Lara Prescott om ALT HVAD VI VAR

Kan man sige, at denne bog begyndte med dit navn?

Ja! Jeg kan takke mine forældre for navnet Lara – efter Boris Pasternaks heltinde. Min mor elskede David Leans mesterlige filmatisering af Doktor Zjivago, og som barn plejede jeg at trække spilledåsen i hendes smykkeskrin op igen og igen for at høre den spille ”Lara’s Theme”. Jeg elskede også filmen, men det var først, da jeg læste romanen, at jeg for alvor blev grebet af historien. Det var, som om den gamle mester rakte ud mod mig gennem tid og rum, som et tændt stearinlys i et vindue en vinternat.

Hvor stødte du første gang på historien om udgivelsen af Doktor Zjivago?

Endnu engang har jeg mine forældre at takke! I 2014 sendte min far mig en artikel fra Washington Post med overskriften: ”CIA brugte Doktor Zjivago til at undergrave Sovjetunionen under den kolde krig”. Jeg slugte den utrolige historie om romanens udgivelse – en historie, der omfattede hemmelige propagandamissioner, stridende regeringer, bøger brugt som våben, personlige intriger og hjertesorg. Fra da af ønskede jeg bare at finde ud af alt, hvad jeg kunne, om den bagvedliggende historie.

Jeg opdagede, at såvel østlige som vestlige regeringer under den kolde krig betragtede litteraturen som et våben til at påvirke folks følelser og holdninger. Og sådan en bog var Doktor Zjivago. Romanen handler om kærlighedsforholdet mellem Lara og Jurij, men på grund af beskrivelserne af den russiske revolution og borgerkrigen samt dens betoning af vigtigheden af personlig frihed blev den forbudt i Sovjetunionen.

Italien var faktisk det første land, der udgav Doktor Zjivago. Pasternak gav i al hemmelighed sit manuskript til Sergio D’Angelo – en italiener ansat ved Radio Moskva, som havde forbindelse til forlæggeren Giangiacomo Feltrinelli. D’Angelo afleverede personligt romanen til Feltrinelli i Vestberlin. Da russerne opdagede, at italienerne havde romanen, lagde de pres på dem for at få dem til at aflevere den. Men Feltrinelli stod fast, og Doktor Zjivago blev hurtigt en international bestseller.

Efter bogens enorme succes i Vesten erhvervede CIA det forbudte manuskript, trykte det i al hemmelighed og smuglede det tilbage ind i Sovjetunionen.

I 1958 blev Boris Pasternak tildelt Nobelprisen i litteratur, men de sovjetiske myndigheder pressede ham til at afslå prisen. Først i 1988 blev Doktor Zjivago udgivet i hjemlandet og dermed offentligt tilgængelig for læserne.

Kan du fortælle lidt om din research?

Jeg er tilhænger af modellen: ”Læs hundrede bøger, skriv én.” Og det var præcis, hvad jeg gjorde. Jeg pløjede mig gennem stakkevis af bøger om den kolde krig, propaganda, CIA, 1950’ernes hetz mod homoseksuelle i USA, russisk historie, Boris Pasternak og alt muligt andet. Jeg havde stor fornøjelse af min research, som holdt mig engageret i (læs: besat af) historien.

De fleste af personerne i romanens vestlige handlingstråd er opdigtede. Men hele vejen igennem er der krydret med historisk korrekte detaljer, blandt andet rigtige navne, citater og beskrivelser angående Zjivago-missionen. Peter Finn og Petra Couvées The Zjivago Affair viste sig at være en uvurderlig hjælp i den forbindelse. På anmodning fra Finn og Couvée frigav CIA 99 notater om den hemmelige Zjivago-mission. Og det var synet af disse dokumenter – med alle deres overstregninger og redigerede navne og detaljer – der først inspirerede mig og gav mig lyst til at udfylde hullerne med fiktion.

I romanens østlige handlingstråd optræder der en del direkte beskrivelser, citater og uddrag af samtaler fra førstehåndsvidner. Olga Ivinskajas selvbiografi og Sergio D’Angelos bog om Pasternak-affæren kastede lys over, hvordan det var at gennemleve mange af de begivenheder, der beskrives i min roman.

Derudover havde jeg lejlighed til at rejse til Rusland, London, Paris og Washington for at researche og snakke med eksperter om emnet, herunder Peter Finn, den ene af forfatterne bag bogen om Zjivago-sagen, samt Boris Pasternaks niece, Ann Pasternak Slater, historikeren H. W. Brands og Ann Todd, som er ekspert i de første kvindelige spioner.

Vi har hørt, at du indsamlede nogle ret interessante genstande under arbejdet med bogen. Er det rigtigt?

Ja. De mange historiske genstande, jeg anskaffede under arbejdet med min roman, var enormt værdifulde for mig. Der er for eksempel Feltrinellis italienske førsteudgave af Doktor Zjivago, CIA’s miniatureudgave af Doktor Zjivago, kort fra Expo 58, artikler om Pasternak og Doktor Zjivago fra sidst i 1950’erne samt forskelligt, der har at gøre med tidlige kvindelige spioner. For mig er disse genstande særligt kraftfulde, og det er en magisk følelse at stå med dem i hånden. Jeg omgav mit skrivebord med dem og håbede på, at lidt af magien ville smitte af.

Du har sagt, at Olga Ivinskaja, Pasternaks elskerinde og inspirationen bag Lara, også blev din muse under arbejdet med romanen. Hvad er det ved hende, du finder så inspirerende og fængslende?

Mens alles blikke automatisk rettes mod den berømte mand i spotlyset, har jeg altid været mere interesseret i kvinden bagved. Min roman begynder i Vesten blandt CIA’s sekretærer, og det var faktisk den første stemme, der kom til mig, da jeg begyndte på projektet. Men da jeg opdagede Pasternaks elskerinde og muse, Olga Ivanskaja, og hendes selvbiografi Tidens fange, gik det op for mig, at jeg manglede halvdelen af historien. Ivanskaja blev sendt til Gulag (to gange) på grund af sit forhold til Pasternak, og ved mødet med denne oplevelse set gennem hendes blik – hvordan det var at stå ved sin kærlighed uanset omkostningerne, at lide i hænderne på de sovjetiske myndigheder – indså jeg, at der var nødt til også at være en østlig handlingstråd i romanen, forankret i hendes historie. I årenes løb er omtalen af og historien om Olga blevet tilsidesat af dem, der ønskede at beskytte Pasternaks eftermæle. Mit ønske var først og fremmest at give hende en stemme igen.

Er Sally og Irina, dine sekretærer og spioner, også inspireret af virkelige personer?

Nej, men de er i høj grad inspireret af tidlige kvindelige spioner. Elizabeth ”Betty” Peet McIntoshs bog Spionernes søsterskab introducerede mig for første gang for en verden af heltinder fra det virkelige liv, blandt andet Virginia Hall, Julia Child (ja, den Julia Child!) og forfatterinden selv. Disse kvinder begyndte i OSS (forløberen for CIA) under anden verdenskrig, og efter krigen skiftede nogle af dem til CIA, ligesom Sally gør i min roman. I dag kan vi have en kvinde i spidsen for CIA, men dengang blev de fleste kvinder – selv de, der havde tjent deres fædreland så tappert – degraderet til sekretær- og kontorarbejde.

Denne roman handler virkelig om de ubesungne heltinder: Sally og Irina og alle de andre kvinder i CIA’s sekretærpulje og selvfølgelig Olga. Var formålet fra starten at skrive en roman, der bragte disse kvinder, som så ofte er blevet overskygget af mænd, til live og sætte dem i centrum?

Så ganske afgjort. Som før nævnt lå det mig på sinde at fortælle historien om Doktor Zjivago’s tilblivelse og Sovjetunionens forfølgelse af Pasternak gennem Olgas blik – Olga, uden hvem bogen næppe var blevet skrevet. Og mit andet ærinde var at fortælle om alle disse kvinder, som historien har glemt, men som tjente USA under anden verdenskrig og i CIA’s tidlige år.

Du har tidligere boet i Washington og arbejdet med politiske kampagner. Har den baggrund på nogen måde påvirket arbejdet med romanen?

Helt sikkert. Jeg plejer at pjatte med, at jeg var nødt til at flytte fra Washington for at kunne skrive om det! Som tidligere politisk kampagnemedarbejder har jeg altid interesseret mig for, hvordan ord kan påvirke folks holdninger. Det var mit job at skrive tekster, der skulle flytte stemmer. I dag er Twitter, robotter og Facebook måske nok de foretrukne våben, men for 60 år siden brugte Sovjetunionen og Amerika bøger. Taktikkerne har ændret sig, men motiverne forbliver de samme.

Du rejste til Rusland og besøgte Pasternaks datja i Peredelkino. Hvordan var det?

Jeg var så heldig at få mulighed for at rejse til Rusland, mens jeg skrev det første udkast til romanen. Det er én ting at læse om historien, men det er noget helt andet at besøge de samme gader i Moskva, gå ad de samme landsbystier og se det, som Boris og Olga så for 60 år siden.

Det var et magisk øjeblik, da jeg stod af toget i Peredelkino og fulgte den samme rute, som Pasternak havde vandret til sin datja på bakkedraget så mange gange. At besøge hans grav og den ydmyge gravsten var en utrolig bevægende oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

I år 2020 er det 60-året for Pasternaks død. Hvorfor tror du, at Doktor Zjivago stadig har sådan en appel til læserne nu, så mange år senere?

Hver gang jeg læser Doktor Zjivago får jeg noget nyt ud af det. Som ung var jeg mest interesseret i kærlighedshistorien. Senere blev jeg slået af skønheden og det overlegne mesterskab i Pasternaks prosa. Under min seneste genlæsning var det, der slog mig mest, hans betoning af den frie tankes betydning. Gennem Jurij Zjivagos liv demonstrerer Pasternak, at længslen efter frihed er en ubetvingelig kraft – trods alle politiske systemer, der forsøger at undertrykke den.

For mig handler Doktor Zjivago mere om liv og kærlighed end om politik. Den handler om mennesker, der tænker og ler og elsker uanset omkostningerne. Bogen føles lige så relevant i dag, som da den først blev udgivet i 1957.

Din roman handler om bøgernes magt. I dette tilfælde om, hvordan én bog påvirkede historien. Tror du stadig, at bøger kan det? Hvilke bøger har betydet mest for dig?

Jeg ved i hvert fald, at bøger har påvirket mit eget liv. Bøger som Edward P. Jones’ Den kendte verden, Toni Morrisons Blå blå øjne, J.M. Coetzees Vanære og Patricia Highsmiths Carol har alle sammen påvirket mit syn på verden. I mine øjne findes der ikke nogen bedre måde at skabe indlevelse på end ved at fortælle en historie. Bøger tillader os at opleve andres liv, besøge andre tidsaldre og vandre ad gader i byer, vi aldrig har besøgt. I en tid, hvor der er så megen snak om at bygge mure og så megen giftig retorik, der understreger alt det, der adskiller os, er det næsten en revolutionær handling at forestille sig alt det, der forener os.

Læs mere om ALT HVAD VI VAR