Harry Hole: sådan begyndte det

Jeg ville skrive noget. Et eller andet. Hvad som helst.

Det var 1996, og jeg havde mange spillejobs med mit band om aftenen, mens jeg arbejdede som børsmægler om dagen. Det var en underlig Dr. Jekyll og Mr. Hyde-tilværelse, og når jeg ser tilbage, forstår jeg ikke, hvordan jeg overlevede det år. Det gjorde jeg måske heller ikke. Jeg kunne ikke sove, selv om det var det eneste, min krop ville. Så jeg bad om orlov, først hos chefen for investeringsbanken og så hos mit band.

Og så tog jeg til Australien. Hvorfor Australien? Mest af alt, fordi det ikke var Oslo.

Og jeg tænkte, at hvis jeg kedede mig, kunne jeg begynde på den roman, jeg havde lovet mig selv (og en pige, jeg kendte, som arbejdede på et forlag i Oslo), at jeg ville skrive. Jeg så ikke så meget af Australien, som jeg havde planlagt. Men jeg kedede mig ikke. Jeg skrev. Atten timer i træk nogle dage. Kun tolv andre dage.

Jeg boede på et lille hotelværelse i området Kings Cross i Sydney, som på det tidspunkt var stedet at tage hen, hvis man ledte efter stoffer og sex. Og efter mit første fix var jeg hooked. På at skrive. Som en junkie var det alt, hvad jeg tænkte på, fra det øjeblik jeg vågnede, til det øjeblik jeg faldt i søvn, udmattet efter dagens slid og slæb. Som en junkie. Ligesom en junkie stjal jeg alt jeg kunne komme i nærheden af, for at få mit fix. Australsk historie, barkultur, Sydney Aquarium og Operahuset i Sydney, prostitution på Darlinghurst Road, aboriginernes fortællerkultur, som jeg fandt i bøger på Australian Museum, en udstilling om australske entertainere og klovne, omrejsende tivolier, opkomsten af hippiekulturen i og omkring Byron Bay, bøssekultur og drag queens i Australiens udgave af San Francisco, australsk rugby, et faldskærmskursus uden for Newcastle.

Alt dette og meget mere endte på de sider, der blev flere og flere af, og som fik en titel fra aboriginsk mytologi. The Bat Man. Flagermusmanden. Som var nødt til at blive ændret på engelsk, da andre havde rettighederne til et lignende navn. (Nej, aboriginerne ville nok ikke sagsøge mig, men …)

Jeg kom hjem. Fortalte bandet, at jeg nok havde skrevet min sidste sang for det næste lange stykke tid. Og fortalte chefen i investeringsbanken, at jeg ikke havde tid til at arbejde der; livet fløj forbi mig, og der var andre ting, jeg var nødt til at gøre. For jeg var – som jeg sagde før – hooked.

Så sendte jeg manuskriptet til det forlag, hvor min veninde arbejdede. Jeg havde ikke længere noget arbejde, og jeg spekulerede på, hvad fremtiden mon ville bringe. Og jeg sov godt om natten.

Et par uger senere ringer telefonen, og jeg svarer: ”Jo Nesbø.”

Og stemmen i den anden ende siger: ”Sig mig, hvem er ham Harry Hole egentlig?”

Bogen udkom i efteråret 1997.

– Jo Nesbø