Horst & Enger om NULPUNKT

Hvordan vil I selv beskrive NULPUNKT?

Dybest set handler ‘Nulpunkt’ om behovet for at blive set og bekræftet i nutidens samfund, om hvilke grænser vi er villige til at overskride for at blive lagt mærke til, anerkendte og berømte. Ved at pakke det ind i en kriminalhistorie har vi selvfølgelig sat det lidt på spidsen, men det er også pointen. Det er en actionpakket bog, som vi tror, læserne vil blive opslugt af, både fordi den er spændende og fordi den følger to hovedpersoner, det er nemt at holde af.

 

Hvordan opstod ideen om, at I skulle skrive en bog sammen?

Vores venskab går næsten ti år tilbage i tiden. Det er på mange måder skriveriet, der har ført os sammen, eftersom vi har udgivet bøger på samme forlag. Med henholdsvis politi- og journalistbaggrund har vi kunnet drage nytte af hinandens fagkundskaber. Ideen om at lave noget sammen lancerede Jørn allerede i 2012, og de næste år diskuterede vi ideer, plot og karakterer, når vi mødtes, ofte til litteraturfestivaler både i ind- og udland, men også i Thomas’ familiehytte i Stavern – området hvor Jørn bor. Det er imidlertid først det seneste år, at projektet har taget fart. Der begyndte vi for alvor at skrive, fordi det først var der, vi havde tid til det.

 

Hvilke fordele/ulemper er der ved at skrive sammen?

Selv om vi har forskellig stil og skrivemåde, taler vi på en måde samme sprog. Når den ene mener, at en scene burde flyttes eller være på en anden måde, har det været unødvendigt at argumentere eller forklare hvorfor. Vi har et langt stykke af vejen det samme blik og den samme forståelse for dramarturgi. Udfordringerne har nok mest ligget på det praktiske plan, som at holde styr på hvilken version af dokumentet er den senest opdaterede. Den største fordel ligger netop i, at vi er to. Hvis vi skriver en scene og sidder lidt fast, er det let at tage telefonen og ringe, så har man en erfaren plotsnedker at diskutere problemet med. Det har aldrig taget lang tid at finde løsninger, vi begge kunne lide. Men at være to om at skrive en bog betyder ikke, at man slipper med halvdelen af jobbet. Der er stadig rigtig meget arbejde.

 

Var der noget, der overraskede jer ved at skrive sammen?

Det mest overraskende var måske, hvor smertefrit det hele gik. Vi var begge to forberdt på, at der ville opstå diskussioner, på at vi måske ville være helt uenige, men der var ikke et eneste skænderi, ikke om noget som helst. Det var i det hele taget rigtig sjovt og motiverende efterhånden som vi så, hvilken retning historien var i gang med at tage.

 

Hvordan er processen foregået – har I skrevet hver jeres personer, er der en af jer, der har stået for at plotte eller personudvikle eller…

Vi plottede stort set hele historien først, sammen. Snakkede os gennem karaktererne og hvilken retning, historien skulle tage fra start til slut, og blev enige om hvilken slags historie, vi ville fortælle. Så har vi skrevet kronologisk, men arbejdet i afsnit og efter stafetprincippet. Det vil sige, at den ene har skrevet en del frem til et vendepunkt, så har den anden læst og vurderet, før stafetten er gået videre. Vi har på mange måder været hinandens første redaktører. Præcis hvor mange mails og sms’er der er gået frem og tilbage, er svært at sætte tal på, men der er sikkert tale om tusindvis.

 

Hvad er de næste bøger i jeres respektive forfatterskaber?

Jørn er aktuel med en ny William Wisting-roman, der udkommer i Norge i slutningen af september. Thomas er netop blevet færdig med en ungdomsroman, der udkommer i Norge i starten af næste år. Men sammen er vi allerede begyndt at arbejde på en ny roman om Alexander Blix og Emma Ramm.

 

I er begge to vant til at have en fast hovedperson (hhv. William Wisting og Henning Juul) – hvordan var det at skulle opfinde to helt nye hovedpersoner?

 

På sin vis udvikler vi jo nye karakterer hele tiden, men som oftest er der tale om bikarakterer. Forskellen er ikke så stor – vi udvikler bare karakterne lidt mere, og det var ikke så vanskeligt med Blix og Ramm – de kom jo ret naturligt, når man tænker på vores forskellige baggrunde som politimand og journalist. Men det er også befriende og energiskabende at dykke ned i et helt nyt univers, hvor alt i princippet kan ske. Det har virkelig været sjovt at udvikle Blix og Ramm.

 

Hvad læser I selv i øjeblikket?

Jørn er i gang med Arne Dahls ‘Indland’, mens Thomas læser ‘Palm Beach, Finland’ af Antti Tuomainen.

Læs mere om NULPUNKT