HO-HO-HOME INVASION - Mats Strandberg møder Julemanden

Et af mine første minder er fra julen, og det er ikke et lykkeligt minde.

I Sverige kommer Julemanden som regel på besøg juleaften. Han er en stor, glad blærerøv, der ofte forventer at blive opvartet med småkager, grød eller gløgg, mens han med sin dybe stemme spørger, om der er nogle ”søde børn” i huset. Først når forældrene har forsikret Julemanden om, at børnene har været artige, deler han gaverne ud. Det er alt sammen meget ulig den engelske julemand, der sniger sig uset ind om natten og høfligt forsvinder igen.

Hjemme hos os dukkede Julemanden som regel op efter middagen, hvilket betød, at det kæmpe måltid, min mor havde brugt uger på at forberede, blev ødelagt for alle af et rædsomt kor af klynkende, utålmodige børn (jeg gav sikkert et par solonumre). Netop dette år var det min onkels tur til at få en pludselig trang til at forlade huset for at ”hente avisen.”

Umiddelbart efter kunne vi se en skygge i mørket uden for vinduerne. Næsten bjørneagtig, prustende og stønnende, kom den ud af skoven – en skov der i øvrigt indeholdt en massegrav fra koleraepidemien i 1800-tallet. Jeg vidste ikke helt, hvad dét var, og jeg havde selvfølgelig endnu ikke set Dyrekirkegården, der for alvor satte gang i min fantasi. Jeg vidste bare, at det var noget uhyggeligt, og at der helt sikkert var monstrøse ting i skoven. Og mens de andre børn råbte, at nu var Julemanden her endelig, fik jeg den første fornemmelse af angst. Da den skyggeagtige figur kom nærmere, så jeg, at hans sæk så lovende og tung ud. Samtidig kunne jeg se, at bjørneudseendet bare stammede fra en falsk pels, der lignede min mors en hel del. Snart hørte vi en kraftig banken på døren. Jeg gemte mig bag min fars ben, stadig overbevist om at han kunne beskytte os fra alt. Døren gik op, og jeg hørte et velkendt ho-ho-ho. Min far skubbede mig hen imod ham. Grådigheden vandt over angsten, og jeg løb hen til Julemanden for at få mine gaver. Og så stoppede jeg brat op.

Over mig bøjede en skikkelse sig for at vurdere, om jeg passede i ’artig-’ eller ’uartig’-kategorien, en skikkelse iført en gummimaske, fastfrosset i et bredt grin. Hullerne til øjnene var som mørke søer af ondskab. Forestil jer Leatherface med bomuldsskæg i et hjemmerøveri. Og værst af alt: mine forældre havde selv inviteret ham indenfor. Ofret mig til ham som et slagtelam. Og dem stolede jeg på for få sekunder siden!

Jeg skreg som en femårig tudeprinsesse, løb gennem huset for at finde et gemmested og endte med at låse mig inde på badeværelset. Jeg nægtede at komme ud, nægtede at lytte til deres bønner og overtalelsesforsøg og løfter om, at Julemanden var gået. Til sidst måtte min far hente sin værktøjskasse og tage hele badeværelsesdøren af hængslerne. Min onkel var vendt tilbage, og han så næsten lige så rystet ud, som jeg følte mig.

Jeg ser stadig den slags billige gummimasker på tankstationer og i supermarkeder hver december, og jeg mener stadig, at hver eneste maske er et kommende barndomstraume.

Mats Strandberg, december 2017.

Denne tekst er første gang trykt hos Jofletcherbooks.com

Læs mere om Mats Strandberg her.