Johan Theorin om Ølandskvartetten

Hvordan fik du ideen til Ølandskvartetten?
Den første ide var til Skumringstimen, om en morder på Øland. Han flygter til udlandet og forsøger at snyde politiet ved at sende en kiste med et andet lig hjem for at få dem til at tro, at den mand, de jager, er død, så han kan vende hjem i stilhed. Da jeg skrev den historie, fik jeg den ide, at jeg ville skrive en krimi for hver årstid på Øland, eftersom de er så forskellige. Efteråret er mørkt, foråret er lyst, vinteren er bister og stormende, og sommeren kan være stegende hed.

Dine bøger har en helt særlig stemning. Kan du sætte nogle ord på den stemning?
Jeg tror, at jeg ofte skriver om gode mennesker på onde steder. Jeg kan i hvert fald godt selv lide de personer, jeg skriver om, men stederne de befinder sig, kan være øde og truende. Indimellem livsfarlige.

Du bruger blandt andet af øens egne sagn i bøgerne – er det sagn, du er vokset op med?
Ja, jeg hørte mange uhyggelige sagn om Øland, da jeg var lille. Både korte historier som dem, Gerlof fortæller i bøgerne, og indimellem selve grundhistorien. I Natstorm optræder en historie om, at de døde vender tilbage ved juletid til det sted, hvor de døde. Den historie hørte jeg som barn, og den inspirerede mig til romanens plot.

Det er atypisk i en spændingsroman at have en gammel mand som Gerlof som gennemgående hovedperson. Hvorfor blev det lige ham?
Lige præcis fordi det er atypisk. Gerlof er baseret på min egen morfar, og han har lang erfaring med at sejle og fundere over livets mysterier. Og han kender næsten alle på Øland. Så han fungerer godt som detektiv, selv om han har svært ved at bevæge sig. Men der er mange andre mennesker, der bevæger sig i Ølandsromanerne.

Er du færdig med at skrive om Øland?
Min plan var at skrive en bog for hver årstid på Øland, fire stykker, og det har jeg gjort nu. Men jeg har flere ideer til mysterier, som Gerlof godt kunne påtage sig at løse i fremtiden, og så vender jeg gerne tilbage dertil som forfatter. Som person er jeg på Øland hver sommer.

Hvad skriver du på for tiden?
Lige nu skriver jeg en roman, der foregår i Småland, i de dybe skove. Det er en blanding af gyser og krimi, der udspiller sig i en gammel, spøgelsesagtig campingby, hvor nogle røvere gemmer sig med seks millioner kroner i en gammel hytte.

Hvad læser du selv lige nu?
Lige nu læser jeg den seneste fortælling af en anden svensk krimiforfatter, Håkan Nesser. Hans nye bog, Halvmorderen, er både sjov og gribende. Håkan og jeg er venner nu, men jeg kunne lide hans bøger, allerede før vi lærte hinanden at kende.

Læs mere om Ølandskvartetten