Anders Roslund om TRE TIMER

Først kom succesthrilleren ’Tre sekunder’, så den roste fortsættelse ’Tre minutter’ og nu den længe ventede ’Tre timer’. Hvad er det ved Piet Hoffmann, der gør ham så spændende at fortælle om?

Hvem vil ikke gerne være klog, modig og flot –for det er han jo selvfølgelig. Men samtidig er han hensynsløs, egoistisk og har a criminal mind. Det er nok det. At være både god og ond, sort og hvid, gerningsmand og offer.

Og der var selvfølgelig en grund til, at Piet Hoffmann opstod. Vi havde brug for ham, jeg havde brug for ham. For selv om vi og jeg havde skrevet bøger, som vi gerne ville have dem – først og fremmest underholdende, plot, plot, plot, men halvvejs løgn og halvvejs sandhed – savnede jeg  af og til et eller andet: et redskab der kunne flytte fortællingerne til miljøer og verdener, som  en kriminalkommissær ikke kunne nå på en naturlig og troværdig måde. En karakter som i mit første udkast hed Hoffmann og som kom til at fylde det udvidede handlingsrum ud, som Ewert Grens aldrig ville kunne. Hoffmann blev til Piet Hoffmann, og eftersom han hurtigt bragte Zofia og Hugo og Rasmus med sig, fik vores fiktive verden fire nye familiemedlemmer.

En ligeså vigtig hovedperson er Ewert Grens . Hvad er det i kontakten med Piet Hoffmann, der får Ewert Grens til at live op og faktisk forandre sig som menneske?

To mennesker som ikke stoler på nogen som helst, er pludselig nødt til at stole på hinanden. Er tvunget til det. Eller vælger det måske. Det er den samme proces, som Börge og jeg gennemgik – ingen af os havde nogensinde stolet på nogen, og alligevel var vi tvunget til at forstå, at et fælles forfatterskab kræver tillid. På samme måde som vi ændrede os i den henseende, ændrer Piet og Ewert sig. Og så kommer man jo tættere på hinanden, på godt og ondt. I Ewerts tilfælde helt sikkert mest godt – han får jo også kontakt med Hoffmanns børn, og for et menneske, der aldrig har forstået, hvad børn skal til for, hvad man stiller op med dem, bliver Ewerts rejse mod nærhed i ’Tre timer’ noget, som jeg længe har undt ham. Jeg mener, pandekager med mønster, tænk at livet kan være så smukt.

Hvordan har dit eget syn på Piet og Ewert forandret sig i takt med, at bøgerne er blevet til? Og har den nært forestående Hollywood-film, der bygger på ’Tre sekunder’, ændret dit billede af dem?

En gang fik jeg et spørgsmål fra en dygtig makeup-artist, der skulle hjælpe mig med Piet Hoffmanns maskering, om hvordan han så ud. Så hun havde noget at gå ud fra. Jeg sagde cirka ligesom Joel Kinnaman. Og det var lang tid, før han fik rollen. Så billedet af Joel forandrer ikke Piet, styrker det nærmere. Når det kommer til Ewert, er det selvfølgelig anderledes: min bog-Ewert er jo ikke i verdens bedste fysiske form, omkring 60 år, hvid og hører Siw Malmkvist. Film-Ewert (som i filmen arbejder ved FBI men stadig hedder Grens) er fit, sort, ser godt ud, omkring de 40 år – og er i virkeligheden en af verdens førende hiphop-kunstnere, der har vundet en Oscar for bedste filmmusik. De er så forskellige, som to mennesker kan være, og det er helt fint – film-Ewert og bog-Ewert kommer aldrig til at stå i vejen for hinanden, det nye billede af Ewert gør det ikke svært at bibeholde det gamle i ’Tre timer’ eller i den næste bog.

Efter Börge Hellströms død sidste år er Roslund & Hellström blevet til Roslund. Hvad er den største forskel på at skrive alene og at være to til at skrive?

Tjah – det er nok, at Roslund får lov at fylde mere med Roslund. Diskutere historien med mig selv og ikke med Börge. Så selvfølgelig er det anderledes. Men eftersom Börge og jeg til sidst var åbne om, hvordan vi arbejdede – at vi sås nogle måneder til en start og arbejdede med historien og plottet, og så skiltes et års tid mens jeg skrev bogen, hvorefter vi mødtes igen og diskuterede resultatet – så er den kreative proces ikke fremmed, den har hele tiden set sådan ud. Jeg tror og håber, at læserne vil genkende sproget, fremdriften, den fiktive verden der bebos af Piet og Ewert og mange andre. Måske er Ewert blevet lidt blødere, det ville jeg teste, måske er det godt at Hoffmanns familie og især hans børn får en mere fremtrædende rolle på en anden måde, end de før har haft. Jeg ville teste det, lidt nyt men alligevel genkendeligt – og så selvfølgelig en helt ny historie, der sender dem og mig til nye verdener.