Q & A med Mikael Niemi om AT KOGE BJØRN

Mikael Niemi er født i 1959 i Pajala i Norrbotten, hvor han nu igen bor. Han kommer af samisk slægt på sin mors side og af finsk på sin fars, og har med sit forfatterskab om livet i det allernordligste Sverige for længst blevet en af vores svenske naboers mest populære og folkekære forfattere. Sit store gennembrud fik han i 2000 med den fantasifulde ”Populærmusik fra Vittula”, som fik den prestigefulde Augustpris for Årets Bedste Roman. Nu er han aktuel med romanen ”At koge bjørn”, hvor han med inspiration fra provsten og vækkelsesprædikanten Lars Levi Læstadius’ liv, beretter om livet og døden i den lille by Kengis i midten af 1800-tallet.

Hvem var Læstadius?
Lars Levi Læstadius var præst og levede mellem 1800 og 1861. Han startede en vækkelse inden for den svenske kirke, en vækkelse som blev den største i Nordsverige. Den lever endnu i dag og bærer hans navn, læstadianismen, og har titusinder af tilhængere. Læstadius har altid været til stede i mit liv, også selvom min familie ikke er læstadianere. Tæt ved mit barndomshjem ligger den præstegård, hvor han boede i slutningen af sit liv, og hvor han døde.  
   Udover at være præst var han videnskabeligt interesseret, og det er den side af ham, jeg gerne vil vise i min roman, og den han bruger, når han skal løse kriminalgåden i romanen. Han var et kompliceret menneske, og han var ikke noget blødt menneske. Men han var progressiv på den måde, at han ville forbedre samfundet materielt og åndeligt. Folk skulle være ærlige, trofaste og tro på Gud. Det adskiller sig fra i dag, fra vores samfund, hvor gudstroen er en privatsag. På Læstadius’ tid var den en samfundssag, noget der skulle være godt for hele samfundet, igennem Gud skulle samfundet blive bedre.

Læstadius har inspireret mig til provsten i romanen, men jeg er meget bevidst om, at det er min fortolkning af ham.

Provsten møder i romanen samedrengen Jussi. Var der stor forskel på at være same og ikke at være det dengang?
Ja, absolut, forskellen lå i sproget, samisk og finsk, og så i måden, de levede på. De to sprog har dog det samme udspring, så går man langt tilbage, udspringer vi fra samme folk og samme kultur. Men så på et tidspunk begyndte den ene del af følge renerne, og de blev samerne, og en del blev bofaste, og de blev finnerne. Så vi har levet sammen altid, mødt hindanden og besøgt hinanden, men der har også været store kløfter mellem de to kulturer, og desværre har den samiske kultur været den underste, den længst væk fra den svenske, som var den fineste.

Jussis dåb, og det at han bliver skrevet i kirkebogen, betyder noget specielt for ham, hvorfor?
Jussi hedder jo Jussi hele tiden, men da han møder provsten, bliver han døbt og skrevet ind i kirkebogen, og på den måde bliver han skabt. Det er en symbolsk scene, når provsten tager denne lille dreng fra meget dårlige kår til sig, og det er interessant, hvordan de to finder ind til hinanden. Der er en biografisk baggrund for dette, nemlig at Lars Levi Læstadius havde en søn som døde af mæslinger, da han bare var to år gammel. Det var en af de sværeste livskriser for Læstadius, har han senere selv beskrevet. Jeg tænkte, at Jussi kunne komme ind og måske blive en slags erstatning for den søn, han havde mistet.

Forholdet mellem provsten og Jussi er specielt – hvad giver de hinanden?
Provsten er så stor og så mærkelig og så fantastisk og så usædvanlig, at han er svær at skildre indefra. Men når han skildres udefra af et helt almindeligt menneske, endda et naturmenneske, så bliver han interessant, og så bevarer man også lidt af gåden om ham. Han er på en måde lidt ligesom Sherlock Holmes. Sherlock Holmes-typerne er overmennesker, de er brillante, og de har også noget tragisk i sig i og med at de lider af en kombination af superhøj intelligens og voldsom Aspergers. Når de står alene, er de måske ikke så interessante, men når sættes de ind i vores mangelfulde samfund, op imod menneskelig svaghed, så bliver det spændende. Og det var netop den dynamik, jeg var ude efter. Jussi kan stille de spørgsmål og tænke de tanker, som provsten ville anse som uvigtige. Og Jussi kan også komme med kritiske vinkler på provsten.

Hvorfor hedder romanen ”At koge bjørn”?
Jeg kan lide de billeder, man får i hovedet, når man læser titlen: er det en kogebog eller hvad er det her for noget? Hvordan koger man en bjørn? Det sætter gang i en hel tankestrøm i hvert fald i min hjerne. Jeg vil have titler, der står frem. Og så bliver der jo kogt en bjørn i romanen, så det kan man læse om.

Læs mere om AT KOGE BJØRN her.