Interview med Klas Ekman

”En snart 46-årig forlægger og tidligere magasinjournalist, der bor i Stockholm (en del af tiden sammen med min datter). Jeg holder af vinylplader, hipsterøl, naturvin, thrillere og nørdjeans, så jeg er lige præcis den type, som jeg selv elsker at gøre grin med på skrift.” Sådan beskriver Klas Ekman, forfatteren bag thrilleren De kompetente, sig selv i dette interview om debutromanen, dårlige beslutninger og vigtige inspirationskilder.

De kompetente er din debutroman. Hvordan fik du ideen til bogen? Var der nogle virkelige begivenheder, du blev inspireret af?

Heldigvis ikke. Jeg prøvede bare at finde på en historie om dårlige beslutninger, og hvordan vi er tvunget til – eller prøver at – leve med dem. Jeg har naturligvis også begået mange fejl i livet og har selvfølgelig mange ting, jeg fortryder, og ønsker, jeg aldrig havde gjort.

Hvordan vil du selv beskrive din bog?

Noget i denne her retning: En klassisk katastrofe-noir med et moderne twist. Eller måske bare: en underholdende historie om to personer, der tager alt for menneskelige beslutninger og forvandler sig til noget, de aldrig havde troet, de skulle blive.

Hovedpersonerne bliver spundet mere og mere ind i deres eget spind af konspiration og udløser konsekvenser, de ikke kan undgå (eller kun kan undgå på en meget smertefuld måde). Hvad fik dig til at skrive sådan en historie?

Det har måske noget at gøre med det sted, jeg er vokset op. Det ser virkelig ud som et af de tryggeste, ordentligste og mest uinspirerende fremgangsrige steder i Sverige (og dermed i verden). Men i løbet af min opvækst og årene efter, at jeg flyttede hjemmefra, var der en række sære familietragedier og opsigtsvækkende mord, der virkelig fik mig til at tænke over, hvad der egentlig findes i den menneskelige psyke.

Har du nogensinde selv truffet en dårlig beslutning, der resulterede i en situation, du ikke kunne komme ud af?

Der er helt sikkert ingen mangel på dårlige beslutninger på mit cv, men jeg tror, jeg er sluppet af sted med de fleste. Eller: De har ikke haft alvorlige konsekvenser eller skadet andre end mig selv. Dem, der har kostet mig mest, er dem, hvor jeg har været en kujon og ikke protesteret eller trukket mig ud af en situation i tide.

Hvad og/eller hvem har været din inspiration til at blive thrillerforfatter?

Jeg har altid læst meget om forbrydelser, fordi det er spændende. Men det var muligvis Fjodor Dostojevskij og Albert Camus, der fik mig til at forstå, hvad man kan gøre med genren. Jeg var måske 15 eller 16 år og ville gerne fremstå intellektuel og forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der havde fortalt mig, at deres bøger faktisk var en slags thrillere. Forbrydelse og straf var i særdeleshed en spændende læseoplevelse og hverken kedelig eller træg, som jeg hidtil havde troet.

Hvad inspirerer dig, når du skriver?

Det er sikkert både en slags terapi og en måde at undgå kedsomhed på. Så det er alting fra mine egne fejltagelser til folk, der irriterer mig og har ødelagt et eller andet for mig, til ting, jeg overhører på gaden eller som mine venner fortæller mig om. Ofte er det en eller anden begivenhed eller en person, jeg digter noget om, og så begynder det.

Du skriver fremragende personportrætter. Alle personerne i bogen kunne være ens nabo, og alligevel viser de sig på hitchcocksk facon at rumme dybder, som de færreste kan forudse. Hvor har du hentet inspiration til romanens figurer?

Tak! Romanens personer dukkede op på næsten magisk vis, da jeg begyndte at skrive. Med ét var de der bare. Og ingen af dem fandtes i virkeligheden. Det er muligt, at de mandlige karakterer har lånt deres børnevoksen-tendenser fra mig selv.

Fra dit perspektiv, hvad er romanens hovedbudskab, som du gerne ville have, at læserne tager med sig?

Kør forsigtigt. Udover det, så er det nok at tænke over, hvor hurtigt du kan forvandle dig til en person, du aldrig havde forestillet dig, du skulle blive. Vi står – og nu lyder jeg lidt som min religiøse bedstemor – kun nogle få, dårlige beslutninger fra afgrunden.

Slutningen er seriøst overraskende. Og meget creepy. Vidste du på forhånd, hvordan romanen skulle slutte?

Tak! Ja, jeg havde mere eller mindre udtænkt begyndelsen og slutningen, da jeg startede. Problemet var alt det indimellem. Jeg står i samme situation med min næste roman, med en intro og en afslutning og en masse uopdyrket grund imellem. Men i det mindste har mit kompas en retning.