Da jeg lærte, at koalahanner har to penisser, vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Det var sidst i 2020, pandemien rasede, og jeg tilbragte alt for meget tid i Skansen Zoo i Stockholm med mine børn, eftersom det var det eneste børnevenlige sted, der var åbent.

På et tidspunkt prøvede jeg at tage et æstetisk billede af et rådyr (et advarselstegn i sig selv; at tage et smukt billede af et dyr i zoo). Jeg ville have det til at fremstå, som om rådyret var frit, men hegnet umuliggjorde det. På det tidspunkt gik det op for mig, hvor underligt et sted en dyrepark egentlig er. Og hvor underligt det må være at arbejde som dyrepasser. Jeg mener, selvfølgelig elsker de og bekymrer sig om dyr, ellers ville de ikke arbejde der. Men at arbejde med dyr og holde dem indespærret langt fra deres naturlige habitat er lidt som at søge job i et fængsel, fordi man elsker mennesker. Så – jeg besluttede mig for at skrive en bog om en dyrepasser.

Jeg begyndte med at læse om dyr. Jeg ville forstå, hvordan de lever, og hvordan de forstår verden. Jeg læste bøger af etologer som Frans de Waal, Carl Safina og Jane Goodall, lyttede til podcasts, så dokumentarer om dyr. Jeg marinerede mig selv i fakta om dyr for virkelig at forstå, hvor mærkværdigt det må være at være fanget i en dyrepark.

Undervejs lærte jeg tilfældigvis, at koalaer har to penisser, hvorfor zebraer er stribede, at elefanter kan høre regn på hundrede kilometers afstand, at den amerikanske nøddekrige kan gemme 10.000 frø på forskellige steder og et halvt år senere flyve rundt og finde hver eneste frø igen. Vidste du, at flåter er både blinde og døve? De får alt deres information fra én sans, og denne sans’ eneste funktion er at fortælle flåten, om der er smørsyre i nærheden eller ej. Det er det eneste, de ved om verden omkring dem. Det er en ydmyg tanke, som sætter spørgsmålstegn ved vores egen forståelse af verden.

Så jeg skrev en bog om den 32-årige dyrepasser Adam i Stockholm. En dag beslutter Adam, at han har fået nok, og at han vil forsøge at redde dyrene i stedet for at være deres fangevogter. ORDENTLIGE MENNESKER STJÆLER ELEFANTER er en bog, der udforsker det mærkelige forhold, som mennesker har til dyr og til at holde dem i fangenskab. Mest af alt er det en underholdende og hjertevarm bog om et følge sin mavefornemmelse, om kærlighed, venskab og om en forståelse, der går hinsides arter. Mit ønske var at skrive en historie, som var et barn Nick Hornby og Sir David Attenborough. Jeg håber, du bliver ligeså fængslet af bogen, som jeg blev af at lære om dyr – hvor meget vi har til fælles med dem, og hvor meget vi kan lære af dem. Og med fængslet mener jeg fængslet på den gode måde, selvfølgelig! Pas på jer selv! Og vær frie!

/ Peter

Q&A med Peter Hammarbäck

Fortæl lidt om hovedpersonen, Adam. Hvor befinder han sig i livet?

Adam er omkring 30 år, arbejder i en dyrepark, og da bogen begynder, er han ret ensom. Han eksisterer bare uden nogen rigtig retning i livet, udover at forsøge på at tage sig af dyrene, som han reelt bekymrer sig om. Han har én god ven, David, og det er egentlig sjovt, for David er alt det, som Adam ikke er: aktiv, passioneret og positiv. Men da Adam lærer Natalie at kende, sker der noget med ham: Han vækkes fra sin dvale og indser, at han må handle. Jeg ville skrive en bog om en person, som blev tvunget til at bryde sin status quo, som måtte begynde at leve.

Hvad er dit yndlingsdyr og hvorfor?

Jeg føler, at jeg burde sige et eller andet smart “indie-dyr”, som dygonger, men jeg er bare en sucker for elefanter, sådan er det bare. At se elefanter i det fri er mind blowing. De er så utroligt mærkelige. Hvordan kan noget, som er så enormt samtidig være så smidigt og følsomt? Jeg synes virkelig også, at de udstråler en eller anden form for intelligens, det føles som om de forstår ting, som vi ikke forstår.

Har din holdning til dyreparker og zoologiske haver ændret sig under arbejdet med bogen?

Hmm. Ja. Men spørgsmålet er ikke sort-hvidt. Jeg har som sagt altid godt kunne lide at gå i zoo, og jeg tror, at det hjælper med at skabe interesse og forståelse for dyr, og visse dyreparker gør også et godt arbejde med conservation etc. Med det sagt: Det er helt vildt, at vi låser intelligente, levende væsner inde i et underholdningsøjemed.

Hvad er dit eget forhold til Afrika?

Åh, stærkt! Jeg har mest været i Østafrika: Kenya, Uganda, Tanzania, Mozambique og Sydafrika. Jeg har tilbragt en hel del tid der, faktisk, og rejst rundt og været freelanceansat som journalist. Mit bedste rejsemål nogensinde er en ø ud for Kenya som heder Lamu, den er helt utrolig. Tag derhen, hvis I har mulighed for det. Det bedste hotel hedder Peponi og drives af en dansker :) Nu er det længe siden, jeg har været i Afrika, men jeg længes altid efter at tage tilbage.

Hvad har været den største bogbegivenhed for dig i det forløbne år?

Okay, den allerstørste: Madeline Millers bog Achilleus’ sang. Det er måske ikke et troværdigt svar. Jeg ved, at det først og fremmest er unge piger på #booktok, som synes om den, og jeg er jo i princippet en midaldrende mand, men jeg står 100% ved det, for jeg elskede den. Den var grusom. Sådan skal en bog være: Der sker en masse, herlige miljøer, stærke følelser og vigtigst af alt: et virkeligt flot sprog.

Hvad er et fun fact om dig, som læserne ikke kender til?

My third nipple? Just kidding. Engang skulle jeg sove i telt i en nationalpark i Kenya, men vi kom frem for sent, efter mørkets frembrud, og var helt alene i parken. Jeg blev bange og sov i bagagerummet på bilen i stedet. Vældig pinligt.