De udsattes stemme
I Vibeke Marx’ nyeste roman, ANTON, følger vi hovedpersonen gennem et liv præget af svigt og skuffelser. Som uægte barn, der er vokset op med en brutal stedfamilie og en kuet mor, har Anton ikke kendt meget til kærlighed og tryghed i sin barndom. Han oplever igen og igen i sit voksenliv ikke at slå til, når andre viser ham ømhed og kærlighed – han ved simpelthen ikke, hvordan han skal modtage og gengælde deres følelser. Selv om romanen også i baggrunden har det tyvende århundredes fremgang for arbejderklassen – selv Anton med sine mislykkede drømme mærker en social opstigning med hus og bil – er den først og fremmest en fortælling om et menneske, der har fået for lidt og derfor bliver for lidt i de fleste af livets forhold.
Den bitre erkendelse opleves også i den trilogi, der følger en families kvinder. Fra nutidens Kirsten, der i sin sene midalder stadig bærer på vreden over, hvad hun føler sig snydt for af sin mor, Agnes, der nu er på plejehjem i SORTEHUSENE over fortællingen om Kirstens datter Tine i NEDERSTE SKUFFE, der befinder sig bedst i ubemærkethed mellem sin viljestærke mor, tyranniske bror og lidt vege far til det afsluttende bind, AF INGENTING, hvor familiehistorien følges helt tilbage til Agnes’ mor, børnehjemsbarnet Drine. Fælles for de fire kvinder er måske det, at de er blevet nedvurderet og overset. Agnes’ hårdhudethed, Kirstens vrede stålsathed, Tines undseelighed og Drines følelse af aldrig at være god nok er alle reaktioner på det samme: Ingen regner dem for alvor for noget – og når der er nogen, der faktisk ser dem og regner dem, er de – lidt hårdt sat op – ikke for alvor i stand til at tage imod det.
For Marx drejer det sig ikke om at skildre elendighed og svælge i den, men derimod om at give stemme til dem, der bliver overset både i den virkelige verden og i litteraturen. Mennesker med en grundfæstet usikkerhed, der ikke uden videre kan repareres, og som kan nedarves i generationer. For både Sprogøpigen Magda i SKYGGER FRA SPROGØ og Drine i AF INGENTING er følelsen af skam og mindreværd så stærk, at den flyder videre til de næste generationer.
Flere af Vibeke Marx’ bøger giver også et blik ind i en samfundsklasse, der – set med et overfladisk blik, i hvert fald – er forsvundet, nemlig landproletariet, som vi i dag kender bedst fra f.eks. Martin Andersen Nexø. De små husmænd uden egen jord, der måtte stykke et livsgrundlag sammen af småbedrifter, landarbejde og andet lønarbejde, og som blev set ned på af både gårdmænd og byboere. Forsøgte de at flytte til byen, blev de ofte den lavest betalte arbejdskraft der. Marx’ bøger viser os, at landproletariatet har eksisteret til langt op i det tyvende århundrede, og at der med materiel fattigdom ofte følger åndelig armod. Regnestykket er jo enkelt nok: Bruger man alle sine kræfter på at overleve, er der ikke overskud til at give sin børn ret meget anden ballast med.
ANTON er en selvstændig fortsættelse af JORD OG HJERTE, hvor hovedperson er Knud, Antons far. Knud flygter fra sine forpligtelser derhjemme – og fra en far, der forventer noget af ham, han ikke er i stand til at honorere. Uden helt at gøre sig det klart, dømmer han dermed sit barn til at vokse op uden den omsorg og sikkerhed, Knud selv trods alt har oplevet (og som han formår at give sit næste barn, en lille pige.) Anton retter sin vrede mod den fraværende far, men er så skadet, at han ikke i sit voksenliv formår at give sine egne børn det, han selv savnede. Han er en udenforstående, når han ser sin kone og hendes forældre og sin kone og deres fælles børn. Begrebet familie er ham simpelthen fremmed.
Vibeke Marx er en sjælden fugl i dansk litteratur. Hun trykker på smertepunkter i en verden, hvor vi gerne vil tro på, at enhver er sin egen lykkes smed, at det er et spørgsmål om vilje plus lidt velvilje fra en socialrådgiver at bryde den sociale arv. Marx er ikke fatalist, men hun viser læseren komplekse sammenhænge. For både Knud i JORD OG HJERTE og Anton i romanen af samme navn, er der selvfølgelig også lysglimt. Der er kærlighed og omsorg at finde for dem begge, selv om det nogle gange er uventede steder, det kan hentes.
