Q & A med Mats Strandberg om HJEMMET

Det er en fantastisk ide at placere en gyser på et plejehjem – hvordan fik du den ide?

Tak! Jeg har flere venner, hvis forældre desværre er blevet ramt af demens og Alzheimers, så det er et emne, der har været aktuelt i min verden i de sidste par år. Det, mine venner hele tiden vender tilbage til, er, hvor svært det er at blive forælder til sin egen forælder, og de gamle på mange måder bliver ligesom børn. Det fik mig til at tænke på, at man ofte bruger børn i gysere, eftersom deres grænse mellem fantasi og virkelighed ikke er lige så skarp. I gysere er det børn, der først ser spøgelserne, får ”usynlige venner”, tegner sorte skikkelser på deres tegninger, bliver besat … Og det fik mig til at tænke på, at jeg kunne ”bruge” de gamle på samme måde. Jeg så en mulighed for at skrive om relationer og det forfærdelige i at se nogen, du elsker, blive forvandlet.

Demens er et følsomt emne at skrive om. Hvordan går du til sådan et emne, så du ikke udnytter det kun til underholdning, men tager det alvorligt?

Jeg har researchet meget. Læst bøger, interviewet mennesker der arbejder på demenshjem, været på studiebesøg. Emnet fascinerede mig, og jeg ville gerne skildre virkeligheden på en respektfuld måde.

Du finder skrækken i virkeligheden og i hverdagen. Om det så er blandt fulde mennesker på en Finlandsfærge eller på et plejehjem. Ser du muligheder for uhygge og skræk alle steder?

Haha, ja. Vi har netop købt et idyllisk hus i bjergene på La Palma, en af De Kanariske Øer. Og jeg går bare rundt imellem appelsintræerne og tænker på, hvilke uhyggelige væsener der mon kan gemme sig i grotterne …

Hvorfor er det lige skrækgenren, du er blevet optaget af?                                                

For mig har skræk altid været en slags trøst. En sikker måde at møde sin uro og rædsel på. Skræk er også et godt værktøj til at stille store spørgsmål om liv og død, ondt og godt og så videre. Det er også en spændende måde at udforske karakterer på. Hvad sker der med os, når noget uforklarligt finder vej ind i vores hverdag? Hvordan håndterer vi det?

I flere af dine bøger er der flere stemmer, flere hovedpersoner. Hvordan kan det være, du vælger at skrive på den måde i stedet for at nøjes med én hovedperson?

For mig handler alle historier først og fremmest om personer. Det er sjovt at lade dem ”skurre” lidt mod hinanden, misforstå hinanden. Det er sjovt at udforske det, der ikke bliver sagt højt.

I tilbageblik får du fortalt om Joel og Ninas ungdom i 90’erne, om musikken og de forskellige subkulturer, der eksisterede den gang. Det føles meget velkendt, når man selv har været ung i 90’erne – skulle du researche og grave dybt i hukommelsen, eller føles det bare, som om det var i går?

Det var virkelig sjovt at lytte til musikken fra den tid igen. Meget af det kan jeg huske, men noget fik jeg hjælp til – Joel og Nina er også inspirede af 80’erne, som jeg ikke havde helt så godt styr på. I 80’erne var jeg stadig barn og lyttede til sådan noget som Howard Jones og Samatha Fox, haha.

Jeg har faktisk lavet en playlist, som man kan lytte til, mens man læser Hjemmet! Den er her:https://open.spotify.com/user/soffpotatis/playlist/3wcAezqdwtTXPS1WXTHTzh