Ordenes musik
Annette Bjergfeldt elsker at se, hvordan ord og musik kan få folk til at stråle. Hun har undervist både musikere, børn og fængselsindsatte i at skrive sange, og selv oplever hun, at kunsten – musik, bøger og malerier – er en uvurderlig støtte, når livet er svært.
Annette Bjergfeldt romandebuterede med Højsangen fra Palermovej, der har vakt glæde hos talrige læsere, og som nu går sin sejrsgang i hele verden, hvor foreløbig 18 lande er på vej til at udgive bogen. “Det har virkelig været overvældende med prisnomineringer, anmeldelser og at blive solgt til 18 sprog allerede. Det er vidunderligt, lige det man drømmer om, når man sidder alene og skriver og ikke aner, hvordan ens bog vil blive modtaget. Det allerbedste er at få brev fra glade læsere. At opnå den forbindelse,” fortæller Bjergfeldt, der selv beskriver sin roman sådan her:
“En fortælling om at lede efter Århundredets Kærlighed. Og om, hvor mange forskellige overraskende ansigter, kærlighed kan vise sig at have. En familiesaga om sorg og latter, om kærlighed til musik og farver. Hvordan man overvinder store skuffelser, som vi alle er ude for i tilværelsen. Og vigtigst af alt: Livet kan i dine mørkeste øjeblikke pludselig give dig uventede og magiske gaver.”
En hest og en flodhest
To af romanens hovedpersoner, tvillingesøstrene Esther og Olga, kaster sig ud i henholdsvis malerkunsten og operasangen – den ene med noget større succes end den anden. De to søstre afspejler begge to dele af forfatterens egen personlighed. “Jeg ved, hvordan det føles at være en diva den ene aften og være ked af det og genert ugen efter. Begge følelser er en del af den menneskelige natur, går jeg ud fra. At være magtfuld og skrøbelig på én gang,” fortæller hun, der selv har rejst USA tyndt med sin musik og både spillet på store scener med begejstret publikum – og en enkelt gang i en lade med en hest som eneste tilhører.
Kimen til Højsangen fra Palermovej har ligget i Annette Bjergfeldt længe. Faktisk siden hun var barn og godt kunne lide at skrive om sin mærkelige familie. Men senere satte et avisudklip om en flodhest fantasien i gang, og med årene voksede romanens persongalleri - “en symfoni af personer” - frem. Oprindeligt var de alle sammen baseret på forfatterens egen familie, men de fik lagt lidt til og blev klædt ud på nye måder. “Jeg havde læst om cirkusflodhesten i en udenlandsk avis for mange år siden og ville gerne have den med i min historie. Da jeg begyndte at skrive, besluttede jeg hurtigt, at den person, jeg havde baseret på min benhårde danske mormor, som var præcis ligesom Varinka, skulle være russisk i stedet for dansk. Det ville være sjovere og mere eventyrligt for mig på den måde … På det tidspunkt var jeg lige kommet hjem fra en rejse til Sankt Petersborg, så langsomt stykkede jeg det sammen, og Cirkus Sowalskaja opstod.”
Det nådige lys
I en tid, hvor mange forfattere skriver om familien som en undertrykkende, negativ struktur, ser Annette Bjergfeldt mere mildt på den. “Jeg foretrækker at se mennesker i et mere nådigt lys. Det betyder ikke, at man ikke kan læse mellem linjerne i min roman og se, at f.eks. Esthers mor, Eva, kan være meget selvoptaget. Men jeg kan godt lide at vise den slags lidt mere subtilt. Den store undtagelse er Graveren, der bor ved siden af. Han er den rene ondskab, og det er selvfølgelig vigtigt at vise, at ondskaben faktisk eksisterer.”
Spørger man Bjergfeldt, hvad læserne gerne skulle sidde tilbage med efter endt læsning, er det også et positivt budskab: “At kærligheden overvinder alt – om det så er kærligheden til en livspartner, kærligheden til det at skabe, til dine venner, et barn, naturen eller et dyr. Og at alt det, du skammer dig mest over i dit liv, måske i sidste ende er præcis det, der får verden til at se dig stråle. Som Esther og hendes mærkelige dyremalerier.” Både som musiker og som forfatter har Bjergfeldt oplevet, hvordan det er en gave at kunne skabe kunst – alene eller sammen med andre. “Det er den samme kærlighed til ord og musik, som jeg forsøger at videregive gennem alle mine kunstneriske udtryk. At spille og synge har den vidunderlige gave, at det kan ske på en scene sammen med andre musikere. At skrive en roman giver derimod en guddommelig følelse af at kunne forsvinde ind i dit eget eventyrland. At bruge sin fantasi over 400 sider og bruge tid på det. Begge kunstformer er ret magiske.” Den oplevelse deler forfatteren med sine to personer, Esther og Olga, der oplever, at kunsten har et frigørende potentiale, og hun udtrykker det selv så enkelt: “Kunsten redder mig altid, når jeg mister håbet. Glæden ved at skrive musik eller ord er virkelig guddommelig. Det er som at blive en lille del af Guds eget skaberværk.”
