Q & A med Mikael Bergstand om Ingemar Modigs morgengry

Man fornemmer, at det har været vigtigt for dig at fortælle Ingemars historie. Hvorfor var det lige denne her fortælling, du gerne ville skrive?

Jeg har altid interesseret mig for mødet mellem mennesker, der er meget forskellige, men som alligevel har noget til fælles. Ingemar er en isoleret og socialt handicappet ældre mand, der bærer på et traume, som han forsøger at undertrykke. Dalia er en udadvendt pige, der er flyttet fra krigens Syrien med sin familie, men som også er plaget af en sorg. I deres møde bliver de begge to forløst, netop fordi de er så forskellige, men alligevel passer sammen. Det er en tiltalende tanke. Men Ingemars historie er vigtig for mig, fordi den tager problematikken om såkaldte tvangshandlinger op. Jeg plejer at hente inspiration fra mig selv, når jeg skriver, og selv om Ingemar og jeg er vældig forskellige personer, deler vi samme sygdom. Jeg har hele mit liv kæmpet med tvangstanker, og det har været befriende at kunne skrive om det. Jeg har endda brugt mine egne erfaringer i fortællingen, fra da jeg var tvangsindlagt på psykiatrisk hospital, på både trist og komisk vis. På den måde kan man sige, at det her er min hidtil mest personlige bog.

Bogen beskriver, hvordan sladder, rygter og misforståelser kan blive forværret – eller ligefrem skabt af medierne. Er det noget, du ser ofte?

Som gammel journalist ved jeg, hvor vigtigt det er med kildekritik, men der findes desværre også inde for vores erhverv repræsentanter, der viderekolporteret sladder og rygter. Jeg blev selv udsat for det som nyuddannet reporter af en meget ubehagelig kollega, der klistrede en politisk etiket på mig, der ikke var sand, og spredte den bag min ryg. Det har jeg haft med mig i tankerne, hvordan ren ondskabsfuldhed men også hævnlyst, selvhævdelse og ubetænksomhed kan bidrage til at smadre et menneske. Specielt i et lille samfund som den fiktive by Borstafors, hvor min bog foregår, er man ekstra sårbar over for sladder og rygtespredning.

Vi kommer jo ikke uden om det: FODBOLD! Göran Borg i bøgerne om Göran og Yogi er kæmpe fodboldfan, og fodbold spiller jo mildest talt en stor rolle for Ingemar og Dalia og deres venskab. Hvad betyder fodbold for dig selv?

Haha, det er jo lidt som min religion! Fodbold er for mig det universelle spil, der rummer alt mellem glæde og sorg. Jeg er stor fan af Malmø FF, der har masser af dygtige danske spillere på holdet. Hver sæson går min gamle 90-årige far og jeg til alle hjemmekampe, og nu hvor alt er indstillet på grund af corona, luider vi af voldsomme abstinenser.

Fremmedhad er et af de emner, du tager op i bogen. Og da du selv har boet i Malmø i mange år, går jeg ud fra, du har skullet forholde dig meget til både racisme og integrationsproblemer?

Helt sikkert, både som journalist og medmenneske. Ren og rå racisme er lettere at modgå end den snigende hverdagsracisme, der finder vej ind i folks bevidsthed i krisetider, som Malmø jo har haft sin del af. Men det er også vigtigt at sætte fokus på ting i andre kulturer, der kan være problematiske, som for eksempel det faktum at mange unge muslimske piger ikke selv får lov at bestemme, om de skal gå med tørklæde eller ej. Det er jo noget, der rammer Dalia i min roman.

Det er alvorlige emner, du skriver om, men samtidig er det en glad og positiv roman. Er det vigtigt for dig, at læseren får lov at slutte med håb?

Jeg plejer at sige, at det jeg skriver er feelgood and -bad. Det er meget mørke i mine fortællinger, men også meget lys. At formidle lige netop håb og tro på, at ting kan forandres til det bedre, er noget, der ligger mit hjerte meget nært. Man skal både kunne grine og græde under læsningen, men når man er færdig og lægger bogen fra sig, vil jeg gerne have, at det skal være med en varm fornemmelse.

 

Læs mere om Ingemar Modigs morgengry.