Et bankende hjerte fra Sápmi

Interview med Tina Harnesk, skrevet af Malin Nord

Det tog mange år for Tina Harnesk at få sin debut som forfatter. Først da hun gav slip på kravet til sin “forfatterstemme” og begyndte at fortælle som sig selv, kunne romanen Folk som sår i sne skrives. Nu høster hun roser fra læserne. “Jeg vil skrive, så tiden går i stå for læseren, sådan som den gør, når min mor fortæller mig sine historier,” siger hun siddende i sin brors sofa en novembermorgen i udkanten af ​​Jokkmokk.

På Hotel Åkerlund er litteraturfestivalen Bágo in books i gang, og om et par timer deltager hun i en samtale med Ella Maria Nutti, hvis bog Kaffe med mjölk udkom sidste år og kredser om et af de temaer, der også er at finde i Tina Harnesks roman. I begge bøger er der en kræftramt kvinde, der nægter at fortælle sine nærmeste om sygdommen. Tiden går, uden at de søger hjælp og pleje.

“For mit vedkommende ville jeg vise, hvordan de historiske overgreb mod os samer har sat deres præg på det her ældre ægtepar, der ikke har tænkt sig at lægge deres liv i samfundets hænder igen. Ingen andre skal komme og bestemme over deres sprog, helbred eller hvor de skal bo.”

Hvad siger det om vores tid, at der skrives bøger om kvinder, der ædes op indefra uden at de kæmper imod. Fortællinger opstår jo sjældent i et vakuum.

“Vi er måske et sted nu, hvor vi bare lader det gå ad helvede til, fordi vi ikke kan gøre noget ved det. Der er en tydelig sammenhæng mellem klimaforandringer, kvindekroppen og moder jord. Skal vi bare acceptere, at det hele er slut? Jorden er en kvindes krop, hun er moderen. Eadni. Det er hende, der bærer sygdommen,” konstaterer Tina Harnesk.

Hun bliver stille et øjeblik.

“Min næste bog handler faktisk om lignende temaer, for jeg skriver om minedrift, jordens marv, hvordan vi river marven ud af moderjord og malker hende tør, det handler om folks grådighed.”

Tina Harnesk har skrevet hele sit liv, men kæmpede længe med det evige spørgsmål om fortællestemme. Havde hun en, og hvis ja, hvordan ville den lyde? Højt trav eller kantet og humoristisk? Da hun først besluttede sig, tog det kun et par måneder at skrive romanen.

“Jeg indså, at ingen kan fortælle mig, hvordan jeg skal skrive. Da jeg accepterede min egen lyd, blev teksten bedre.”

Hun er vokset op i en familie med en stærk fortælletradition, og siger, at der sker noget magisk, når fortællingen er stærk.

“Når min mors blik søger på en bestemt måde, så fornemmer hun historien, og når hun så begynder at tale, taber man tid og sted. Når jeg skriver, tænker jeg meget over, hvordan jeg kan søge en historie frem på samme måde som hun gør. Det er lige meget, at mor fortæller en historie, jeg har hørt hundrede gange før. Hvordan kan jeg få læserne til at miste fodfæstet, som jeg gør? Jeg vil virkelig gerne give dem den følelse.

Hun vil lege med kontrasterne, skrive så smukt, at det gør ondt for i næste sætning at vende det uhyggelige til noget, som læseren kommer til at grine af.

“Der er tematikker i den her bog, der er meget vigtige for mig at formidle, såsom den svenske stats tvangsflytning af karesuandosamerne for hundrede år siden, men det er let for folk at lukke ørerne, hvis de føler sig anklaget. Hvis man har paraderne oppe, er man ikke modtagelig, men et godt grin kan få mure til at falde.

Hun blev ramt af Elin Anna Labbas bog Herrarna satte os her og Linnea Axelssons Aednan. Hendes oldemor blev tvangsflyttet fra Karesuando til Vaisa, og giftede sig med en lulesame, Tinas morfar, der var en Märak og kom fra Lillselet i Pärlälvsdalen. Linnea Axelsson er Tina Harnesks fars kusine.

“Mange svenskere ved ikke, hvor forfærdelige ting der er blevet gjort i deres navn, eller også kender de en smule til det, men ikke det fulde omfang. De færreste har lyst til at tage det op, fordi de skammer sig. Man kender ligesom ikke sin andel i det, der er sket.”

I Folk som sår i sne fortælles historien om tvangsflytningerne gennem Máriddja og Biera, et ældre ægtepar, der lever parallelt med myndighedssamfundet. Máriddja er lulesame, og Biera er nordsame. Máriddja og Biera har ingen børn og mistede ham de havde til låns – Bieras nevø Heaika-Joná – da hans mor Risten blev tvunget til at flygte fra Heaika-Jonás voldelige far.

“Det offer, som Risten bringer, når hun klipper sine rødder, giver afkald på hele sit samiske ophav for at redde sig selv og sit barn og bliver til Laura, kommer til at æde hende op og gøre hende syg.”

Den tredje spejlhistorie i bogen er Háldi-historien, om kvinden, der kommer til menneskeverdenen og kan få lov at blive der, så længe forskellen mellem hende og menneskene ikke bliver afsløret.

“Vi ved ikke, hvor historien kommer fra, men den er blevet fortalt i generationer i min familie. Det handler om, at det kan fungere fint at være fremmed og forskellig, så længe der ikke peges på forskellen. Jeg forestiller mig, at det var sådan det var for nordsamerne – det fungerede så længe de var et folk, men det gik sønder, da de blev tvangsforflyttet og man begyndte at skelne mellem nord-, lule-, og sydsame.”

I dag bor Tina Harnesk med sin familie i Arvidsjaur, hvor hun arbejder på biblioteket. Hun møder ofte mennesker, skovsamer, der har mistet så meget, at de i dag har svært ved at kalde sig samer. “De er altid blev mødt med ‘nu kommer fjeldaberne, skrid med jer’,” siger hun.

Hun har selv forsøgt at tage sproget tilbage, men det er endnu ikke lykkedes.

“Jeg er alt for fej og er tryg ved svensk, jeg har ikke villet udsætte mig selv for at komme til at udtrykke mig mangelfuldt, men jeg har læst både nord- og lulesamisk i skolen og forstår det. Mine forældre og min bror taler samisk, men ikke mig, det er jeg ked af.”

Hvordan kom du på den smukke titel, Folk som sår i sne?

“Jeg skrev et digt om mine forældre sideløbende med romanen. De bor, hvor det ikke burde være muligt at bo, vi sår, lægger vores frø i sneen, og alligevel går det, men der er også en anden betydning – de landegrænser der skærer gennem Sápmi. De er sår i sneen, præcis som folket. Vores skridt, de samiske slæders og rensdyrenes spor, er sår efterladt i sneen. Vores folk burde ikke være adskilt af grænser.”