Q & A med Lis Vibeke Kristensen om EFTER

Hvad satte historien i EFTER i gang?

Som med alle mine historier starter processen med et eller to billeder – det kan være mødet med en person, eller en hændelse, jeg kommer ud for. Synet af en arret isse på en mand, der sad neden for en metrotrappe og tiggede, ramte mig som et stød. Erindringsbilledet af en pige, jeg kendte som barn, hvis yndige ansigt var vansiret af et stort modermærke, dukkede op i kølvandet. Jeg kunne ikke slippe dem. Langsomt, langsomt voksede en historie frem, hvor andre personer dukkede op og lidt efter lidt fandt deres plads.

Udgangspunktet i EFTER er, at du placerer en række meget forskellige personer på den samme ø på samme tidspunkt. Vidste du fra starten, hvad der skulle ske derfra?

Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke skrevet bogen. Nysgerrighed er det, der driver mig.

Hvad kan en større eller mindre katastrofe være katalysator for i en fortælling?

Katastrofer vælter det kendte omkuld. En skilsmisse, som er en af de "katastrofer", der rammer mange af os, kan vise os uventede sider af et menneske, vi troede, vi kendte – og afsløre nye sider hos os selv. En naturkatastrofe som den, der indleder EFTER, kan tage liv og ødelægge muligheder – men kan faktisk også give de overlevende nye kræfter og muligheder for forandring. En af de mest bevægende bøger, jeg har læst for nylig, er historien om en gruppe unge syriske knægte i en belejret, bomberamt by, der samles om et projekt: At redde bøger. Ingen af dem har læst særlig meget før, men ud af ruinerne skaber de et bibliotek, en samlingsplads, hvor de overlevende kan læse alt fra poesi til romaner, fra filosofi til faglitteratur og mødes omkring noget større end den rene overlevelse.

Du har en fortællerstemme med i romanen, der reflekterer over bogens handling og tilblivelse. Hvorfor har du valgt at bruge det greb?

Egentlig var det til at begynde med et forsøg på at slippe for at skrive den her historie! Men så let gik det ikke. Hvis jeg skal give en forklaring er det denne her: At skrive romaner er ensomt. Det er det bedste job, jeg kan forestille mig, men ensomt er det. Her gav jeg mig selv muligheden for at dele noget af processen med "nogen". Ikke en konkret læser, men en anden person. Nysgerrig som jeg selv. Eftertænksom.

Selvfølgelig var jeg usikker. Ville fortællerstemmen distrahere læseren fra selve historien? Eller var historien stærk nok til at holde opmærksomheden fast? Jeg tror og håber det sidste.

Nogle forfattere fortæller, at de næsten føler, at deres romankarakterer får selvstændigt liv og på det nærmeste handler uafhængigt af forfatteren. Har du det sådan?

Mine personer ER virkelige. De vælger i stor udstrækning, hvad de vil være med til, og jeg kan prøve at vride armen om på dem, men til syvende og sidst har jeg bare at rette mig efter det.

Flere af personerne forandrer sig ikke bare i bogens løb, de gennemgår nærmest en metamorfose. Særligt Kim, der i bogstaveligste forstand finder sin stemme. Det er jo et radikalt valg at lade sine personer gennemgå så voldsomme forandringer. Hvordan balancerer du sådan et valg med realismen i fortællingen?

Jeg har en stærk tro på, at mennesker vælger deres liv. Det værste er for mig, når man gemmer sig bag dårlige undskyldninger: "Det er de andres fejl." "Hvis bare jeg ikke var kommet ud for osv.osv." Dybtgående forandringer er ikke gratis, men de er ofte prisen værd. At Kim i bogstaveligste forstand finder sin stemme, kan lyde som en utopi. Men ingen ved, hvad der kan ske, når man giver slip på sin vante rolle, med alle de spændinger, der følger med den – det kan være rollen som martyr, eller som i Netes tilfælde som pæn pige. At psyke og krop hænger sammen er ikke noget, jeg har fundet på.

Du skriver også dramatik og har arbejdet i teaterverdenen i mange år. Hvilke ligheder og forskelle er der imellem at skrive romaner og skrive dramatik? Tager du teatret med over i romanen eller omvendt?

Egentlig er forskellene ikke så store. Teatret har været min skole, og det, jeg lærte der, var frem for alt noget om "fortælleøkonomi": At tage alt det med, man har brug for – og derefter fjerne det, der ikke er nødvendigt. Jeg kan lide at lade pauser vibrere, både når jeg skriver dramatik, og når jeg skriver prosa. Da jeg begyndte at skrive prosa, indså jeg hurtigt, at min opgave ligesom på teatret var at give læseren materiale nok til selv at skabe billeder.

Kan du selv se en rød tråd i dit forfatterskab? Jeg har tænkt på, at du har skildret kvinder i alle aldre og livssituationer – er der lighedspunkter mellem dine romankarakterer, synes du?

Visse kvinder interesserer mig. Visse mænd gør det også. Ikke en bestemt slags mennesker.

I EFTER griber skæbnen ind og sætter på en måde en række mennesker fri. Tror du på skæbnen?

Jeg tror hverken på gud, fanden eller noget, man kan kalde "skæbnen".

Handlingen bringer flere af personerne til Paris. Hvorfor skulle det lige være Paris?

Paris er et af de få steder i verden, hvor jeg føler mig hjemme. "Et sted at være menneske", for at citere romanens forbrændte brandmand. Paris er en storby med alt, hvad det indebærer, men samtidig er den på en mærkelig måde en skov, man aldrig går vild i, eller en dagligstue, hvor man kan sidde i timer på en café og læse eller skrive. Hvor man kan veksle et par ord med en fremmed, hvor man kan opleve både distance og venlighed. "Venlighed" er faktisk et af temaerne i EFTER. Venlighed som den ingrediens, der kan udgøre forskellen mellem håb og håbløshed. En enkelt sætning. En lille gestus. Jeg har arbejdet som frivillig i en varmestue for hjemløse i Paris, og der lærte jeg, at det betød noget, at jeg så folk i øjnene og sagde velbekomme, når jeg langede bakken med deres varme mad over disken. Måske var det den eneste venlighed, de oplevede den dag. En gammel hjemløs kvinde, der kørte rundt med hele sit liv på en bagagevogn, spurgte mig en dag efter en specielt travl periode: "Er de træt, Madame?". Den slags glemmer man aldrig.

Læs mere om EFTER.