De dragende myter
Nogle historier går igen gennem generationer og overlever sine fortællere og sin tid. Den overlevelsesevne taler sit tydelige sprog om historiens kvalitet og universelle underholdnings- og læringsværdi. Nogle fortællinger har en fantastisk evne til at inspirere og fascinere på tværs af årtusinderne. Jeg taler selvfølgelig om mytologi.
Vi har ikke mange myter i deres originale form, for de fleste var – i hvert fald de første mange år af deres liv – del af den mundtlige fortælletradition. Men med opfindelsen af lertavlen, papyrus og sidenhen papiret er myterne blevet foreviget for eftertiden – til vores store lykke. I dag trækker enorme mængder af vores litteratur på gamle fortællinger, sagn og myter, så noget tyder altså på, at vi ikke kan slippe disse dragende fortællinger om en tid og et verdensbillede, der er så fjern fra vores.
I 1930erne, i et forsvar for den kreative gendigtning af myter, brugte J.R.R. Tolkien ordet ”mythopoeia” til at beskrive netop det; genskrivning af myter (ordet er en sammentrækning af ”mythos”, hvis betydning næsten giver sig selv, og ”poeia”, der betyder ”at skabe”). Og når Tolkien går i forsvar for en genre, så har man fat i noget der er værd at holde fast i.
Det har Neil Gaiman og Stephen Fry gennemskuet. Gaiman har i NORDISK MYTOLOGI genskrevet de myter, der har rod i Norden. Med dybde, humor og passion formidler Gaiman de nordiske myter, og forbliver tro mod de gamle fortællinger, alt imens han giver dem nyt liv. Stephen Fry tager dig derimod med tilbage til antikken i MYTHOS, HELTE og TROJA, og bringer historierne om Herkules, Prins Paris, og de græske guder til live med stor fortællekunst og dramatisk indlevelse.
Myter er så central en del af vores kultur, at den er vævet ind i vores dagligdag – eksempelvis er personlighedsforstyrrelsen narcissisme opkaldt efter myten om Narcissus, der forelskede sig i sit eget spejlbillede. Vi kan ikke undsige os den vægt, disse årtusinde gamle fortællinger har, og man kan på ingen måde tale om, at de er forældede – ældede, ganske vist, men som rødvin, bliver myter kun bedre med alderen. Det er en del af deres tiltrækningskraft, at de skildrer en verden så fjern fra vores egen, der alligevel stadig er genkendelig og eviggyldig.
Det er måske derfor at mythopoeia, gendigtningen, er blevet et stort fænomen indenfor populærkulturen, både på skærm og tryk, i de senere år (og har været det helt tilbage hos Dante i Den Guddommelige Komedie og Shakespeares dramaer); og det kan gøres til en hel sport at udpege, at en TV-serie er en moderne fortolkning af en af de populære myter, og sammenligne de moderne fortolkninger med originalerne. Vil man være med på det, er Gaiman og Fry et optimalt sted at starte, hvis ’huskeren’ er lidt rusten – for hvad er det nu lige, Loke var for en størrelse, når han ikke er med i en Marvel-film? Og i hvor høj grad er TV-serien Spartacus en troværdig genfortælling?
Myterne er kommet for at blive, selvom Odin og Zeus ikke længere er en del af de flestes religiøse overbevisning. Hvor de før skulle udfylde hullerne i menneskets viden, og forklare hvordan lynild og havstorme opstod, lader vi os i dag underholde, fascinere og drage af disse sære, fantastiske fortællinger – og hvilken enestående rejse, Fry og Gaiman inviterer os med på!
