Redaktørens 10 favoritpersoner fra Arne Dahls forfatterskab
Arne Dahl har mange styrker som forfatter: et fremragende sprog, komplicerede – men altid uantasteligt logiske – plots og ikke mindst kan han beskrive personer, så man aldrig glemmer dem. Arne Dahls danske redaktør har valgt sine ti favoritpersoner.
1. Arto Söderstedt
Den belæste blegfinne Arto med de mange børn og den velvoksne samvittighed, der på den ene side kan bruge oceaner af tid på at overveje, hvordan man mest rimeligt deler fem vandmeloner i syv dele, men som på den anden side også kan træde i karakter som actionhelt, når det kræves af ham – jamen, hvordan kan han ikke være i toppen af denne her liste?
2. Deer
Kvinden med det virkelige navn Desiré Rosenkvist, den brune page og dådyrøjnene starter måske nok som en slags biperson, men hun får tilkæmpet sig en plads midt i fortællingen i bøgerne om Berger & Blom – og hun bliver ikke ved med at stå i skyggen af Sam Berger.
3. Paul Hjelm
Hans udvikling fra grå politimand uden særlige kendetegn til belæst og begavet eurostrisser er det bankende hjerte i A-gruppeserien. Han bliver i seriens løb næsten det, vi er vant til at svenske strissere ikke er (i fiktionens verden, i hvert fald): lykkelig.
4. Molly Blom
Hun er en gåde for læseren og for Sam Berger. Selv efter fire bøger ved hverken han eller vi helt, hvor vi har hende – og alligevel kan vi lide hende.
5. Sam Berger
Berger er et menneske, der gennem serien om Berger & Blom er fanget i midtvandet – der hvor man mister al fornemmelse for tid, sted og retning. Han står konstant i en situation, hvor han skal vælge, hvem han tør stole på. Han tror, han har mistet alt, men der kommer nyt til, der også kan mistes.
6. Viggo Norlander
Manden der blev korsfæstet til gulvet af den estiske mafia. I begyndelsen en femtekolonnemand fyldt med modvilje og mistro. Senere hen halvkikset familiefar med nyt syn på tilværelsen. Hans venskab med Arto udløser nogle af A-gruppeseriens mest charmerende scener.
7. Jutta Beyer
Kriminalefterforsker fra Berlin, en del af Opcopgruppen. Hun er opvokset i DDR, og nu befinder hun sig i hjertet af det nye Europa. Arto er hendes mentor, og alt i alt fremstår hun som en af Opcops mest mindeværdige karakterer.
8. Kerstin Holm
Det mærkes, at forfatteren nok selv er lidt forelsket i Kerstin – så det bliver læseren også.
9. Gunnar Nyberg
Sveriges største strisser, der kan slå en dør i laser og har en ikke så køn fortid. Men han finder også tilgivelsen og den store kærlighed. Og en græsk ø, hvor han dyrker sit otium og sin kærlighed – og hvorfra han kan komme på gæstevisit.
10. Brynolf Svenhagen
Okay, han tæller ikke rigtigt som en hovedperson. Men kan han være min favorit biperson i stedet? Udover at være Sara Svenhagens far og Jorge Chavez’ svigerfar er han chefkriminaltekniker af den gamle skole og et veloplagt, humoristisk indslag. Man ved bare, det bliver en god scene, hvis Brynne er med.