Provsten og bjørnen

AT KOGE BJØRN

”Jeg kan lide de billeder, man får i hovedet, når man ser titlen,” fortæller Niemi om sin fascinerende, historiske roman AT KOGE BJØRN. ”Er det en kogebog, eller hvad er det? Det sætter gang i en hel tankestrøm, i hvert fald i min hjerne. Og så bliver der jo kogt en bjørn i romanen, så det kan man læse om.” Romanen er en slags detektivroman med den karismatiske Provst i hovedrollen. Provsten er inspireret af virkelighedens vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius, der levede mellem 1800 og 1861, og hvis nærvær stadig mærkes på hans hjemegn i Norrbotten, hvor den læstadianske vækkelse stadig er levende.

”Udover at være præst var han også videnskabeligt interesseret, og det er den side af ham, jeg gerne vil vise i min roman, og den han bruger, når han skal løse kriminalgåden i romanen. Han var et kompliceret menneske, og han var ikke et blødt menneske. Men han var progressiv på den måde, at han ville forbedre samfundet materielt og åndeligt.” Det er selvfølgelig sin sag at skildre en skikkelse som Lars Levi Læstadius og sætte ham ind i en romanramme, og Niemi er bevidst om, at Niemis Provst kun er en fortolkning af prædikanten, ikke den fulde sandhed. I romanen møder provsten Jussi, en dreng fra dårlige kår, som han tager til sig. Den biografiske baggrund for ideen er, at Læstadius mistede sin toårige søn, der døde af mæslinger, og forfatteren ser den fiktive Jussi som en slags erstatning for sønnen – og som en, der samtidig kan skildre Provsten for læseren. ”Provsten er så stor og mærkelig og så fantastisk og så usædvanlig, at han er svær at skildre indefra. Men når han skildres udefra af et helt almindeligt menneske, endda et naturmenneske, så bliver han interessant, og så bevarer man også lidt af gåden om ham,” siger Niemi.

SHERLOCK HOLMES I NORRBOTTEN

I AT KOGE BJØRN bruger Provsten sin store viden om blandt andet botanik til at efterforske en ung piges død. Lokalbefolkningen er overbevist om, at en stor slagbjørn har været på spil, men Provsten frygter, at der står et menneske bag.

”Provsten er på en måde lidt ligesom Sherlock Holmes. Sherlock Holmes-typerne er overmennesker, de er brillante, og de har også noget tragisk i sig i og med at de lider af en kombination af superhøj intelligens og voldsom Aspergers. Når de står alene, er de måske ikke så interessante, men når de sættes ind i vores mangelfulde samfund, op imod menneskelig svaghed, så bliver det spændende. Og det var netop den dynamik, jeg var ude efter.” Jussis rolle i romanen bliver selvfølgelig også en slags Dr. Watson-rolle, han både iagttager og beskriver Provsten, og han deltager også i Provstens efterforskning: ”Jussi kan stille de spørgsmål og tænke de tanker, som Provsten ville anse som uvigtige. Og Jussi kan også komme med kritiske vinkler på Provsten.”

GRÆNSEOMRÅDE

Mikael Niemi er født i 1959 i Pajala i Norrbotten i det allernordligste Sverige. Hans far var politibetjent og moren talepædagog. Hjemmet var etnisk og sprogligt blandet, for moren havde samiske rødder, mens faren tilhørte en minoritet, der talte en finsk dialekt. Efter afstikkere til andre dele af Sverige er Niemi tilbage nord for Polarcirklen, i Pajala, hvor han har slået sig ned permanent, kun et stenkast fra den præstegård, hvor Lars Levi Læstadius boede.

Opvæksten i grænseområdet mellem svensk, finsk og samisk kultur har haft stor indflydelse på Niemi og har sat sig spor i hans bøger. I AT KOGE BJØRN møder Jussi alle tænkelige fordomme, fordi han er same. Læstadius interesserede sig for samisk kultur og mytologi, og når han og Jussi taler sammen, lyder det for de andre lokale som det rene kaudervælsk, og de antager derfor, at Jussi er småt begavet. Afgrunden mellem samerne og deres ikke-samiske naboer var dyb. ”Forskellen lå i sproget, samisk og finsk, og så i måden, de levede på,” fortæller Niemi. ”De to sprog har dog det samme udspring, så går man langt tilbage, udspringer vi fra samme folk og samme kultur. Men på et tidspunkt begyndte den ene del at følge renerne, og de blev samerne, og en del blev bofaste, og de blev finnerne. Så vi har levet sammen altid, mødt hinanden og besøgt hinanden, men der har også været store kløfter mellem de to kulturer, og desværre har den samiske kultur været den underste, den længst væk fra den svenske, som var den fineste.”

I AT KOGE BJØRN er Provsten med til at åbne Jussis verden, samtidig med at han ikke forsøger at udviske den kultur, Jussi kommer af. For hver bog, Jussi læser, bliver verden større, og romanen er fyldt med sanselige beskrivelser af mad, natur – og bjørnekogning, der også åbner Jussis og Provstens verden for læseren.