Christoffer Carlsson om EN LILLE DRÅBE BLOD

Hvad ville du undersøge med EN LILLE DRÅBE BLOD?

Hvis du ser på alle hovedpersonerne, har de alle noget tilfælles. Da romanen begynder, ved de ikke rigtigt, hvem de er. De tror selvfølgelig, de ved det, men det viser sig, at de tager fejl. De begivenheder, de gennemgår, tvinger dem til at konfrontere sandheden om sig selv. Det lyder måske vagt, men jeg mener, det er en ret menneskelig og almindelig ting.

At vi går rundt og tror én ting om os selv, mens sandheden er en anden?

Ja, eller rettere: Sandheden er også en anden. Og hvad der sker, når det går op for dig. Hvordan du klarer den erkendelse. Så på en måde handler EN LILLE DRÅBE BLOD om de masker, vi bærer over for folk tæt på os, og over for os selv. Og hvad der sker, når de masker ryger af. Det tema voksede ud af romanens centrale plot: EN LILLE DRÅBE BLOD centrerer sig om en gruppe af mennesker, der leder efter et forsvundet manuskript skrevet af den legendariske Ingrid Klinga. Den eftersøgning … ja, man kan sige, at den forandrer dem.

Hvor kom ideen fra?

Okay, det her lyder måske mærkeligt, men man skal jo svare ærligt, når man bliver spurgt. Romanen begynder faktisk først at tage form, mens jeg skriver. Jeg ved ikke særligt meget, når jeg begynder. Det er kun nu, bagefter, at jeg kan se, hvad den for mig handler om. Hvis der var en ide fra begyndelsen, var det den allerførste sætning, jeg skrev, der faktisk blev romanens allerførste linje: “Det skulle vise sig – som for så mange andre – at jeg først lærte dem at kende i døden.” Den sætning kom først og blev ved med at være den første, hvilket næsten aldrig sker for mig. Som regel ender min første sætning et sted dybt inde i bogen, hvis den overhovedet overlever. Men denne her blev. Resten af romanen voksede ud af den.

Du er en usædvanligt god fortæller med en distinkt stil, ofte rost for dine spændingsromaner og modtager af indtil flere prestigefulde priser. Hvad ser du selv som dine styrker som forfatter?

Det er pænt sagt, tak. Men sandheden er, at jeg slettede alt bortset fra én side af det originale udkast til EN LILLE DRÅBE BLOD. Da min redaktør og jeg havde vores første samtale om bogen, var den over 600 sider lang. Jeg har tjekket – den var 603 sider, da jeg sendte den til ham. Han læste den, og så talte vi sammen. Han havde nogle tanker, og det havde jeg også. Efter et stykke tid sagde jeg: “Ville det ikke være bedre, hvis jeg bare startede forfra?” “Måske,” sagde han. Så den dag gik jeg ind i forlagshuset med 603 sider og gik ud med én. Otte måneder senere eller noget i den retning sendte jeg 600 nye sider. Men da havde jeg enten fundet romanen, eller den havde fundet mig. Og så skar jeg yderligere 150 sider væk i redigeringen, lidt efter lidt.

Hvad var der galt med det første udkast?

Du godeste, hvad var der ikke galt … haha! Nogle gange er det lettere bare at begynde forfra. Personerne var der, mere eller mindre, og også miljøerne og tidslinjen. Selv på en måde et tema eller hvad du vil kalde det. Men det plot, jeg skubbede karaktererne igennem, gav ikke romanen liv. Det lyder abstrakt, når man taler om det på den måde. Der var også et forsvundet manuskript i den udgave, for eksempel, men det var et andet manuskript og en anden form for eftersøgning. Jeg havde brug for en historie, der kunne binde stederne, personerne og romanens verden sammen. Eftersom alle siderne alligevel skulle skrives om, åbnede jeg et nyt dokument og satte den første linje ind, og så begyndte jeg derfra. Det fik mig til at føle mig friere, mindre bundet til det, der ikke havde virket. Det er som regel det sværeste, synes jeg, at give slip på den version, der ikke duede, så du kan finde den, der måske gør.

Jeg tror, jeg har et godt øre, så stilen og tonen var der fra begyndelsen, men ikke helt udkrystalliseret. For mig handler det at finde frem til romanen om at læse, klippe, lægge til, redigere, lytte til romanen. Følge karaktererne hele vejen hjem. Det er min styrke, tror jeg. Jeg giver ikke op. Jeg er stædig. Det er en form for respekt.

Respekt for hvad?

I en fortælling skal der være meget på spil, alt, og det skal kunne mærkes. Læseren fortjener mere end et halvhjertet forsøg. Hun har valgt at læse EN LILLE DRÅBE BLOD i stedet for, hvad ved jeg, at se tv eller at skrive til en veninde. Hendes tid med mig skal aldrig være spildt. Det, der sker, skal være gribende, underholdende og meningsfuldt – det skal ændre, hvordan verden ser ud, for et lille stykke tid.

Er det ikke det, litteratur er, at du og læseren på en måde mødes i en historie? Eller rettere: Jeres bedste versioner af jer selv mødes der. Mens jeg sad med EN LILLE DRÅBE BLOD, forestillede jeg mig læseren som nysgerrig, opmærksom, intelligent, mindst lige så klog som mig selv (formentlig klogere, for nu at være ærlig), følelsesmæssigt åben, klar til at blive draget ind i historien.

Og jeg selv? Nogle dage gik jeg til EN LILLE DRÅBE BLOD med godt humør. Jeg følte mig stærk, skarp, sund, optimistisk. Ret klog. Tid til at skrive en roman! Andre dage var jeg fuldstændig miserabel. Jeg er dum, upålidelig og fuldstændig talentløs, jeg har bare været heldig at komme så langt. Hvordan fanden skal det her komme til at fungere? Sådan følte jeg, og alt derimellem. Du ved, som folk er, vi har alle både gode og dårlige dage.

Men hver dag giver et eller andet. Alle mine udgaver fik plads i EN LILLE DRÅBE BLOD: Og summen af dem, siderne, er større, end jeg er. Romanen indeholder hele mig. Så inden i den er der en, der er klogere, mere empatisk, mere følelsesmæssigt tilstedeværende, end jeg er de fleste dage.

Læseren gik til historien som den bedste udgave af sig selv. Og det så jeg, forfatteren. Hun levede op til mine forventninger, og jeg håber, jeg levede op til hendes. Et forstørret, kondenseret møde over et par hundrede sider på et andet sted. Et opfundet sted, men alligevel sandfærdigt. Er det ikke ret vidunderligt?

Du har sagt, at dine kriminalromaner er ret selvbiografiske. Hvad kan du dele med os fra EN LILLE DRÅBE BLOD?

Det allerstørste, der skete for mig, mens jeg skrev bogen, var, at jeg mødte Sophia. Hun så direkte ind i mig, jeg kan ikke komme på en bedre måde at sige det på. Det var en rystende, transformativ oplevelse. Der er mange øjeblikke i bogen, der ikke ville eksistere uden hende.

Men det selvbiografiske skal ikke være synligt, det skal kunne mærkes. Eftersom der stod meget på spil for mig, mens jeg skrev EN LILLE DRÅBE BLOD, håber jeg at læseren også føler det sådan, hvis jeg har gjort mit arbejde godt.

Hvad er du mest stolt af i EN LILLE DRÅBE BLOD?

At jeg fulgte karaktererne hele vejen hjem.

Hvad betyder det?

Godt spørgsmål. I tror, at jeg altid forsøger at skrive historier, der på godt og ondt kommer til mig, og så gør jeg mit arbejde: forsøger at afsløre de dybere lag i en given hændelse. I dette tilfælde det, der ser ud som et selvmord, men nok ikke er det. Hvor dybt konsekvenserne rækker ind i personerne, og hvor langt de strækker sig ud i verden, også når vi ikke ser dem. At undersøge en karakter i al dens kompleksitet, selv når den kompleksitet er grim og svær at se på (især når den er det!). Det tager tid, i hvert fald for mig. EN LILLE DRÅBE BLOD indeholder et stykke svensk historie, på en måde. De centrale personer prøver alle at finde deres plads i historien. De forsøger at forme den. Men på sin vis bliver de også kørt over af den. Bliver holdt på plads.

Hvis EN LILLE DRÅBE BLOD var en drink, hvad ville den så være?

Er whisky en drink? En Scotch, ret tør, ikke for røget. Inviterende. Med et overraskende bid, der bliver hængende.

Er du allerede ved at skrive noget nyt? Kommer der flere bøger i Halland-suiten?

Jeg tror, der er en roman mere i mig. Det føles sådan. Men det har taget lidt tid at frigøre mig fra EN LILLE DRÅBE BLOD. Vi får at se.