Læsekredsmateriale
Her på siden finder du et overblik over de titler, som vi har udarbejdet læsekredsmateriale til. God fornøjelse.
Nina Wähä
Babetta
Nina Wähä
Babetta
Hvad er venskab? Og hvad er sandt?
Katja vil gøre alt for Lou. Da de var unge drømte de om at blive skuespillere, de var uadskillelige, næsten som søstre. Eller måske mere end det. Noget dybere. Farligere.
Livet fører imidlertid de to kvinder i hver sin retning – Lou bliver feteret filmstjerne, flytter til Sydfrankrig og lever luksuslivet hos Renaud. Katja arbejder på en café i Stockholm.
Efter flere års adskillelse inviterer Lou Katja til at tilbringe sommeren i Sydfrankrig, og hurtigt falder de ind i de gamle mønstre. I den store smukke villa er stemningen ladet med noget udefinerbart og dirrende, overfladen opløses langsomt, og det bliver umuligt at skelne løgn fra sandhed.
Babetta er en roman om kærlighed og venskab, misundelse og besættelse.

Keld Conradsen
Byen og havet
Keld Conradsen
Byen og havet
En kasse med papirer. En gåde om en kvindes død. Et venskab. Og en teori, der ændrede vores måde at se verden på.
Vennen kommer ikke alene på sporet af den ungdom, han delte med Arvid i Aarhus i 1980’erne, men begynder også at se konturerne af en videnskabelig skandale. Hvad var det, der skete i 1960’erne, da Arvids mor, der så ud til at have en blomstrende karriere inden for geologien foran sig, tog sit eget liv? Kan papirerne i kassen ikke alene løse gåden om Arvids forsvinden, men også om hans mors død?
BYEN OG HAVET er en roman om geologiens store erkendelser, om relationer mellem mennesker og sammenhænge på tværs af tid og rum.

Annette Bjergfeldt
Højsangen fra Palermovej
Annette Bjergfeldt
Højsangen fra Palermovej
Højsangen fra Palermovej er en frodig, fabulerende og vildtvoksende fortælling om oversavede damer og overraskende talenter. Om længslen efter at elske og blive
elsket som den, man er. Om jagten på århundredets kærlighed. Og om hvad man gør, når det man drømmer om, er en elefant, men man bliver tildelt en snavset flodhest i stedet. Giver man op, eller får man det bedste ud af situationen?
Annette Bjergfeldt er forfatter, musiker, sangerinde og sangskriver. Højsangen fra Palermovej er hendes romandebut.
Bjergfeldt har altid gået sine egne veje. Hun var en af de allerførste musikere i Danmark, der tog direktørkasketten på og udgav på sit eget pladeselskab. Hun har modtaget P4 Prisen og Sangskrivernes hæderspris og været nomineret til to Grammys og tretten Music Awards. Hun har skrevet sange til bl.a. den skotske singer-songwriter Eddi Reader fra Fairground Attraction, danske Vokaline og færøske Teitur. Annette Bjergfeldt afholder workshops for sangskrivere af alle slags. Hun har skrevet salmer med Fangekoret i Vridsløselille, coachet MGP-vindere og fået sine sange sunget i både X-faktor og Voice Junior.
Højsangen fra Palermovej er ikke som sådan en selvbiografisk roman, siger Annette Bjergfeldt. Men alle historierne i romanen er hentet i virkeligheden; enten fra
hendes eget liv eller fra folk hun kender.

Mikael Niemi
At koge bjørn
Mikael Niemi
At koge bjørn
Lars Levi Læstadius var en karismatisk præst i Karesuando og Pajala i 1800-tallet, mest kendt for den vækkelsesbevægelse, der har fået navn efter ham. Han havde og har stadig en stærk religiøs indflydelse i hele Nordkalotten. Han var desuden en fremragende botaniker, han skrev om samisk mytologi og deltog i franske forskningsekspeditioner. Som person var han hurtig i tanken og havde temperament. Mikael Niemi voksede op i Pajala, og hans barndomshjem lå kun et stenkast fra den gamle præstegård, hvor Læstadius levede sine sidste år.
Læstadius er den ene af hovedpersonerne i At koge bjørn, men mindst lige så vigtig er Jussi, samedrengen som Læstadius bogstavelig talt samler op fra grøftekanten, og som kommer til at fungere som en erstatning for hans døde søn, som følgesvend og som beundrer. Læstadius skaber og fostrer ham via dåb, samtale og bogstaver, og da en vogterpige findes død, kommer Læstadius til at fungere som kriminaltekniker med Jussi som en slags Watson – begge uvidende om den ondskab, der trænger sig på, og snart truer ikke bare Jussi og Læstadius men hele vækkelsen.

Tracy Chevalier
Den nye dreng
Tracy Chevalier
Den nye dreng
Tracy Chevalier gendigter William Shakespeares evigt aktuelle tragedie, Othello.
At skrive en ny romanversion af William Shakespeares tidløse tragedie, Othello, ligger lige til højrebenet for engelsk-amerikanske Tracy Chevalier, der gennem hele sit forfatterskab har beskæftiget sig med outsiderne og med diskrimination som tema i sine populære romaner.
”Jeg kan godt lide at skrive om outsidere. For en gangs skyld skulle jeg ikke selv finde
på historien, men i stedet finde en ny, god setting og så tilpasse historien til den. Og hvor i verden finder man den lidenskab, jalousi, diskrimination og det svig, som foregår i Othello, samlet på ét sted? I en skolegård!” siger Tracy Chevalier.

Kristina Sandberg
Et barn at føde
Kristina Sandberg
Et barn at føde
Trilogien om den hjemmearbejdende husmor Maj er blevet Kristina Sandbergs store litterære gennembrud. Et barn at føde, første bind i trilogien, udspiller sig mellem 1938 og begyndelsen af 940. ”Jeg ville skrive om en kvinde, som gik hjemme og beskrive den sociale udvikling gennem hendes øjne. Give hende mulighed for at indtage sin plads og beskrive alt, hvad hun foretager sig. Alt det arbejde, disse kvinder udførte – rengøringen, madlavningen, reparationerne – er forsvundet uden et spor. Kravene til dem var enorme, og det var vigtigt, at alt var perfekt. Disse mødre var
heroiske”, fortæller Kristina Sandberg, som første gang fik ideen til at skrive bøgerne, da hun ventede sit første barn og talte med sin bedstemor.
Maj vækker stærke følelser hos læseren, for Kristina Sandberg giver os mulighed for at komme helt tæt på hende og hendes tanker. Maj har behov for at gøre det rigtige, og til tider er hun snæversynet og forudindtaget, og hun er kritisk over for andre for at beskytte sig selv. I Sverige er Maj blevet så kendt en figur, at der er blevet udgivet en kogebog med hendes opskrifter, ”I köket hos Maj”, hedder den.

Sy Montgomery
En blækspruttes sjæl
Sy Montgomery
En blækspruttes sjæl
Naturforsker Sy Montgomery dykker i bogstaveligste forstand ned i sit stof og rejser fra
akvariet i New England til Fransk Polynesiens rev og Den Mexicanske Golf for at lære det vilde, tilbagetrukne, kødædende bløddyr – den ottearmede kæmpestillehavs-blæksprutte – at kende.
Montgomerys bog er både et undervandseventyr og en historie om venskaber blandt mennesker og blæksprutter. De blæksprutter, Montgomery møder, viser sig at have meget forskellige personligheder, og alle bliver de hovedpersoner i deres egen
fortælling. Det er en skiftevis morsom, underholdende, rørende og smuk historie
om et sagnomspundet havdyr, som mest ligner en skabning fra det ydre rum.
Sy Montgomery er flere gange prisbelønnet naturforsker og forfatter til 28 bøger og et væld af artikler. Hun har rejst til nogle af klodens mest øde områder for at studere vilde dyr i deres naturlige omgivelser.

Vibeke Marx
Skygger fra Sprogø
Vibeke Marx
Skygger fra Sprogø
En dag kom børneværnet og fjernede dem alle sammen. Hvor de små kom hen, ved Magda ikke, men selv kommer hun til kvindeanstalten på Sprogø. Her bliver hun gravid og tvinges til at bortadoptere og glemme barnet, men Magda kan ikke glemme. Hele livet drømmer hun om og længes efter Drengen. Et savn, der ikke bliver mindre, da hun får job som tjenestepige hos en familie med et barn i samme alder. Barnet hedder Gunnar, og han er et mærkeligt barn.
Ursula lider i barndommen voldsomt under farens, Gunnars, sarkasme og følelseskulde, og som voksen søger hun desperat hjælp det ene sted efter det andet i håb om at blive sine traumer kvit. Hvad er det, der har gjort faren så tyrannisk mod både moren, brødrene og hende selv? Og hvorfor er Sprogø et så voldsomt ladet ord i hendes barndomshjem? Måske findes svaret i de brune kasser, der står midt i stuen som en skulptur af pap.
