Serier

Margaret Atwood & Howard Jacobson & Anne Tyler & Jeanette Winterson

Shakespeare i et nyt årtusind

Gennem flere århundreder er William Shakespeares skuespil blevet opført, læst og elsket over hele verden. Hver ny generation har genopdaget og bragt nyt liv til Shakespeare: som ungdomsfilm, musicals, japanske krigerfortællinger eller som litterære gendigtninger.

I anledning af 400-året for Shakespeares død skriver tidens største forfattere nye romanversioner af hans skuespil. Forfatterne har frie hænder til i Shakespeares ånd at genopfinde historierne for den nutidige læser, og det vil der komme meget forskellige fortællinger ud af.

Bøgerne er et led i en stor international fejring af William Shakespeare og udkommer foreløbig i 28 lande og på 22 sprog.

Mikael Bergstrand

Serien om Göran Borg og Yogi

YOGI I ØSTERLEN er en fritstående fortsættelse af DELHIS SMUKKESTE HÆNDER og TÅGE OVER DARJEELING, som handler om Göran Borg og hans møde med Indien og ikke mindst om venskabet mellem Göran og den glade og optimistiske Yogi. Hvor de to første bøger i serien mest foregår i Indien, er vi i denne tredje og afsluttende bog om de to venner i Sverige i store dele af bogen.

Mark Billingham

Tom Thorne-serien

Kriminalkommissær Tom Thorne er en særlig mand – og på den måde en ikke usædvanlig hovedperson i en kriminalroman: Han er dygtig, men tager tit utraditionelle metoder i brug og er derfor mildt sagt ikke populær hos sine overordnede; han lever for sit arbejde, hans privatliv er nærmest fraværende, og han behandler ofte sine kollegaer ubehøvlet, fordi han kun tænker på den sag, han er i gang med at efterforske. Det lyder jo ikke videre charmerende, og hvis han så bare var idealist, kunne det måske hjælpe lidt på sagen. Men Thorne er sortseer – eller måske bare realist. Han gør sig ingen illusioner om, at han kan redde verden, at han kan beskytte samfundets lovtro borgere mod de lovløse, eller at sidstnævnte nødvendigvis er så forskellige fra førstnævnte. Måske derfor er han en pokkers god politimand – fordi han er menneskelig, og fordi han hele tiden kan overraske.
Mark Billingham siger selv om sin hovedperson: ”Jeg har altid ønsket, at han skulle være en person, der bærer fortidens hændelser med sig; som er mærket indvendigt og udvendigt af de sager og mennesker, der har formet ham.”

Benni Bødker & Karen Vad Bruun

Serien om Linnea Kirkegaard

Linnea Kirkegaard er en amerikansk uddannet retsantropolog og dansk født verdensborger, der til ikke mindst sin egen overraskelse pludselig befinder sig i et vikariat på Retsmedicinsk Institut i København, langt væk fra livet som efterspurgt international ekspert i det menneskelige skelet.

Normalt er hun med til at afdække massegrave i borgerkrigshærgede lande eller opklare spektakulære kriminalsager - i København er hun en overkvalificeret outsider. Hun har boet og arbejdet det meste af sit liv i udlandet, men farens begravelse fører hende tilbage til Danmark. Af mangel på alternativ bliver hun hængende på ubestemt tid, rodløs som hun altid har været overalt i verden.

Romanerne om Linnea Kirkegaard tager udgangspunkt i den moderne virkelighed, hvor Danmark ikke længere er et beskyttet eventyrland, men på godt og ondt er en spiller på den internationale arena med bl.a. krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak. Hvor fremmedhad, global politik og stadig nye former for grænseoverskridende kriminalitet skaber overskrifter og forandrer levevilkår.

Krimiserien har sit afsæt i den skandinaviske tradition for samtidsrealisme, men tilføjer et internationalt udsyn og engagement og lægger stor vægt på de stærke karakterer. Fra det gribende psykologiske portræt til den markante og skarptskårne type - og ikke mindst en stærk hovedperson. Linnea Kirkegaards faglige speciale giver indblik i en fascinerende videnskab, hvor det drejer sig om at gengive ofre og ukendte skæbner deres værdighed og menneskelighed, og hun besidder både den indfødtes intime viden og den fremmedes anderledes blik på tingene.

Læs mere på seriens egen hjemmeside.

Arne Dahl

Serien om A-gruppen

Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter - bedre kendt som A-gruppen - består af en række kompetente og usædvanlige efterforskere, der finder nye veje og mønstre, når det ser allermest sort og kompliceret ud. I den originale og prisbelønnede serie om A-gruppen portrætterer Arne Dahl et land, der har mistet sin uskyld, et Sverige, hvor de internationale forbrydelser rykker tættere og tættere på.

På Arne Dahl hjemmeside kan man bl.a. finde forfatterens egne beskrivelser af hvert enkelt medlem af A-gruppen.

Arne Dahl

Serien om Opcop

Opcop er en hemmelig, operativ enhed under Europol med sæde i Haag og kontakter i alle hjørner af Europa. Med den erfarne Paul Hjelm i spidsen bekæmper de international kriminalitet i en globaliseret verden, hvor kriminaliteten er grov og forbryderne mægtige. Flere af personerne i Opcopgruppen er kendt fra A-gruppen [link].

Arne Dahl

Berger & Blom

Sam Berger & Molly Blom mødes under sagen om den forsvundne Ellen Savinger. Allerede fra begyndelsen er der mistro mellem de to, men snart er de nødt til at stole på hinanden. De er politifolk, der inden længe ikke bare er på flugt fra fortiden, men også fra deres egne kolleger, og de må operere i lovens skyggezoner.

Kjell Ola Dahl

Serien om Gunnarstranda og Frølich

Norsk krimiserie om den hostende, melankolske Gunnarstranda og den dameglade Frank Frölich – blandt venner kaldet Frankeren – som udgør et højst umage par. Af og til er de ved at drive hinanden til vanvid, andre gange fungerer deres samarbejde uventet godt. I serien optræder de både sammen og hver for sig i Oslo og i den store verden udenom i altid spændende skarpsindige bøger med solide sidehistorier.

Thomas Enger

Henning Juul-serien

Den røde tråd i Thomas Engers serie om Henning Juul er det påtrængende spørgsmål: Hvem er ansvarlig for, at Henning Juuls søn omkom i en brand? Da læseren første gang møder Henning, er der gået to år siden den fatale brand. Henning er både fysisk og psykisk skadet og er først nu på vej tilbage til sit arbejde som journalist. Som serien skrider frem, kommer Henning nærmere og nærmere på svaret på sit spørgsmål – men også langsomt tættere på at få en tilværelse igen.

Jane Gardam

Serien om Gamle Filth

Jane Gardams romantrilogi om livet i Det Britiske Imperiums tjeneste er historien om Sir Edward Feathers, hans smukke kone Betty og hans livslange rival Terry Veneering. I tre fritstående ­romanperler med hver sin synsvinkel skildrer Jane Gardam disse tre personers liv og de særegne britiske manerer, klasseskel og fortielser. Med psykologisk dybde og subtil, britisk humor indkapsler Jane Gardam en gammel verdensorden og tegner et stort og vidtfavnende portræt af det 20. århundredes stormende fremmarch og det store imperiums afvikling.

Jan Guillou

Korstogsserien

I det Herrens år 1150 fødtes Arn Magnusson til Arnäs som søn af stormanden Magnus og hans hustru Sigrid. Arn får den bedste uddannelse, tiden kan byde på, og trænes samtidig i brugen af bue og sværd. Da han møder kærligheden, resulterer det i, at han idømmestil  at gøre bod som tempelridder i det Hellige Land. Arn bliver en Kristi stridsmand.

Korstogsserien er fortællingen om en epoke i Europas historie, og det er en fortælling om vold, kærlighed og gudstro og om kulturelle modsætninger, dumhed og fordomme.


Følg i Arns fodspor. Gør rejsen i virkeligheden - læs her.

Jan Guillou

Hamilton-serien

Det farligste våben, Sverige nogen sinde har haft: Carl Gustaf Gilbert Hamilton, bedre kendt som Coq Rouge. Greve og millionær, forhenværende Vietnam-aktivist, nu operatør med verdens hårdeste militære træning på en base i San Diego bag sig, men stadigvæk med hjertet til venstre for midten.

Jan Guillou

Det Store Århundrede

Brødrene Lauritz, Oscar og Sverre Lauritzen mister tidligt deres far og må hjælpe til med at forsørge familien. Imidlertid sørger gode borgere for, at de tre drenge får en uddannelse, og i 1901 dimitterer de som diplomingeniører fra universitetet i Dresden. På tærsklen til en ny tid, hvor teknologiske fremskridt hersker, og hvor troen på en civiliseret fremtid uden krig og uretfærdighed er stærk.

Det Store Århundrede følger brødrene Lauritzen og deres efterkommere gennem det turbulente 20. århundrede.

Anders Johansen

Raklos rejse

I trilogien Raklos rejse følger vi Raklos udvikling fra dreng til ung mand i et Europa under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig.
Rejsen starter i det borgerkrigshærgede Jugoslavien, hvor Raklo - drengen fra JORDENS SKØD - og hans sigøjnervenner drager rundt med et cirkus, indtil de bliver først italienernes og siden tyskernes fanger og ender i kz-lejren ASKESLOTTET. - 3. bind foregår i Kølns ruiner i den første efterkrigstid, hvor Raklo sammen med sine venner flytter ind i en strandet flodbåd, HIMMELPORTEN.

Trilogien fik Danmarks Skolebibliotekarforenings pris i 2002, ligesom den var nomineret som det danske bidrag til den Nordiske Børnebogspris.

Philip Kerr

Berlin Noir

Berlin Noir-bøgerne foregår i Tyskland lige inden, under og efter Anden Verdenskrig. Seriens ubestridte hovedperson er den hårdkogte enspænder, privatdetektiv Bernhard Gunther, der via sine sager tager læseren med ned i den gruopvækkende nazistiske undergrund såvel som helt op i toppen af det tyske nazipartis ledelse.
Efter krigen er Bernie på flugt fra fortiden i Europa, og læseren kommer sammen med ham til nazisternes skjlested i Argentina og til Cuba i tiden før Fidel Castros overtagelse. Og det er historiens virkelige personer, der møder Philip Kerrs fiktive skikkelser i en serie, der stinker, oser og syder af en forgangen tids Berlin, Wien og Havana.

P.B. Kerr

Lampens børn

Serien om Lampens børn foregår i et forunderligt univers, hvor det magiske og fantastiske er en del af virkeligheden. Mennesker, engle og djinn’er lever sammen – det er bare menneskene, der ikke ved, at de er omgivet af personer med særlige evner. At være djinn betyder, at man har magiske evner og kræfter, og tvillingerne John og Philippa opdager, da de er 12 år, at de er djinn’er. Deres far er et helt almindeligt menneske, men deres mor er djinn, og de nedstammer fra en lang række af magtfulde djinn’er – en af de gode djinn-stammer, for alle djinn’er er bestemt ikke gode!

John og Philippa bliver bedre og bedre til at bruge deres kræfter til at forvandle sig til dyr og til at rejse på magisk vis – det klassiske flyvende tæppe bruges ikke længere, men djinn’er bruger stadig lamper som tilflugtssted – og ikke mindst til at opfylde ønsker. De kommer ud på en lang række farlige eventyr, hvor hele den kendte verdensorden er i fare, og selv om menneskene ikke opdager, hvor slemt det står til, er det op til John og Philippa at gøre noget … men når ens ønsker kan gå i opfyldelse, gælder det om at passe på, hvad man ønsker sig!

Philip Kerr

Serien om Scott Manson

Serien om Scott Manson skrives af Philip Kerr, der især er kendt for sin Berlin Noir-serie om Bernie Gunther. Kulissen i serien om Scott Manson er britisk professionel fodbold, og hovedpersonen er naturligvis Scott Manson - en tidligere fodboldspiller, der har fået sin spillerkarriere ødelagt af en dom for en forbrydelse, han ikke har begået. Efter endt fængselsstraf har han skabt sig et nyt liv som træner for fodboldklubben London City.

Philip Kerr ser professionel fodbold, som den perfekte kulisse for en krimiserie: Det er en lukket verden med en tydelig opdeling af, hvem der er medspillere, og hvem der er modstandere, og så længe de bliver ved med at bide og fornærme hinanden – og gå i seng med hinandens koner – så er der materiale til serien om Scott Manson.

Philip Kerr, der selv er livslang Arsenal-fan, skriver aldrig en bog uden først at have gjort en grundig research. Der er ikke langt fra fiktion til virkelighed, når Kerr ytrer sig om alt fra fodboldspilleres sportsovertro til UEFA’s beskidte metoder. Kerr skriver med lige dele kærlighed og forargelse over, hvad det smukke spil har udviklet sig til.

Gisa Klönne

Serien om Judith Krieger

Den både hårdkogte og sårbare Judith Krieger og hendes makker Manfred ”Manni” Korzilius færdes både i de store skovområder omkring Köln og inde i selve storbyen, og de møder både skattejægere, overklassefruer hippier, punkere, prostituerede og præster igennem den anmelderroste serie, der – udover at fortælle spændende krimihistorier - skildrer Tyskland af i dag.

Lene Kaaberbøl

Serien om Madeleine

Madeleine er ung, videbegærlig og ambitiøs og har ikke i sinde at lade sig bremse af tidens antagelser om kvindelig intelligens. Men i 1894 er retsmedicinske undersøgelser forbundet med frygt og fordomme, selv når de foretages af en anset læge som Madeleines far. At en ung kvinde beskæftiger sig med den slags er både skandaløst - og livsfarligt.

"Hårrejsende suverænt! ... en helt utrolig vellykket roman, der på en bund af gotisk uhygge beretter om en ung kvindes gryende emancipering i en tid, hvor videnskabelige fremskridt af mange blev betragtet som djævelens værk, tilsat et væld af overordentlig interessante medicinhistoriske facts – bravo!” Weekendavisen

Jens Lapidus

Stockholm Noir-serien

Stockholm Noir er en fortælling om Stockholms underverden, en mørk fortælling om narkotika, penge og magt - og om de mennesker, der befolker den verden, lige fra gangsterbossen til underhunden.

Bøgerne  i Stockholm Noir-trilogien er filmatiseret under navnene ”Snabba cash”, ”Snabba cash II” og ”Snabba cash – Livet deluxe”.

Jens Lapidus

Serien om Emelie og Teddy

Emelie Jansson er advokatfuldmægtig ved et af Stockholms ­største advokatkontorer. Najdan – bedre kendt som Teddy – er kommet ud af fængslet efter otte år. Han har bestemt sig for, at han aldrig mere vil i fængsel.  Deres samarbejde sætter både Emelies karriere og Teddys forsæt på spil.

Stieg Larsson & David Lagercrantz

Millennium-serien

Stieg Larsson skrev de tre første bøger i serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist inden sin død i 2004. Både MÆND DER HADER KVINDER (2005) og LUFTKASTELLET DER BLEV SPRÆNGT (2007) modtog den skandinaviske krimipris Glasnøglen. I 2015 fortsatte David Lagercrantz serien med bogen DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL, og fører dermed Stieg Larssons univers og karakterer videre.

Serien er blevet en international bestseller og er udgivet i over 50 lande. I 2016 nåede bøgerne op på ca. 84 millioner solgte eksemplarer verden over.

Åsa Larsson

Serien om Rebecka Martinsson

Erhvervsjuristen Rebecka Martinsson er født og opvokset i byen Kiruna i Nordsverige i et kristent miljø. Da hun flyttede hjemmefra for at læse jura, afskar hun imidlertid al kontakt med trossamfundet. Da en barndomsveninde bliver mistænkt for mord, må Rebecka imidlertid rejse tilbage til Kiruna, hvor hun flytter ind i sin farmors hus og efterhånden slår sig ned som anklager.

Lars Bill Lundholm

Stockholm-serien

I Lars Bill Lundholms fire Stockholmskrimier kommer læseren sammen med Kriminalkommissær Axel Hake på en rundtur i Stockholms kvarterer: det mondæne Östermalm, det gamle arbejderklassekvarter Södermalm, Kungsholmen med politihovedkvarteret, og det tætte, turistede Gamla Stan.

Jo Nesbø

Harry Hole-serien

Kriminalbetjent Harry Hole. Enspænderen. Drukkenbolten. Enfant terrible i Oslo politidistrikts Drabsafdeling.
Harry Hole reagerer hurtigt på sit veludviklede instinkt, og det bekymrer ham ikke voldsomt, at han dermed ofte skal tilsidesætte sine overordnedes formaninger og overskride politiets beføjelser. Og han er dygtig. Nogle kan lide at arbejde sammen med den charmerende og klodsede, melankolske individualist med hang til selvplageri, andre kan slet ikke have med ham at gøre. Det er enten-eller.

Harry Hole er også et meget samvittighedsfuldt og varmt menneske. En ildsjæl, der efter bedste evne forsøger at tackle problemer med alkohol og kærlighed - og livet i almindelighed.

Læs hæftet 20 ÅR MED HARRY HOLE.

Håkan Nesser

Barbarotti-serien

Gunnar Barbarotti er svensk vicekriminalkommissær med italienske rødder og en overenskomst med Gud om dennes eksistens.

Seriens andet bind, EN HELT ANDEN HISTORIE (2008) modtog Det Svenske Kriminalakademis pris for Bedste Svenske Krimi.

Håkan Nesser

Serien om Van Veeteren

Van Veeteren er kriminalkommissær i den fiktive by Maardam, der ligger et sted i Europa. I seriens løb trækker han sig tilbage for at blive antikvarboghandler, men ikke desto mindre vender han ofte tilbage til politiarbejdet, når hans tidligere kolleger kører fast.

To af bøgerne i serien, BORKMANNS PUNKT og KVINDE MED MODERMÆRKE, fik i henholdsvis 1994 og 1996 Det Svenske Kriminalakademis pris for Bedste Svenske Krimi, CARAMBOLE modtog Glasnøglen for Bedste Nordiske Krimi.

Alle bøgerne om Van Veeteren er filmatiseret med Sven Wollter i hovedrollen.

Kristina Ohlsson

Serien om Fredrika Bergman

Den introverte, violinspillende Fredrika Bergman er civilansat akademiker i politiet. Hendes baggrund vækker fra begyndelsen mishag hos kollegerne i Alex Rechts efterforskningsgruppe. Som serien skrider frem styrkes hendes partnerskab med Alex Recht.

Kristina Ohlsson

Serien om Martin Benner

Martin Benner har stort set alt. Charme, penge, karriere, kvinder, et lille barn. Og så er der Lucy, hans partner på advokatkontoret - og indimellem i privatlivet. Da han bliver opsøgt af en ung mand, der vil have ham til at se nærmere på sagen om seriemorderen Sara Texas, starter en lavine, der truer med at opsluge hele Martin Benners liv og eksistens.

Leif GW Persson

Palmetrilogien

Leif GW Persson binder an med et af Sveriges største traumer: mordet på Statsminister Olof Palme på Sveavägen i 1986. I seriens tre selvstændige bind lader han sine politifolk komme tæt på den famøse, uløste gåde.
Palmetrilogien er et mesterværk af klassisk spændings- og konspirationshistorie.

Leif GW Persson

Bäckström-serien

Evert Bäckström er det svenske politis redning, manden der kan opklare en sag så let som at klø sig i nakken og uden at anstrenge sin overlegne intelligens noget videre – hvis man spørger ham selv. Spørger man andre, er han imidlertid snarere lig med kaos, korruption og klager fra offentligheden. Men én ting er sikker: når den lille, fede antihelt er på banen, sker der ting og sager!

Læs Leif GW Perssons tekst om Evert Bäckström.

Kristina Sandberg

Maj-trilogien

I Kristina Sandbergs prisbelønnede trilogi følger vi Maj, som i slutningen af 1930’erne er 20 år og netop gift med en mand, som tilfældet har valgt for hende. Vi følger hende op gennem 1940’erne og 50’erne, hvor husmoderrollen er et efterstræbt ideal og helt op gennem 1960’erne.

Trilogien er en stærk skildring af kvinders livsvilkår, en stor familiefortælling og historien om en kvindes sociale opstigning. Og det er en historie om samfundet set fra en hjemmegående husmoders dramatiske hverdag.

Sjöwall & Wahlöö

Roman om en forbrydelse

Maj Sjöwall og Per Wahlöö skrev mellem 1965 og 1975 de ti bøger, som udgør serien "Roman om en forbrydelse". Serien er en udødelig klassiker i nordisk kriminallitteratur, og bøgerne er oversat til mere end 30 sprog.

Maj Sjöwall og Per Wahlöö var de første ikke-engelsksprogede forfattere, der modtog den prestigefulde, amerikanske Edgarpris. Per Wahlöö døde i 1975.

Carl-Johan Vallgren

Serien om Danny Katz

Danny Katz er computer- og sproggeni – og eksnarkoman. I SKYGGEDRENGEN og SVINENE møder vi både Stockholms overklasse og kulsorte undergrund.

Karin Wahlberg

Ekstad-serien

Ekstad-serien starter i efteråret 1953, hvor polioepidemien hærger i Sverige. På provinshospitalet i Ekstad får alle travlt – fra lægerne til sygeplejeeleverne. Men midt i travlheden er der alligevel plads til forelskelser, venskaber og fremtidsdrømme.

Ekstad-serien er et fremragende tidsbillede og en fængslende fortælling om menneskene på og omkring et hospital i en tid, hvor forholdene for især kvinderne begynder at forandre sig.

Eirik Wekre

Hege Tønnesen-trilogien

Eirik Wekres serie om Hege Tønnesen er en højspændt thriller-trilogi om anslag mod Norges sikkerhed og rigdom.