Konservative revolutionære

Min far var aktiv modstandsmand under besættelsen. Særdeles aktiv. Som bare syttenårig var han gået under jorden, og de følgende halvandet år skjulte han sig bag en falsk identitet, mens han konstant planlagde og gennemførte aktioner, der kunne koste ham selv eller folkene omkring ham livet.

Slår jeg op i Modstandsdatabasen https://modstand.natmus.dk, kan jeg se, at hans virke rakte fra illegal presse over industri- og jernbanesabotage, kurérvirksomhed, likvideringer til våbenmodtagelse. Det vidste jeg naturligvis godt, men jeg bliver hver gang lige chokeret over at tænke på, hvad han – der ikke var andet end en stor teenager – faktisk bedrev.

Min fars chef var den legendariske Jens Toldstrup. En mand, der selv udførte en helt ubegribelig stor og modig indsats for Danmark. Min fars beundring for Toldstrup var stor, og han holdt aldrig op med at fremhæve ham som et ledelsesmæssigt forbillede. Titlen på min fars erindringer, som Frihedsmuseet har udgivet i flere udgaver, hed ikke uden grund I Toldstrups tjeneste.

Til gengæld delte min far ikke Toldstrups politiske synspunkter. Noget, der efter krigen udviklede sig i stadig mere højreradikal retning. Nu, hvor det ikke længere var nazismen, der truede, havde Toldstrup nemlig fået øje på kommunismen og den omsiggribende venstreorientering blandt ungdommen, hvilket han derpå satte sig for at bekæmpe.

Det samme gjorde det CIA-initierede terror-netværk Gladio, som man mener stod bag blandt andet en bombesprængning på banegården i Bologna i 1980. Alligevel erklærede Jens Toldstrup i et interview med Ekstrabladet ti år efter (26.11.1990): “Jeg var partisanchef i Gladio,” hvilket mildest talt er en bemærkelsesværdig erklæring, når man husker, at bomben på banegården dræbte 85 og sårede mere end 200 komplet uskyldige mennesker.

Denne glidebane for dele af den nationale højrefløj har været afsættet for Absalon. En fortælling om en stigende radikalisering blandt mennesker, der startede som frihedshelte, men som i nogle tilfælde udviklede sig til rene trusler mod demokratiet. Det er en historie, jeg er gået rundt om i mange år, men som jeg først med Absalon syntes fik den rigtige form og det nødvendigt lange perspektiv, der skulle til for både at forstå den og fortælle den.

Kendere af tiden vil se, at jeg har pakket romanen med historiske referencer og digtet videre på virkelige begivenheder, alene for at få gjort fiktionen så overbevisende som muligt. Således også den inspiration som Jens Toldstrup har leveret, og som jeg frit har digtet videre på, idet jeg har brugt ham som afsæt for hovedpersonens far – historiens motor og den fatalt udløsende kraft.

Absalon er nok en spændingsroman, men det er også en roman om venskab og om en kærlighed, der slår tidligt rod, men først blomstrer meget sent.

Min fars skepsis overfor Jens Toldstrups holdninger blev stadig tydeligere med årene og blev indoptaget på en måde, der var svær at adskille fra forlegenhed, måske ligefrem sorg. Selv havde min far som modstandsmand ingen anden dagsorden end at bekæmpe nazismen. Han følte sig ikke som en del af et politisk projekt. Ikke et “Danmark-til-Ejderen” eller et kommunistisk Danmark, sådan som andre modstandsfolk sværgede til. Han var skeptisk over for ideologer, og mente mere sagtmodigt, at vi burde indrette et samfund, hvor vi kunne mødes med alle vores forskelligheder og sammen forsøge at beslutte os for de næste skridt i udviklingen – vel vidende, at vi hele tiden kunne komme til at begå fejl. Han var derfor også klart afvisende overfor Jens Toldstrups erklærede krig mod venstrefløjen.

Jeg deler grundlæggende min fars tilgang. Fremtiden er åben, og dem, der påstår at vide, hvad den bringer, er fulde af løgn. Ingen spreder så meget mørke som dem, der hævder, de har set lyset.

Hovedpersonen i Absalon, Elliot, er en tilsvarende sagtmodig person, omgivet af alt for handlekraftige, vidtløftige og decideret livsfarlige kræfter, der er klar til at nå deres mål, uanset prisen. Dem var der i det hele taget så mange af under Den Kolde Krig, at det kan føles som et under, at de fleste af os overhovedet slap levende fra det.

I Absalon møder man en aktivistisk højrefløj. Dybt konservative mennesker, som det paradoksalt nok giver mening at kalde revolutionære.  Det dækker også over for eksempel MAGA-bevægelsen i USA, franske Génération identitaire og de tyske Reichsbürgere. Det er en strømning, som jeg er bange for, at vi ikke har set det sidste til. Tværtimod.

Men her er i hvert fald fortællingen i fiktionsform, der nok kan synes foruroligende, men ikke i sig selv er forstyrrende for andet end nattesøvnen.

Morten Hesseldahl, maj 2024