Sidste tur med Grens og Hoffmann

Du har fulgtes med Ewert Grens i mere end 20 år. Med DJÆVELENS BEDSTE TRICK afslutter du serien om ham og Piet Hoffmann. Hvordan havde du det, da du havde sat sidste punktum i bogen? 

Jeg har ikke så mange nære venner. Et par fra barndommen, en anden fra skoletiden, nogen fra tiden på Sveriges televison, et par forfatterkolleger, et par forældre til børnenes skolekammerater. Som de fleste, sikkert. Man bliver med tiden mere forsigtig med, hvem man lukker helt ind.  

Jeg gætter på, at jeg af rigtigt nære venner har otte – og de to af dem har jeg selv fundet på! For Grens er efter femogtyve år (jeg begyndte at skrive den første bog om ham i år 2000) og Hoffmann (atten år) blevet to af dem. Lidt sørgeligt, kan man mene, at den stakkels Roslund var nødt til at finde på fantasivenner for at have nogen at lege med.   

Indimellem tror jeg endda, at jeg ser dem i byen eller i en kø til flyet, bare et kort sekund, før det går op for mig, at det naturligvis ikke kan lade sig gøre, de findes jo kun i mit hoved. Og der kan jeg jo have dem med mig nu, uden at de løber rundt og laver ballade for sig selv eller andre.  

 Først sammen med Börge Hellström og senere alene har du beskrevet en rå underverden både i Sverige og internationalt – for 20 år siden tænkte mange måske, at det var ren fiktion, men i de senere år har vi set et Sverige med eskalerende bandevold og et højt antal mord. Reagerer læserne anderledes på dine bøger nu?  

Det skete sådan her: Jeg var helt personligt tvunget til at forstå voldens drivkræfter og konsekvenser, noget jeg ubevidst havde været i gang med, siden jeg var barn. For at overleve indvendigt.   

Jeg blev övervakare (en person der uden for fængselsmuren forsøger at hjælpe kriminelle tilbage til et normalt liv), jeg blev tv-reporter og lavede reportager og dokumentarer om gerningsmænd og voldsofre, jeg blev chef for et seriøst nyhedsprogram på tv, der forsøgte at forklare volden. Men jeg nåede aldrig i mål. Der skete ingenting. Intet af det betød noget. Ikke før jeg mødte Börge  og foreslog, at vi skulle skrive krimier sammen – thrillere der skulle underholde, men også give en smule information om et samfund, en virkelighed de færreste kender til, halvdelen af hver bog skulle være sandhed, halvdelen løgn.  

Så småt begyndte læserne at forstå hvad vi, og sidenhen bare jeg, var i gang med.   

Vi skrev om seksualforbrydelser og trafficking og hjemløshed og bandekrig før det svenske samfund var klar til det – pludselig og uventet blev noget så enkelt som vores kriminalromaner redskaber også for svenske politikere, vi påvirkede lovgivning, vi blev ringet op af statsministeren, der ville bruge vores bøger til at lære mere.   

Det var lidt mærkeligt og samtidig aldeles vidunderligt, da krimien blev budt ind i de fineste saloner.  

Hvis du ser tilbage på bøgerne om Hoffmann og Grens, har du så selv en favorit?  

Det er selvfølgelig som at vælge sin yndling blandt sine fjorten børn (med Grens) eller ni (med Grens og Hoffmann). Det kan man ikke. De er alle blevet født, klædt på, elsket. Og alligevel kan man måske. Hvis jeg får lov at vælge en trio.   

TRE SEKUNDER er det største barn, der voksede mest og åbnede verden, lå ti måneder på den svenske bestsellerliste og på næsten alle bestsellerlister på forskellige kontinenter, blev kåret som Bedste Svenske Krimi og Bedste Europæiske Krimi (The International Dagger), blev til en Hollywoodfilm og … sådan et barn, som forældre indimellem praler lidt for meget af.  

Og så er en førstefødt jo altid en førstefødt. Som UDYRET. Når forældrene lister rundt i boghandelen og kigger på den, bekymrer sig for den, spekulerer på, om der nogensinde kommer søskende. En debut kan man aldrig lave om.   

Det tredje favoritbarn er den nu aktuelle DJÆVELENS BEDSTE TRICK. Finalen. Slutningen på et mere end tyve år langt venskab, som jeg har planlagt så længe. Det blev værdigt, spændende. Sådan som jeg havde forestillet mig det.  Selv om jeg ikke er sikker på, at Grens og Hoffmann begge er tilfredse med deres afslutninger …  

Du har rejst verden rundt og præsenteret dine romaner. Hvis du skal nævne én oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig, hvad skulle det så være?  

Efter den første bog, Udyret, blev min daværende skrivemakker Hellström og jeg inviteret til Barcelona og Madrid af vores spanske forlag, Planeta. Da vi ankom til Barcelona og steg ud af taxien på et smukt torv, stormede tv-fotografer og journalister imod os, begyndte at cirkle rundt om os, næsten ligesom i en amerikansk film. Vi var nybegyndere og fattede ingenting. Min mor kan jo dårligt huske mit navn. Jeg mindes, hvordan jeg hviskede til Börge: ”Lad være med at vende dig om, men Brad Pitt står bagved os.” ”Okay,” sagde han, ”så forstår jeg bedre.”   
Men jeg løj. 

Brad Pitt stod der ikke.   
Det var os, de sprang rundt om, det var os, de ville stille spørgsmål til, os, El País havde sendt sine fineste journalister, og verden var skør.  

Det blev en pressekonference, så mange var der. Og senere forstod vi det. Det var ikke bare os og vores debutbog, der interesserede hele det spanske folk. Lige netop da pågik den hidsigste debat om et samfundsspørgsmål i flere årtier. Spaniens mest berygtede forbryder havde udstået sin fængselsstraf og skulle løslades – en seksualforbryder der havde skændet masser af børn. Og da vores bog i kriminalromanens form diskuterede lige netop sådan en problematik, blev vi en ny og velkommen vinkel i jagten på en måde at diskutere det på. Jeg husker det allerførste spørgsmål, hvordan vi så på problematikken ved at en livsfarlig og meget syg vaneforbryder skulle ud på gaden og møde nye børn, præcis som jeg husker vores allerførste svar: Hvad forventede I, da I idømte ham femogtyve år og låste celledøren uden at give ham nogen form for behandling, og så åbner den igen, nu hvor straffen er udstået. At han skulle blive raskere derinde?   

I dine seneste bøger har du kredset om fængselsvæsenet – hvem der sidder i ungdomsfængsel, hvordan det er at befinde sig på de forskellige anstalter. Hvordan har du researchet det emne?  

Halvdelen af mine nære venner i dag har været groft kriminelle og siddet lang tid i fængsel. Sådan har mit liv set ud. Jeg har besøgt seksogtredive fængsler som ven eller övervakare eller journalist eller forfatter og brugt meget – formentlig for meget – tid på samtaler om fængsler og livet derinde, jeg mener, forbrydelse og grænseoverskridende tanker og hævn og allermest vold som et værktøj for at få andre mennesker til at gøre, som voldsmanden vil, det er jo så forvirrende mærkeligt.   

Du skriver rå krimier, men du skriver også virkelig smukke relationshistorier. Om at give slip på arbejdslivet, blive gammel, at lade sig blive elsket – men også om at svigte sin familie for at forfølge sine egne mål. Har du altid forestillet dig, at bøgerne skulle udvikle sig i den retning, eller er det opstået undervejs?  

Tak. Fordi du har læst dem sådan, det var jo sådan, jeg ville have, det skulle være. Spænding og indblik i det kriminelle liv, men mest bare livet. Det eneste vi har. Selv om jeg måske gradvis er blevet mere og mere som den lidt sorte Grens, der har fundet livet igen (han faldt og rejste sig parallelt med, at jeg selv faldt og rejste mig, vi lærte os begge to, at vi var bange for det, der allerede var sket), og indimellem forsøger jeg at være lige så farlig og flot og løsningsorienteret som Hoffmann (det går ikke lige så godt).  

Hvad skal der ske nu, hvor du ikke skal skrive om Hoffmann & Grens?  

Jeg er lige færdig med at skrive en såkaldt stand alone. Ét eventyr med ét persongalleri i én bog. ”Mannen som slutade dö”. En krimi, selvfølgelig, om seks personer – tre kvinder, tre mænd – og hvordan de alle påvirkes af en forbrydelse. Og ligeså fint det er at savne gamle venner, er det at møde helt nye. For lidt tid siden tænkte jeg, at … Hallo, er der ikke stof til to bøger? Som kunne blive til tre og så en ny serie og … Men så tog jeg mig sammen. Det her skal være, som jeg bestemte mig for – en afsluttet fortælling med no way out for alle deltagende.