Jørn Lier Horst om KATHARINA-KODEN

Jørn Lier Horst fortæller om sit forfatterskab og sin roman KATHARINA-KODEN.

Hvordan vil du beskrive din hovedperson, William Wisting?
Da jeg for snart femten år siden ville skabe en ny, norsk krimihelt, var jeg meget bevidst om, hvordan han skulle være. Jeg var træt af at læse om efterforskere, der gik rundt alene og løste drabssager i en brandert eller med tømmermænd, og som vågnede om morgenen med tredages-skægstubbe og whiskyflasken stående klar på natbordet. Jeg ville have en krimihelt, der mere lignede de politimænd, jeg kendte fra min arbejdsdag. Og det blev William Wisting.
   Wisting har forandret sig gennem bøgerne. Jeg forsøger ikke bare at fortælle en historie om, hvordan han løser sagerne, men også om hvad sagerne gør ved ham. Men som helhed har jeg tegnet et billede af William Wisting som en retfærdig og god politimand, først og fremmest et godt og ordentligt menneske. Han er en omhyggelig efterforsker, uden høje tanker om sig selv, med et samfundsengagement udover det individuelle og et ægte engagement i sine medmennesker. Han er en erfaren politimand, der kender menneskesjælens mørke. Han lever i et samfund i forandring, i udfordrende tider for norsk politi, og han gør sit bedste for at bekæmpe den kriminalitet, der vælder ind over os. En mand med samvittighed, integritet og menneskelighed – og tro på, at han kan være med til at skabe en bedre verden.

I KATHARINA-KODEN møder vi også en ny efterforsker, Adrian Stiller. Hvad kan du fortælle om ham?
Adrian Stiller er en anderledes efterforsker. For ham er efterforskningen mere et spil, og det ikke altid, han spiller ærligt. Han er ikke bange for at sætte sagens parter op mod hinanden. Enten politiet mod pressen, politiet mod politiet eller pressen mod pressen.

Wistings datter, Line, spiller en stor rolle i bogen. Hun skal bl.a. lave en podcast om Katharina-sagen. Har du selv en lille, hemmelig drøm om at lave det norske svar på Serial?
Lines rolle i KATHARINA-KODEN er inspireret af Serial og andre true crime-podcasts. KATHARINA-KODEN er en cold case-historie, men jeg ville lave en moderne kriminalroman. Podcasts er en del af den moderne mediestrøm. På samme måde synliggør jeg brugen af moderne efterforskningsmetoder som infiltrering, aflytning og overvågning.

KATHARINA-KODEN er inspireret af en virkelig kriminalsag. Hvordan arbejder du med inspirationen fra virkelighedens sager?
Det er rigtigt. KATHARINA-KODEN er inspireret af en af mine egne cold cases som efterforsker. Drabet på Kristin Juel Johannesen i 1999, der først blev løst i 2015. Bogen er ikke en historie om Kristin-drabet, men jeg ville skrive en realistisk politiroman om at starte en ny efterforskning af en gammel sag. Tiden er jo som regel efterforskernes værste fjende, og man skulle måske tro, at det er en håbløs opgave at genoptage gamle sager. Men tiden kan også spille på efterforskernes hold. Mennesker der på forbrydelsestidspunktet befandt sig i et afhængighedsforhold eller havde andre grunde til ikke at sige noget, de kan nu være i en anden livssituation, der gør det lettere at tale. Det andet, jeg gerne ville skrive om, var løgnen. Både hvordan vi alle er løgnere, om det så handler om at overdrive, underdrive, lægge lidt til eller trække lidt fra hverdagens små og store begivenheder. Men hvad sker der med et menneske, der lever med en stor hemmelighed, bærer på en løgn hele livet? Formentlig bliver han et meget ensomt menneske, fordi hele livet må være som at bevæge sig i et minefelt – hele tiden være angst for at træde forkert, for at blive afsløret.

En titel som KATHARINA-KODEN kan jo godt få læseren til at tænke på mystiske koder, hemmelige broderskaber – men det er jo en lidt anden slags kode, der her er tale om?
Ja. KATHARINA-KODEN er ikke en klassisk kodekrimi, men en utraditionel cold case-historie. Udgangspunktet er det, der som regel omtales som ”sporløst forsvundet”. At forsvinde sporløst er jo et stort mysterium i sig selv, men jeg tænkte: hvad nu hvis forsvindingen ikke er sporløs? Hvad nu, hvis den, der er forsvundet, tværtimod har efterladt sig et spor; et spor der bare gøre mysteriet endnu større? I KATHARINA-KODEN er det en lap papir, der ligger på køkkenbordet, som Katharina plejede at siddde ved. En lap med tal og symboler, der siden kun har været kendt som Katharina-koden. Løser du koden, løser du gåden.

Du er stoppet som politimand og er nu forfatter på fuld tid. Savner du det daglige politiarbejde?
Jeg savner jobbet som efterforsker, men jeg længes ikke tilbage. Jeg savner mine gode kolleger og det at være til stede, når der sker noget – ikke bare læse overskrifterne men vide, hvad der ligger bag. Når det er sagt, trives jeg rigtig godt i et frit arbejdsliv. Jeg er heldig, at jeg kan leve af at være forfatter.

Du beskriver i bogen, hvordan både pårørende og politifolk skal leve med uopklarede sager i mange år. Har du selv haft den slags sager, der har været svære at slippe?
Ja. Drabet på den tolv år gamle Kristin Juul Johannesen i 1999 var sådan en sag. En sag som jeg siden har delt lange, søvnløse nætter med. Det er en sag af den type, du gennemgår med lup for at granske hvert eneste sandkorn på jagt efter et eller andet, der kan føre dig videre. En sag der giver dig mentale ar som efterforsker.  Den slags ar, der ikke vokser sammen, men som der går betændelse i.

Der kommer flere cold cases for William Wisting. Bliver de også inspirerede af virkelige sager?
Jeg henter ideer fra virkeligheden, men ikke nødvendigvis fra mit job eller sager jeg har arbejdet med ved politiet. Mine krimier handler om den verden, vi ser omkring os. Historierne om mord og forbrydelser har sit udspring i social uretfærdighed og social elendighed, som det er let at genkende. Meget af det kan man jo læse om i aviserne. Der finder jeg også inspiration, som jeg f.eks. gjorde i forsommeren 2008. Der var en nyhedshistorie, der gik verden rundt, efter at canadiske nyhedsbureauer havde fortalt, at der langs kysten af British Columbia var drevet fire afhuggede højrefødder i land i løbet af et halvt år. Spekulationerne gik højt, lige fra seriemordere til hajangreb. Sagen inspirerede mig til at skrive BUNDFALD, hvor der i løbet af fire sommeruger driver fire afhuggede venstrefødder i land på strandene i Vestfold. Det var ikke det makabre ved sagen, der fangede min interesse, men den uløste gåde. Mysteriet. Hvad kunne løsningen være?
   Mysteriet i Canada voksede, mens jeg skrev på min historie, og det er vokset siden. I dag er antallet af fødder oppe på 15. Det er ikke højrefødder alle sammen, men Time Magazine har kåret ”The Salish Sea human foot discoveries” til den syvende største kriminalgåde i verden. I BUNDFALD finder du løsningen.
   Jeg kan også godt lide at tænke på mine bøger som mere end kriminalromaner, mere end bare en spændende historie. Jeg forsøger at flette den gode ide sammen med en aktuel problemstilling. Bag gåden ligger mine tanker om vores velfærdssamfund, der giver velmente løfter om at være beskyttende og inkluderende, men som alligevel svigter så mange af sine indbyggere. BUNDFALD er derfor ikke en historie om en seriemorder, men en bog der handler om forbrydelse og straf. Titlen referer ikke til det, der ligger tilbage på havets bund, men til de mennesker, der ikke bare falder uden for samfundet, men som falder til bunds og bliver samfundets bundfald.

Læs mere om KATHARINA-KODEN her.