Torkil Damhaug om GLASHJERTE

Psykiater Torkil Damhaug om sin nye roman GLASHJERTE:
- Jeg søger efter det menneskelige og sårbare i det onde og hensynsløse

 Af Maria Myrvoll

Du har haft forskellige roller i dit liv, læge og psykiater – og så forfatter med en række udgivelser bag dig. På en måde er fællesnævneren, at du har arbejdet med mennesker, både fiktive og virkelige. Er du fascineret af mennesker?

- Det har nok været givet, at jeg skulle arbejde med mennesker, bruge mine egne erfaringer og udvikle min forestillingsevne. Som læge giver det en stærk oplevelse af mening at kunne hjælpe et andet menneske. Som forfatter har det at tænke sig ind i andres liv – virkelige eller fiktive – altid vakt min nysgerrighed. Hvordan ville mit eget liv have været, hvis udgangspunktet havde været anderledes, hvis jeg havde gjort andre valg, eller der var indtruffet noget, som havde ændret min kurs. På et dybere plan drejer det sig også om at lære at acceptere og at være taknemmelig for det liv, jeg lever.

Du har skabt en ekstremt uhyggelig atmosfære i Glashjerte, med vældig troværdige karakterer. Hvordan har du skabt dem.

- Denne fortælling går mere i dybden end noget jeg har skrevet tidligere. Jeg har en følelse af at have levet tæt på alle personer, der er med, og kommet ind under huden på både de centrale og mere perifere karakterer i romanen. I praksis vil det sige at prøve at leve sig ind i og skrive sig gennem deres hverdage, kriser, angst, uro og glæder, og tage mig tid til at lære dem at kende og opdage flest mulige sider ved hver enkelt, hvilket jo vil sige at turde bruge mange sider ved sig selv.

Du er uddannet læge og psykiater. Er det dine kundskaber fra psykiatrien, der kommer dig til nytte her?

- Først og fremmest drejer det sig om at bruge empati, evnen til at leve sig ind i andres liv. Samtidig med at turde finde det menneskelige og sårbare også i det tilsyneladende onde og hensynsløse.

Er der nogen af karaktererne, du har udviklet et specielt forhold til?

- Ja, det er nok dem, historien fortælles gennem, jeg er kommet tættest på. Ikke mindst Mikkel – på tærsklen mellem ungdom og voksenliv; og den forhenværende advokat Rivers, som for nylig er sluppet ud af fængslet efter at have afsonet en dom for overlagt drab. Også i den psykisk udviklingshæmmede Robin finder jeg noget af mig selv.

Hvordan blev handlingen i romanen til?

- Relationen mellem de to brødre Mikkel og Robin, som på hver sin måde forsøger at leve op til andres forventninger, var udgangspunktet. Og så ville jeg skrive noget af fortællingen gennem et menneske, Robin, som ikke har sprog til at fortælle om det grusomme, han er blevet vidne til, men som alligevel forsøger at udtrykke det. På et tidligt tidspunkt dukkede også Rivers op, den drabsdømte advokat. Spørg ikke hvor han kommer fra. Han kom ind ad døren og fandt en plads i fortællingen. Det tog et stykke tid, før jeg forstod, hvad han lavede der.

Hvad er det, der driver dig, når du skriver?

- Jeg tror, at forfatterens vigtigste ressource, udover sprogsans, er egen sårbarhed. Det drejer sig om at turde gøre brug af den. På et mere konkret plan drejer det sig om at arbejde benhårdt for at skrive en bedre roman end nogen af dem, jeg tidligere har fået udgivet.

Titlen på din roman vækker nysgerrighed hos læseren. Glashjerte, hvordan kom du frem til den?

- På et tidspunkt i skrivningen dukkede den titel op. Den peger mod noget helt konkret, et vigtigt bevis i drabsefterforskningen. Samtidig siger den noget om en indre tilstand af skrøbelighed og oplevelse af gennemsigtighed.

Se mere om GLASHJERTE her.