Q & A med Arne Dahl om MIDTVAND

Midtvand er den tilstand, en dykker kan havne i, når han mister orienteringen, og ikke ved, hvad der er op eller ned, frem eller tilbage. I MIDTVAND er Sam Berger mistænkt for et mord, han ikke har begået. Hans makker, Molly Blom, ligger i koma. Et terrorangreb truer Stockholm, og Sam Berger har stadig ingen ide om, hvem han kan stole på, når opgørets time kommer.

Hvad handler din nye bog om?
Detektiverne Sam Berger og Molly Blom bliver kastet ind i en ny sag, der viser sig at få større konsekvenser, end nogen af dem kunne ane. Berger er mistænkt for et mord på en morder, Blom ligger i koma efter et grusomt overfald. Forudsætningerne er med andre ord ikke de bedste. MEN Berger får uventet hjælp til at holde sig skjult for lovens lange arm af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo. Han ender på en ø i Stockholms skærgård, hvor han i al ensomhed får chancen for at komme tæt på en morder, der viser sig at være farligere end nogen havde troet.

Hvad læser du selv lige nu?
Jeg er netop færdig med Anders Roslunds ”Tre timer”. En perle. (”Tre timer” udkommer på dansk på Modtryk den 2. november, red.)

Kommer der flere bøger om Berger & Blom?
Ja, det gør der. ”Skyggezone”, ”Indland” og ”Midtvand” hænger sammen og foregår sammenlagt over en periode på præcis 50 dage. Nu går der betydeligt længere tid, og Sam Berger er startet på en frisk med et nyt selvstændigt sikkerhedsfirma. Men får han Molly Blom med sig?                                                            

Hvor bliver du allermest inspireret til dine historier og serier? Er det når du læser avisen? Er det i fred og ro og ensomhed? Samler du ideer undervejs på din færden?
Jeg samler nok egentlig altid på ideer. Det er en kliche, der er rigtig nok, at forfatterens hjerne altid arbejder (man kunne også sige, at den aldrig arbejder…). På sin vis er det altid samfundets tilstand, der interesserer mig. Hvad er det, der sker i samtiden, der er af afgørende betydning? Og lige nu synes det at være behovet for at afdække hemmelig kriminel virksomhed på allerhøjeste sted.

Læs mere om MIDTVAND her.