversat til 32 sprog, og tv-serien om A-gruppen er blevet vist i mere end 40 lande. Romanen EUROPA BLUES modtog i 2004 Det Danske Kriminalakademis ”Palle Rosenkrantz-pris”, for bedste krimi på dansk. HVISKELEG blev i 2011 kåret som Bedste Svenske Krimi.

Bag forfatternavnet Arne Dahl er litteraturkritikeren Jan Arnald (født 1963), der i starten af 90’erne byttede om på bogstaverne i sit navn og blev til krimiforfatteren Arne Dahl. Jan Arnald skriver også romaner under sit rigtige navn.