Når fiktion bliver virkelighed

Det sker, at jeg går i Stockholms gader og pludselig stopper op, er lige ved at gå hen til en ældre mand på fortovet og sige: “Hej, Ewert”. Jeg ser ham indimellem i bussen, indimellem på en café, alene med en kop sort kaffe og en kanelbulle.

Et øjeblik er han levende.

I næste øjeblik vender jeg mig hurtigt om, skammer mig, håber at ingen så mig og tænker, at jeg nok burde få mig nogle flere virkelige venner.

Indimellem er grænsen jo så tynd. Han har boet i min hjerne og i mit hjerte i tyve år. Tolv bøger, syv i forfatterskabet Roslund & Hellström og fem i forfatterskabet Anders Roslund. Fra begyndelsen var Ewert Grens bygget over min egen far, et menneske der ligesom Grens flygtede fra virkeligheden og kunne danse med sig selv på kontoret til nostalgisk 60’ermusik, ofte vendte sine følelser indad, en meget intelligent, men også urolig og vred mand, der indimellem var fanget i fortiden. I de første bøger var Grens derfor meget ældre end mig – mens vi i dag er meget nærmere hinanden i såvel alder som i vores syn på livet. Fiktive karakterer er mærkelige på den måde, hvis man bruger for meget tid sammen med dem. Han er langsomt faldet, bog for bog – på en måde har han fulgt min egen indre rejse, og i den foregående bog, STOL PÅ MIG, faldt han til sidst hele vejen og skød sig i hovedet. Og når du én gang er faldet, skal du tage en stor beslutning: Fortsætte med at falde eller rejse dig op. Du kan falde hårdt, men rejse dig igen og komme tilbage en smule forandret. Som jeg gjorde, og som Grens gør i 100 PROCENT.

Og det der med fiktion og at findes eller ikke findes. En dag tog Grens simpelthen selv skridtet ud i vores virkelighed.

Det skete sådan her:

Da jeg og min tidligere skrivekollega Börge Hellström skabte Ewert Grens, var vi enige om, at hvis man har en person, der vender tilbage i bog efter bog og efterforsker forbrydelser, og hvis ambitionen er at tage læseren i hånden og vise en kriminel verden, som kun få kender til, så er det kun en politimand, der er troværdig som hovedperson. Egenskab for egenskab fik Ewert Grens krop og sjæl, og den sidste brik i puslespillet om en stædig mand, der lever for sit arbejde og kun føler sig tryg på sit kontor i politihuset, blev at give ham en gammel båndafspiller, der stod på hans reol bag skrivebordet, og til den havde han selv optaget blandede bånd med sin eneste favoritkunstner. Både Börge og jeg kendte mange politifolk, og ingen af dem lyttede til opera eller klassisk musik, men var meget almindelige i deres musiksmag, så derfor skulle også Ewert lytte til det mest almindelige og svenske, der fandtes i hans generation – Siw Malmkvist.

Siw er den eneste virkelige person i bøgerne. Et svensk ikon. Især i 60’erne og 70’erne var hun en af vores største, repræsenterede både Sverige såvel som Tyskland og Spanien i Eurovision Song Contest, og der fandtes Siw Malmkvist-plader i hvert eneste svenske hjem – som regel oversatte 60’er-hits fra USA som “Everybody's Somebody’s Fool” og “Seven Little Girls Sitting in the Backseat.”

Det er hende, kriminalkommissæren lytter til, når han ligger på sin fløjlssofa i politihuset. Det er hendes stemme, der giver ham ro og lader hans tanker vende tilbage til en tid, hvor alt var enkelt.

Vores svenske forlag ville lige fra begyndelsen have, at vi sendte vores bøger til Siw. Jeg protesterede vildt. Tænk, hvis hun ikke kunne lide dem? Tænk, om denne svenske superstjerne tværtimod blev vred over, at vi ikke havde spurgt hende om lov?

Ved udgivelsen af den fjerde bog havde vi et arrangement i en boghandel i den norrländske by Skellefteå – samtidig befandt Siw sig også der, sammen med Wenche Myre og Lill-Babs, to andre store profiler, i forbindelse med en sceneoptræden. En journalist lagde mærke til sammenfaldet, og spurgte Siw, om hun var klar over, at de der to forfattere havde gjort hende til en karakter i deres kriminalromaner. Shit, jeg blev bange. Midaldrende mand midlertidigt forvandlet til lille dreng. Men til min store glæde svarede Siw: “Ja, det ved jeg godt, jeg læser mange krimier og fik de her bøger uden at ane, jeg var med i dem. Og jeg kan godt lide dem! Det eneste underlige er vel egentlig den der kriminalkommissær som kun lytter til … mig.”

Efter den gang mødtes vi flere gange. Vi optrådte på tv sammen med Siw, og Siw optrådte i tv sammen med os. Og det var et par år senere, at fiktionen blev virkelighed, og virkeligheden fiktion. Da Börge døde af cancer i 2017 og et par uger senere skulle bisættes, var jeg slået ud. Han var så meget mere end en kollega, et familiemedlem. Lige før ceremonien gik jeg ud af kirken for at få lidt luft – og troede, at sorgen spillede mig et pus. For langt dernede ved vejen stoppede en bus, og ved stoppestedet steg en lille, ældre dame ud. Siw Malmkvist. Hun så sig forvirret omkring, fik øje på kirken, begyndte at gå. Jeg løb hen mod hende, råbte “Siw, herhenne!”, og vi mødtes.

Hun var kommet til bisættelsen. Karakteren i vores bøger var trådt ud af romanen og ville nu sige farvel til en af forfatterne. Hvilken fantastisk kvinde! Hvilket fantastisk menneske! Jeg tog hende under armen. “Siw, jeg sidder oppe foran med familien ved kisten, jeg vil gerne have dig med derop.”

Så sad vi der sammen på træbænken, da orglet begyndte at spille. Siw og jeg, side om side ved kisten med et billede af Börge på. Jeg ved, at han præcis som jeg så det smukke i det.