Forfatteren der fik hele verden til at grine
"Det hjælper ikke at græde over tingenes tilstand. Det hjælper heller ikke at grine, men det er betydeligt sjovere," siger Jonas Jonasson, der skriver bøger, som får andre til at grine.
For 15 år siden var Jonas Jonasson så alvorligt udbrændt, at han røg en tur på hospitalet, hvor en læge meddelte ham, at han ganske enkelt var ved at arbejde sig ihjel. Den succesrige mediemand indså, at det var på tide at gentænke sit liv, og han solgte sit firma og flyttede fra Sverige til Schweiz uden at have en særlig plan for fremtiden. Med i bagagen var et 130 siders gammelt forsøg på at skrive en bog. Resten er historie, som man siger: De 130 sider blev til en rigtig bog, om hvilken forfatterens morbror Hans tørt sagde: "Jeg har læst værre bras end det." Bogen kom til at hedde DEN HUNDREDÅRIGE DER KRAVLEDE UD AD VINDUET OG FORSVANDT, og den sprælske historie om Allan Karlsson og hans flugt fra plejehjemmet fik millioner af mennesker verden over til at grine.
Allan er bogen igennem vidne til en stor del af det tyvende århundredes historie. "Jeg vil helst ikke have, at historielektionerne skal stå i vejen for den gode historie," siger Jonasson. "Jeg får ofte ros af læserne, fordi de lærer så meget undervejs, men jeg opfordrer dem til at forholde sig kritisk." For Jonassons forfatterskab er det nok nærmest et motto – som han har samlet op fra sin morfar, der gerne ytrede, at "dem der kun fortæller sandheden, de er ikke værd at lytte til." Med årene er Allan Karlsson blevet lidt af en ledestjerne for forfatteren. ”Han sidder selv i dag på skulderen af mig og hvisker i mit øre, når jeg er ved at stresse over noget. ’Tag det roligt, hr. Jonasson’, siger han. ’Du kommer ikke for sent til flyet. Og hvis du alligevel gør, går der altid et nyt lidt senere.’” I Jonassons bøger møder læseren også personer, der er hentet fra virkeligheden. Ofte er det mennesker, forfatteren egentlig gerne ville møde, og som får lov at have en heltemodig rolle i en bog. Og så er der alle de personer og steder, der er næsten virkelige, men ikke helt. Som østaten Kondorerne i Jonassons nyeste roman, PROFETEN OG IDIOTEN, der måske godt kan minde lidt om Comorerne, og så alligevel ikke. Jonas Jonasson er – som det fremgår af hans forfatterskab – interesseret i historien og i samfundet, men det er den menneskelige interaktion, der får hans bøger til at leve. Hans nyeste bog begyndte med to personer: ”Når man på den ene side har en person, der er lidt for langsom i opfattelsen, og på den anden en, som er klogere end godt er, og de så mødes … så gnistrer det. Og sådan blev det, da min mesterkok mødte min astrofysiker.” De to tager på roadtrip sammen med en tredje person – en ældre enke, der har iscenesat sig selv om ung rejseinfluencer på de sociale medier – på vej mod Rom. De rejser i det, man næsten kan kalde den fjerde hovedperson: En autocamper. Allerede som barn drømte Jonas Jonasson om at komme på tur med en campingvogn. ”Et hus på hjul var for mig den ultimative følelse af frihed. Men jeg kan huske min skuffelse, da det gik op for mig, at man ikke kunne opholde sig i vognen, mens man kørte. Så begyndte jeg at drømme om en autocamper i stedet.” PROFETEN OG IDIOTEN byder på Jonassons velkendte blanding af fiktion, fakta, finurlige påfund, skæve personer og tanker om verden. ”Ja, læserne kan godt genkende det. Men jeg er min egen stærkeste kritiker, og jeg må sige, at jeg er meget glad for bogen,” fortæller Jonasson fornøjet.
