Alt om Hedeland

Læs begyndelsen her

Det havde været en underlig oktober. Som om bladene ikke ville slippe grenene, men bare blev mere og mere gule. Randi Bruun gik ud gennem kasinoets fordøre med en følelse af forestående undergang. Hun havde tabt igen. Mange flere penge, end hun turde tænke på, og en stor del af dem, hun havde til resten af måneden. Hun så over mod skoven på den anden side af kasinoets parkeringsplads. Alting visnede. Det blev også tidligere mørkt nu.

Hun kørte fingrene gennem sit krøllede, blonde hår, lynede skindjakken op og gled mellem rækkerne af biler. Hedeborgs kasino var velbesøgt sådan en fredag aften. Siden stedet var åbnet i forbindelse med en større lokal satsning, var det strømmet til fra store dele af Jylland. Folk var komplet spillegale, og det gjaldt desværre også hende selv.

Hun tilbagelagde det sidste stykke af parkeringspladsen og fortsatte ind i skoven. Kasinoet lå lidt nord for Hedeborg, og stien var den korteste vej på gåben til hendes hjem inde i byen. Hun havde taget turen mange gange før, men hun skuttede sig alligevel, da træerne næsten øjeblikkelig omsluttede hende. Det krybende mørke kom bag på hende, og selvom månen var oppe, var det svært at orientere sig. Hun kunne heller ikke lade være med at kigge sig over skulderen. Ikke fordi hun egentlig troede, at nogen fulgte efter hende, men angsten var en konstant følgesvend, hvis hun ikke fik sig bedøvet tilstrækkeligt.

Hun fandt lommelygten i sin mobil og lyste på stien foran sig. Keglen ramte dunkle rødgraner, bøg og eg. Der kom sjældent mennesker i denne del af skoven om aftenen. Et sted til højre kunne hun høre en ugle tude. Efter sensommerens tørke havde det regnet kraftigt de seneste uger, og stien var mudret under hende.

Hun var nået omtrent halvvejs gennem skoven, da lyset fra mobilen ramte noget lyseblåt i mørket længere fremme, og hun stoppede op. Det lignede en plastikpose i åen. Folk var nogle værre miljøsvin. Smed bare ting fra sig.

Så standsede hun brat, og blodet susede, da det gik op for hende, at det var en lyseblå T-shirt på en overkrop. At et menneske blev holdt fast af grene i åen. Det nederste af benene var stadig under vand. En mand. Nej, en stor knægt. Hendes hjerte hamrede. Tør i munden vovede hun sig tættere på og lyste på ham. Var det noget, hun bildte sig ind?

Nej. For satan. Hold nu kæft, altså.

Han var virkelig, og han måtte have været død et stykke tid, for der steg en ram stank op fra liget. Noget sødligt blandet med kloak. Det så ud, som om han havde et hul i kraniet under det tættrimmede hår. Kvalmen bølgede i maven, og det var lige før, hun kastede op. Så huskede hun plakaterne i byen. Den unge fyr, der var forsvundet for nogle uger siden. Oscar. Alle havde ledt efter ham lige siden. Det kunne godt være ham. Var der ikke også noget med en lyseblå T-shirt?

Hun åbnede mobilen for at taste 112, men hendes finger tøvede over den grønne knap. Så sendte de vel nogle unge bøller fra lokalpolitiet. De ville spørge, hvad hun gjorde dér, og når der så blev en sag ud af det, ville hun måske blev nævnt i avisen, og hendes datter ville gætte, at hun var tilbage på kasinoet. Nej, en anden måtte klare den sag. Der kom også andre mennesker her, så drengen ville sikkert snart blive fundet.

Hun ville fortsætte ned ad stien, men fik øje på noget, der glimtede i det svage måneskin. Det så ud til at være viklet om hans hånd. Hvad var det, han havde klynget sig til i sit sidste øjeblik? En halskæde? Måske var den noget værd? Nej, hun kunne ikke røre ved ham. Det ville også være forkert. Selvom hun havde mere brug for pengene end ham efter det store tab.

Men han er jo stendød, sagde en stemme i hendes hoved. Hun tøvede lidt, inden hun alligevel bukkede sig over liget med en hånd for næse og mund og fik kæden løs. Hun holdt vejret, mens hun trak den til sig og lyste på den.

Fandens. Hun fortrød straks. Det var overhovedet ikke noget værdifuldt, bare en grim sølvkæde med et Minnie Mouse-vedhæng. Den lignede snarere noget til et barn. Hun ville lægge kæden tilbage, men kom så i tanke om, at hendes fingeraftryk eller andet kunne være på den. Eller dna. Det var den slags, man så på tv.

Sådan noget møg. Nu var hun nødt til at tage den med og skille sig af med den et andet sted. Med væmmelse proppede hun kæden med vedhænget ned i lommen og rettede sig op. Hun følte sig utilpas og syg over verden og sig selv. Det var virkelig bunden at stjæle fra et lig. Men hendes liv havde længe føltes bundløst.

I det samme hørte hun lyden af en gren, der knækkede et sted i mørket ikke så forfærdelig langt væk. Det kom fuldstændig bag på hende, og hun fór sammen. Var det bare et dyr? Hun rejste sig med galopperende hjerte og lod lyset fra mobilen danse i mørket, men keglen fandt intet. Så lyden af en ny gren, der knækkede. Og nu kunne hun se en anden lyskegle, der legede mellem træerne. Den zigzaggede rundt i luften. Et menneskedyr.

– Er der nogen? råbte hun.

Der kom ikke noget svar, men det føltes blot endnu mere ildevarslende. Med rystende hænder lukkede hun ned for sin mobiltelefon og stod stivnet i mørket. Så satte panikken ind. Hvem det end var, så var det ikke nogen, hun havde lyst til at møde. Med hivende vejrtrækning og kæden brændende i lommen satte hun i løb, alt hvad hun kunne, hen ad stien. Det var længe siden, hun havde løbet.