Torkil Damhaug om SE DEN ANDEN VEJ

Mød Torkil Damhaug der er aktuel med thrilleren SE DEN ANDEN VEJ – en thriller om, hvordan vi husker, og hvordan vi glemmer.

SE DEN ANDEN VEJ er en intens psykologisk thriller om en by, hvor antisemitisme og fremmedhad eksisterer side om side med venskaber og familiekærlighed. Hvor traumer og vold kolliderer med håbet om en bedre fremtid. Hvor alt for mange ser den anden vej, og hvor man er nødt til at se sig over skulderen.

 

Du har tidligere været overlæge ved forskellige psykiatriske institutioner, hvordan påvirker det dit forfattervirke, og er der noget af det, du skriver om i dine bøger, der er inspireret af virkeligheden?

At være læge er en del af min identitet. Og jeg holder mig opdateret, for jeg vil ikke udelukke, at jeg en dag vender tilbage til lægegerningen. I mange af mine bøger spiller læger en vigtig rolle.

De erfaringer man får som læge er ofte et godt udgangspunkt for at skrive skønlitteratur, også krimi. Som læge kommer man tæt på liv og død. Jeg har behandlet mennesker, der er blevet truet på livet, som har været udsat for overgreb, til og med folk, der har taget deres eget liv. Og det er naturligvis en nagelfast garanti, at eventuelt kommende patienter kan regne med fuld fortrolighed og ikke kommer til at medvirke i mine romaner.

Når en af mine personer i mine bøger er læge, er det meget let for mig at skrive – jeg kender jo både glæderne og dilemmaerne, som til daglig dukker op både professionelt og privat.

Hvad fik dig til at blive forfatter på fuld tid?

I mange år skrev jeg ved siden af mit arbejde. Jeg ville selvfølgelig også gerne være en god mand for min hustru og en god far for mine fire børn i forskellige aldre. Jeg følte, jeg blev trukket i lidt for mange retninger. Det fungerede på sin vis, men jeg oplevede selv, at jeg ikke fik gjort de forskellige ting godt nok. Jeg måtte gøre mit liv mere enkelt, fravælge noget. Og skrivningen lod sig ikke fravælge.

SE DEN ANDEN VEJ foregår i Budapest, hvad inspirerede dig til at vælge denne setting og skildre nogle af de tragiske skæbner dér?

Jeg besøgte Budapest første gang i 1985, altså før Jerntæppet forsvandt, mens kommunisterne fortsat regerede. Det slog mig, hvor smuk byen er, hvor fint den ligger der, hvor Donau folder sig ud, hvordan der bliver skabt et helt specielt lys, som reflekteres i kirker, slotte og højhuse. Og så ligger Budapest midt i Europa og er uløseligt knyttet til hele kontinentets historie. I over 150 år var byen og store deler af landet okkuperet af osmannernes muslimske kalifat, senere har byen gennemgået løsrivelseskrige og revolutioner, fascisme og kommunisme, og i 1900-tallet var Ungarn på den tabende side i to verdenskrige. Disse historier er lette at få øje på og levende tilstede, når man går omkring i landets hovedstad.

Da jeg begyndte at skrive SE DEN ANDEN VEJ, vidste jeg, at hukommelse og glemsel skulle være vigtige temaer. Fortællingerne om hvem vi er som individer, men også som familier og nationer og som civilisation har altid optaget mig. Hvordan bruger vi disse fortællinger? Hvilke minder udelader vi? Hvordan plukker vores hukommelse det, vi har brug for til at skabe en historie om os selv, som vi kan leve med? Og hvordan kan vores minder manipuleres?

En by som Budapest og et land som Ungarn, der er nødt til at forholde sig til så mange kollektive traumer, er spændende steder at udforske for at finde ud af, hvordan vi husker, og hvordan vi glemmer.

I SE DEN ANDEN VEJ, såvel som i dine andre romaner, ser vi historien udfolde sig fra flere karakterers synsvinkler. Oplever du en forskel på, om du skriver fra en mandlig eller kvindelig persons synsvinkel, et barn eller en voksen? I så fald hvilken?

Det at skrive handler blandt andet om at finde en balance mellem nærhed og afstand. Så jeg vover også at skrive mig ind i kvindelige romanpersoner, i det hele taget komme ind under huden på mennesker, som har et helt andet ståsted end jeg selv.

Alle synsvinkler kræver sit eget sprog. Alder, køn, personlighed, kulturel baggrund, alt spiller ind, når den enkelte romanpersons stemme skal formes.

Noget af det mest spændende ved at skrive en roman, er at gå ind og ud af forskellige perspektiver og synsvinkler hos de forskellige personer – nogen ligner mig selv, andre er helt forskellige fra mig selv, nogen tiltrækkes jeg af, andre frastøder mig.

Og her har jeg nok gavn af min erfaring med psykoterapi, det at bruge empati som metode. Hvis man skal arbejde med psykoterapi, er empati selve nøglen. Empati forstået som den evne man har til at rumme andres følelser. At bruge empatien som instrument til at udforske.

Evnen til at føle empati med romanpersoner, som ens egen fantasi har skabt, er langt vigtigere for en forfatter end alverdens teoretisk viden om personlighedstyper og typisk adfærd.

Mange af dine andre romaner enten foregår i eller skildrer karakterer fra andre lande, hvad er grunden til, at du gerne vil henlægge handling til andre lande end Norge?

Det er en udforskende proces at skrive. Jeg vil lære nyt undervejs. Det betyder, at jeg opsøger andre lande og sommetider andre tidsepoker, dels af nysgerrighed, dels for bedre at kunne forstå det, der omgiver mig. I mine unge år læste jeg antropologi, og jeg har altid haft denne fascination af det, der adskiller sig fra det jeg selv er vokset op med og formet af.

Hvordan kan det være, at du næsten udelukkende skriver stand alones? Og hvad fik dig så alligevel til at vende tilbage til familien Glenne, som du også skriver om i SE MIG, MEDUSA?

For mig er hver ny bog et nyt projekt med blanke sider. Jeg er nødt til at være fri for at kunne udforske de romanpersoner, der melder sig og som optager mig.

Mine bøger har tæt forbundne. Ikke kun fordi motiver og temaer går igen, men flere af personerne går også igen også selv om jeg ikke har en fast hovedperson. En der havde en birolle i én roman, træder frem som en hovedperson i den næste og omvendt. På den måde danner mine romaner et univers, hvor personer er forbundne gennem generationer og samtid.

Kan du løfte sløret for, hvad du arbejder på i øjeblikket?

Jeg skriver på en ny roman, som jeg regner med at udgive til næste år. Den er mere krimi end SE DEN ANDEN VEJ, som jo ligger i skæringsfeltet mellem psykologisk roman og thriller. Handlingen i den nye foregår i Oslo og personer fra flere tidligere romaner dukker op. Blandt andet personer fra GLASHJERTE.

Hvad læser du selv for tiden?

Jeg læser selvfølgelig krimier for at holde mig opdateret, og så læser jeg også romaner af Houllebeq, Despentes, Erpenbeck – forfattere der har noget vigtigt at fortælle om den tid vi lever i, ting der kun kan fortælles gennem fiktionen. Fagbøger er også på menuen – Yuval Harari er et must. Og Jordan Peterson. Blandet andre.

Af danske bøger har jeg for nylig læst Naja Marie Aidts Carls bog, der er gribende på grænsen til, hvad der er udholdeligt at læse. Colling Nielsens "Den danske borgerkrig 2018-24" er rammende og tankevækkende, Ane Riels “Harpiks” skæv og stemningsfuld.  Og så er der Kim Leine, men ham kan vi måske regne som nordmand … Og så læser jeg lyrik, klassikerne og de nye, som når de er bedst bevæger sig i sprogets frontlinjer. Som Aidts fænomenale "Poesibog".

 

Læs mere om SE DEN ANDEN VEJ