Q & A med Vibeke Marx om JORD OG HJERTE

Hvordan vil du beskrive din nyeste roman, JORD OG HJERTE? Og hvad var inspirationen til at skrive den?

JORD OG HJERTE handler om, hvordan man bærer sig ad med at blive et godt menneske, og hvis man ikke evner det, hvordan man så kan være i verden alligevel. Men den handler jo også om kærlighed.

Inspirationen udsprang af en anden roman, som foregik på flere kontinenter. Hvorfor foregår mine romaner altid lige rundt om hjørnet, spurgte jeg mig selv, og hvorfor handler de om de helt nære relationer?  Jeg har altid været fascineret af begrebet ”at tage på valsen”, og så besluttede jeg, at min hovedperson skulle gøre det. Og eftersom jeg elsker de der store vidder med meget få huse, som der fx er i Irland og Skotland, skulle han på et eller andet tidspunkt opholde sig der. Og så endte det jo med at blive en roman om nære relationer, bare et andet sted, fordi hverken Knud eller jeg kunne flygte fra os selv.

Normalt foregår dine bøger i Danmark, så hvordan kan det være, at du denne gang har skrevet en roman, der foregår i Skotland?

Jeg ved ikke noget bedre end de der landskaber, hvor man kun ser himmel og bakker, og der er langt mellem husene. Jeg ser de samme skotske krimier igen og igen bare for at nyde landskaberne, så at få lov en hel roman igennem at opholde mig der, var så saligt.

Denne bog har en mandlig hovedperson. Er der for dig forskel på, om du skriver fra en mandlig eller kvindelig persons synsvinkel – og i så fald hvilken forskel?

Jeg vidste meget tidligt, at min hovedperson skulle stikke af fra en gravid pige, og altså var en mand. Jeg har ikke svært ved – synes jeg selv – at sætte mig i en mands sted, i hvert fald ikke når det gælder tanker og følelser. Hvad angår det rent kropslige er jeg selvfølgelig lidt på udebane, men så bruger jeg fantasien, ligesom jeg ville gøre, hvis jeg skulle beskrive en overklassekvindes indkøbsvaner.

Det må kræve en del research, når man skriver en historisk roman, både hvad angår tiden og stedet. Hvordan har du grebet det an?

Researchen voldte mig visse kvaler. Min mand og jeg kørte rundt i det skotske højland, det var den sjove part, og snakkede og snusede – og så! Men så var der alt det hverdagsagtige. Hvordan levede man på landet på den tid? Og mens jeg læste om det, fandt jeg ud af, at jordlovene var sådan, at min handling måtte ændres. Det var SÅ irriterende!

JORD OG HJERTE begynder omkring 1920. Du har før skrevet bøger, der foregår i nogenlunde samme periode – hvad er det ved den tid, der fascinerer dig?

Der var en helt praktisk årsag (undskyld) til, at romanen måtte foregå på netop det tidspunkt. Det ville have været for kompliceret at tage på valsen, hvis der var krig, og efter 2. verdenskrig var det slet ikke noget, man kendte til. Men måske er der noget om, at jeg er fascineret af den tid. Det er mine bedsteforældres tid, og da jeg var barn, fik man jo sine historier fra de gamle, så jeg har, som nysgerrigt barn, lyttet rigtig meget til træskoklamp og malkepigesnak. ”Lad være med at lytte!” sagde min mor ofte, men jeg lyttede og lyttede, og det gør jeg for øvrigt stadig.

Forældre-barn-forhold er et tema, der går igen i dit forfatterskab, og det er også omdrejningspunkt i JORD OG HJERTE. Er det et bevidst valg, eller bliver det bare sådan?

Forældre/barn relationen er noget af det, der definerer os allermest som mennesker, og derfor er det næsten umuligt at komme udenom, hvordan en romanperson har det med sin mor eller far. Jeg kan glemme alt muligt, som jeg har fået at vide om andre mennesker, men hvordan deres familiemæssige baggrund er, husker jeg altid. Det er stort set det eneste, jeg har forstand på, og derfor måske det jeg skriver om igen og igen.

Din hovedperson Knud – der bliver kaldt Dane – befinder sig midt i store historiske begivenheder, men han forholder sig ikke rigtigt til dem, tager dem ikke for alvor ind. Sådan er det jo nok altid for os alle, men er det alligevel noget særligt ved Knud, der gør, at han næsten står lidt udenfor?

Knud er jo omgivet af passion i sit barndomshjem. Både hans far og søster brænder for noget, og det, der får ham til at føle sig forkert, er, at han ikke finder evnen til at brænde for noget i sig selv. Engagement anses for at være beundringsværdigt, men somme tider overser det engagerede menneske, som Knuds far fx, de små ting/mennesker. Knud er et menneske, der vågner langsomt. Det er det særlige ved ham.

I hele dit forfatterskab er personerne det, man kan kalde ”stille eksistenser”. Hvad er det, der giver genklang i dig hos de personer, der ikke tilhører den velbjergede middelklasse?

Du stiller ”stille eksistenser” op imod ”velbjerget middelklasse”. Det synes jeg ikke helt, man kan, idet man jo godt kan være overset i et middelklassemiljø. Men det er rigtigt, at mine personer ofte er utilpassede, måske fordi jeg selv altid har følt mig lidt ”ved siden af”, men også fordi der er mere at finde i en modsætningsfyldt person end i en, der går den lige vej gennem livet.

Læs mere om JORD OG HJERTE.