Serien om Hoffmann og Grens

Ewert Grens er politikommissær ved Stockholm Politi. Han er ramt af dyb sorg og skyldfølelse efter sin kones død og har trukket sig ind i sig selv. Det eneste han længere går op i er sit politiarbejde, som han går til med målrettethed og skarpe instinkter. Han har aldrig henlagt en sag uafsluttet.

Piet Hoffmann er ekskriminel civilagent, som er næsten afhængig af det adrenalin-rush, han konstant får i sit farefulde og risikable arbejde. Han har dog én akilleshæl: en familie han vil beskytte, koste hvad det vil.

TRE SEKUNDER er den første bog, hvor Grens og Hoffmanns veje krydses – med livsfarlige konsekvenser til følge.

TRE MINUTTER er den selvstændige fortsættelse til TRE SEKUNDER, hvor fokus er flyttet fra det hårdkogte svenske krimimiljø til det mindst ligeså barske colombianske narkomiljø.

Anders Roslund og Börge Hellström mødtes tilbage i 1998, da Anders lavede en dokumentarfilm om tilblivelsen af den kriminalitetsforebyggende organisation KRIS, hvor Börge arbejdede. Her opdagede de at de, trods mange forskelligheder, arbejdede godt sammen og kunne lide hinandens selskab. Dette blev starten på et unikt samarbejde med en stribe af anmelderroste udgivelser som resultat.

Roslund og Hellström har skrevet sig til tops på den svenske krimiscene og er blevet sammenlignet med Sjöwall & Wahlöö grundet deres politiske og samfundskritiske indgangsvinkler. Deres baggrund og erfaringer forenes på fornemmeste vis, og giver en detaljeret og brutal beskrivelse og indsigt i den kriminelle underverden.

Partnerskabet mellem Roslund og Hellström ophørte i 2017 med Hellströms død. Roslund fortsætter dog serien om Grens og Hoffmann alene med TRE TIMER, der udkommer på dansk 2. november 2018.