Jonas Jonasson om 'Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget'.

Jeg hedder Jonas Jonasson, og jeg føler, jeg bør komme med en forklaring.

Det har aldrig været meningen, at der skulle skrives en fortsættelse til bogen om den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Der var mange, der gerne ville have en, ikke mindst hovedpersonen selv, Allan Karlsson, der spankulerede rundt i mit indre og henledte opmærksomheden på sig selv, når det passede ham.

“Hr. Jonasson,” kunne han finde på at sige lige ud af det blå, når jeg sad i mine egne tanker. “Har hr. Jonasson skiftet mening? Skulle vi ikke tage en tur til, inden jeg bliver rigtig gammel?”

Men det skulle vi ikke. Jeg havde allerede sagt, hvad jeg ønskede at sige om det måske værste århundred af dem alle. Det havde været min tanke, at vi måske ville blive bedre til at huske nittenhundredtallets fejltagelser, hvis vi mindede hinanden om dem, og mindre tilbøjelige til at begå i det mindste de samme fejl en gang til. Jeg pakkede mit budskab ind i varme og humor. Og straks blev bogen udbredt over den ganske verden.

Men det gjorde sgu ikke verden til et bedre sted.

Tiden gik. Min indre Allan holdt op med at lade høre fra sig, mens menneskeheden haltede fremad, eller hvilken retning den nu haltede i. Den ene begivenhed efter den anden gav mig følelsen af, at verden var mere ufuldkommen end nogensinde før. Og jeg så bare til.

Et eller andet sted deromkring opstod behovet for at ytre mig igen, på min egen måde. Eller på Allans. En dag hørte jeg mig selv spørge Allan, om han stadigvæk var hos mig.

“Jeg er her,” sagde han. “Hvad kan hr. Jonasson mon tænkes at have på hjerte efter så lang tid?”

“Jeg har brug for dig,” sagde jeg.

“Til hvad?”

“Til at fortælle, hvordan det er, og dermed indirekte, hvordan det burde være.”

“Med alting?”

“Med så godt som alting.”

“Hr. Jonasson ved nok, at det ikke hjælper noget, ikke?”

“Jo, det ved jeg.”

“Godt. Jeg er med,” sagde den hundredårige.

***

Jo, der var en ting mere. Dette er en roman om begivenheder i nutiden og den nære fremtid. Jeg bruger flere offentlige politiske ledere i handlingen og personer i deres umiddelbare nærhed. I bogen hedder de fleste af dem det, de hedder i virkeligheden. Andre har jeg ladet gå ram forbi.

Eftersom lederne kan se ned på menigmand i al almindelighed snarere end op, er det rimeligt, at jeg laver lidt fis med dem. Når det er sagt, er de sandsynligvis bare mennesker alle sammen, og som sådan fortjener de respekt. Til alle disse magtmennesker vil jeg sige: Undskyld. Og: Få det bedste ud af det. Det kunne have været værre. Og: Tænk, hvis det er?

Jonas Jonasson

Læs mere om DEN HUNDRED OG ET-ÅRIGE DER TÆNKTE AT HAN TÆNKTE FOR MEGET her.