Sagt om Kerrs krimimesterværk 'Berlin Noir'

Philip Kerr (1956-2018) er siden 1996 udkommet med 32 bøger på Modtryk. 14 af disse romaner er en del af krimimesterværket Berlin Noir.

HBO er i gang med at udvikle en miniserie baseret på tre bøger i Berlin Noir-serien i samarbejde med Tom Hanks som producer.

Berlin Noir-serien har igennem tiden fået mange rosende ord med på vejen. Her er et udpluk:

SUBLIMT HISTORIEDRAMA
”En lille quiz; hvad får man, hvis man krydser Raymond Chandler med Oscar Wilde? En whiskydrikkende antihelt med et skarpt tungebånd og et propert nævestød. Sådan cirka er Philip Kerrs hovedfigur Bernie Gunther. Denne på alle måder kontrastfyldte detektiv tumler rundt i et univers af menneskelig forråelse. Det er sublimt historiedrama! Trist at den velskrivende Kerr gik bort så tidligt, men Bernie, snushanen fra Berlin, er kommet for at blive.” – Adam Holm

ET MÆGTIGT VÆRK
”Det er et mægtigt værk. Bernie Gunther er en moderne helteskikkelse, en drømmende, omend kynisk og livstræt fribytter udstyret med tilstrækkelig moral og egensind til ustandselig at rode sig ud i problemer med de nazister, som han dels foragter, dels samarbejder med, tiden kræver jo, hvad den kræver, i en snæver vending at indgå en pagt med djævlen.” – Niels Lillelund i Jyllands-Posten

FLABET UKUELIGHED
”Igen og igen maler Kerr sin helt op i et hjørne, hvorfra han kun kan komme med maling på skoene og blod på hænderne. Og gang på gang prøver Bernie at optræde som en mand af ære, men det er svært i et forbryderisk samfund. Men netop derfor elsker vi Bernie Gunther med al hans flabede ukuelighed.” – Walther Knudsen

ÅNDELØS SPÆNDING
”Jeg er vild med Philip Kerrs Berlin Noir-serie om Bernie Gunther. Kerrs evne til at blande historieskrivning med et spændende krimiplot er helt fantas-tisk. Som læser er man fanget i åndeløs spænding, når Bernie i sin jagt på at opklare en forbrydelse gang på gang kastes ud i den svære kunst det er at navigere i det politiske minefelt før, under og efter 2. Verdenskrig.” – Susanne, Bogladen ved søerne

TÅRNHØJT NIVEAU
”Det er formidabelt, som Philip Kerr har kunnet holde et tårnhøjt niveau og en gennemført og stensikker stil i bog efter bog." – Nordjyske Stiftstidende

GENNEMGRIBENDE GOD RESEARCH
”Kerr har foretaget en gennemgribende god research, næsten alle personer er historiske, og han har haft et særligt blik for de mere ukendte begivenheder. Kort og godt er jeg ikke stødt på noget, hvor jeg har tænkt: Kan det virkelig passe? Uden at finde ud af, at den var god nok.” – Finn, Politikens Boghal

Læs mere om Berlin Noir-serien her.