Hvad skovsøen gemmer

Interview af Stephanie Caruana

Anders de la Motte ligner en mand, der er ‘landet’. Han ligner ikke en mand, der i sine seneste fire bøger har skrevet om plagede mennesker, der tvinges til at se deres yngre jeg i øjnene igen. Og ikke altid kan lide, hvad der venter, når de vender hjem.

Tilbagelænet og smilende på en af årets sidste varme dage, byder Anders de la Motte på en gedigen skånsk fika med god kaffe.

Han har skrevet fem spændingsromaner før bøgerne i Skåne-kvartetten. De udspillede sig i Stockholm, hvor Anders de la Motte i sin tid var politimand. Men nu er han tilbage til sine rødder.

»Jeg er opvokset i en lillebitte landsby i Skåne, som er så langt ude på landet, at vi havde en postboks. Posten kom simpelthen ikke helt derud. Jeg havde et stærkt ønske om at komme væk fra landet som ung, og det førte mig til militærtjeneste og så ind i politiet,« forklarer Anders de la Motte over en kop kaffe i Malmø.

Han vendte tilbage, da hans far fik et slagtilfælde. Gården skulle sælges, minderne stod i kø og pludseligt så han med nye øjne på sin opvækst, følte en dybt forbundethed med Skåne.

»Da jeg sad i bilen og kørte væk igen, mærkede jeg det. Jeg havde mere lyst til at skrive om Skåne, om at vokse op i firserne og halvfemserne på landet. Det føltes som endelig at få æsken til et puslespil, hvor jeg havde siddet med brikkerne uden at kunne se billedet. Det faldt på plads. Jeg fik et andet syn på det, jeg er vokset op med. Historierne fra landet, personerne, måden at leve på. Og det er det, som Skåne-kvartetten handler om: At vende sig om som voksen og så kunne forstå barndommens land bedre,« fortæller han.

Ungdommen er mellemrummet mellem barn og voksen, hvor man formes og har mange idéer om hvad fremtiden vil bringe.

»Du tror, du kan alt i den alder. I bøgerne konfronteres personerne med den tid og hvorfor tingene ikke blev som de troede. Det har været lidt som terapi at skrive de bøger, men meget billigere,« siger en lattermild Anders de la Motte.

Effektiv ‘slow crime’

Det var ikke kun landskabet og menneskerne, der stod frem for Anders de la Motte, da han begyndte at se på Skåne med en krimiforfatters blik. Og indså, hvor meget hans far havde lært ham om jagt, om skoven og meget andet, som den unge Anders ikke fandt interessant, men som han kunne se ville passe godt ind i en spændingsroman. Om læserne også var der, hvis bøgerne satte farten ned, var han først ikke sikker på.

»Den første bog, ‘Sensommerjagt’ blev overraskende en succes her i Sverige, så jeg besluttede at skrive fire bøger,« forklarer han.

De i alt fire bøger er både bundet til en årstid og til en livsændrende forbrydelse i den nære fortid, som skal opklares. Den seneste, ‘Vinterild’, er den tredje i serien, der udkommer på dansk. Her bliver området omkring en idyllisk skovsø gerningssted for hemmeligheder, løgne og flammende misundelse blandt teenagere og slægter med års had mellem sig.

Anders de la Motte kalder selv Skåne-kvartetten for ‘slow crime’. Det lidt dvælende og lavmælte mærkes ikke bare i de skånske landskaber og i de skæbner, der væves ind i plottet. Sproget er mættet, detaljerne rige og biljagterne stort set ikke til stede i de stemningsfulde scener. Han vælger at blive stående i skumringen ved søen.

»Det med tempo og biljagter… det har jeg jo gjort før. Det er sjovt, men det er også en nem løsning, for der er jo en indbygget spænding i seriemordere, våben og parterede lig. Det er sværere at bygge en stemning op med to mennesker, der samtaler. Det var spændende at genbesøge steder og stemninger, genopdage miljøet.«

For Anders de la Motte er der også en spænding i modsætningen mellem dem, der bliver på landet og dem ikke kan vente med at komme væk, lægge accenten fra sig og blive til noget.

Misundelse og gammelt nag kan være en del af undertonen, hvis man vender tilbage.

»Måske har to slægter ikke talt sammen i generationer på grund af en hestehandel, der gik galt for hundrede år siden eller en tvist om jagtrevir. På landet er man ikke bare sig selv, man er  også sin familie. Hvis man flytter væk til storbyen, bestemmer man selv, hvem man vil være. Og når man kommer hjem, er man lille igen. Man er altid sine forældres barn.«

Krimier er som komedieserier

Efter fem år som politimand i Stockholm blev han træt af arbejdet og fik en helt ny karriere. Det gik fint, men efter debuten med ‘[geim]’ i 2010, var Anders de la Motte nødt til at bestemme sig. Et stabilt, godt job med bonus og bil… eller forfatter på fuld tid?

»Efter tyve år med at arbejde med andres menneskers problemer inden for politiet og i sikkerhedsbranchen, så trængte jeg til at finde på mine egne og sagde op i 2012 for at skrive,« siger han, og ser ikke ud som om han fortryder.

Hans mor var kommunebibliotekar, så han har været omgivet af bøger, længe før han begyndte at skrive selv.

»Når man nøjes med at drømme om gøre noget, så er drømmen perfekt. Det ændrer sig jo i det øjeblik, man vil gøre den til virkelighed. Da jeg begyndte at skrive, prøvede jeg at skrive som alle de forfattere, jeg nogensinde havde læst. Det blev ikke godt, men meget,« fortæller han.

Krimigenren har i sig selv en indbygget logik, der både giver en frihed og en ramme, der giver tryghed. Anders de la Motte har fornyligt fået et nyt syn på krimier: De er som klassiske sit-coms.

»Jeg samarbejder lige nu med en komiker om en puslespilskrimi, og da han sagde det, kunne jeg se det. Man har ofte nogle faste karakterer og det eneste, der sker, er drabet. Ingen ændrer sig. Lidt som i ‘Seinfeld’,« uddyber han.

Det forklarer lidt mængden af krimier, der mest er fermt håndværk uden at genren fornyes. Måske ender rammen, de lange serier med de samme karakterer, mere som en spændetrøje? Den virker han til at have sluppet. Hans karakterer udvikler sig nemlig gennem historien.

»Jeg har skrevet Skåne-kvartetten som enkeltstående historier, for jeg er selv ret utålmodig. Jeg er lidt bange for at komme til at kede mig,« indrømmer Anders de la Motte. Krimilæsere er ofte ret konservative, og tilfreds med de lange serier. Læserne vil gerne udfordres, dog ikke for meget. Men nyt bobler fra kanten af spændingsmiljøet.

»Der kan være mange klichéer i krimier, men de virker. Derfor er det dejligt, når nogen kommer med noget nyt. Man skal snyde læseren, men det er en balance. Lidt som en tryllekunstner, der skal afsløre sine tricks. Jeg prøver på at fortælle mine historier i flere lag. Vi har alle små hemmeligheder; ting, der ikke bliver fortalt eller som man ikke forstod som barn. Minder og mennesker får flere nuancer, når man bliver ældre,« siger den snart halvtredsårige forfatter, der selv mærkede følelsen af tabt land ramme sig, da gården skulle tømmes for barndomsminder. Solblegede firkanter på væggen når billederne blev taget ned, mærker på tæppet efter møbler, der ikke skulle stå der længere. Noget var forbi.

»Jeg håber, at den afsked og melankolske tone kan mærkes lidt i bøgerne. Jeg kan køre forbi, men det er ikke mit længere. Så kan jeg få det med i historierne i stedet.«

Politiarbejde er kedeligt

Måske handler det om afstande og forskelle, om at der simpelthen er mere af land at tage af, men svenske krimiforfattere har ofte et tættere forhold til hjemstavnen end deres danske kolleger.

»Det er rigtig meget Gotland, ikke? Eller Stockholm, vestkysten… Fjällbacka. Ystad med Wallander, Stefan Ahnhem er i Helsingborg.«

Anders de la Motte ler.

»Jeg kommer jo lidt længere ude fra landet af. Jeg vendte hjem, som mange andre, da jeg fik børn. Og Skåne og skåninger er noget særligt. Vi har jo ikke været svenske så længe…

Han får et lurendrejersmil om læberne og begynder at forklare.

»Kun siden 1658. Vi har ikke rigtigt accepteret det, vi er modvilligt svenskere. Man kalder os også for ‘halvdanskere’, men det er okay. Vi er jo også tættere på København end på Stockholm, mange ord er de samme som på dansk. Vi er lidt mere landlige og tilbagelænede, fordi vi er sydfra, synes man.«

Det skånske betyder også at Anders de la Motte mener, at han nok nemmere kan grine af det, som danskere ser som typisk svenske politiske korrekthed. Han står lidt med et ben på hver side af sundet.

Han holder sig dog fra at få skånsk talesprog ind i bøgerne. Enkelte ord går an, men det er snarere andre karakterers reaktioner på den, der taler i scenen, der gør det klart for læseren at der er dialekt. Også for at gøre det nemmere for oplæserne, når historierne bliver til lydbøger.

»Læserne har mange holdninger til stemmen. Jeg tænker noget over at det skal fungere som lydbog, f.eks. når jeg skifter synsvinkel fra scene til scene. Det skal være tydeligt, når man ikke kan vise det visuelt. Det skal ikke være for svært at følge med, hvis der er mange karakterer er det svært at følge med. Jeg arbejder også med det, fordi jeg springer i tiden,« siger Anders de la Motte og løfter lidt af sløret til forfatterværkstedet.

»Jeg elsker håndværket i at skrive krimi, at finpudse alle detaljer og redigere igennem, så alt spiller. Det kræver både planlægning, overblik og intuition… og at jeg husker at gøre sporene tvetydige,« uddyber han.

Når han selv læser, prøver han at læse så meget og så bredt som muligt, og ikke kun krimier, som f.eks. danske Katrine Engberg, som han roser i høje toner.

Reaktionerne på skiftet fra hårdtslående action til ‘slow crime’ var positive, selvom læserne skulle vænne sig til det. I dag har Anders de la Motte flere læsere end nogensinde før, inklusive dem, der ellers ikke bryder sig om krimier.

»Hvorfor holde sig til det samme altid? Jeg ville udfordre mig selv. Det er mere det relationelle karaktererne imellem, der interesserer mig. Politiarbejdet er jo faktisk meget kedeligt, det er meget papirarbejde i virkeligheden. Men landbetjenten er jo en del af det lokale miljø, indgår i en sammenhæng, ser folk i øjnene og kender deres hemmeligheder. Man er tættere på hinanden ude på landet. Det er et stort ansvar,« slutter han.