Tornedalens litterære stemme

Hej Mikael Niemi 

I din nye roman STEN I SILKE følger vi Vanhakoski-slægten gennem 100 år. Det er deres stamtræ, du bruger som en rød tråd gennem romanen til at fortælle en stor historie om fattigdom, arbejderhistorie, kærlighed og overlevelse. Og i særlig grad til at fortælle Tornedalen, hvor du er født og bor. Hvordan kan du bedst beskrive udviklingen i dit forfatterskab fra POPULÆRMUSIK FRA VITTULA til i dag? 

Det er spændende at ældes som forfatter. Perspektiverne forandres, jeg er lidt klogere, jeg har mødt så utroligt mange mennesker gennem årene og set samfundet forandres. Som ung forfatter skrev jeg mest om mig selv, men nu da jeg har passeret de 60, vil jeg skrive om os, om mit folk, om mine forældre. Hvilke historiske kræfter der har ført os her til, hvorfor vi nordboere i dag kan nyde godt af velstand og materiel tryghed, mens min slægt for bare to generationer siden kæmpede for at overleve. 

Du kaldes Tornedalens litterære stemme. Hvad er det med Tornedalen og dig – altså ud over, at du er født og opvokset i Tornedalen, og har boet der store dele af dit voksne liv? 

Tornedalen er et forunderligt sted. Her mødes de østlige folkeslag samerne og finnerne med den indoeuropæiske kultur, der kommer fra syd. Her møder det asiatiske skovmenneske med sin jagt og shamanisme den græsk-romerske bonde og byanlægger. Og midt imellem klemmer vi tornedalinger os sammen og forsøger at forstå vores fremmedhed. Det er en stor udfordring at forsøge at skildre det kulturmøde, som jeg er en del af og lever i. 

STEN I SILKE fortæller historien om dannelsen af de første spæde fagforeninger, om splittede familier, udbyttere, prædikanter og kærlighed. Og det er barsk  og kuldslået socialrealisme tilsat en undertone af tornedalsk lys og mørk magi. Hvor stort et arbejde har det faktisk været med al den research, der må ligge til grund for fortællingen? 

Jeg har arbejdet i flere år med denne roman. Allerede i 1990’erne læste jeg to tornedalske forfattere, der skildrede arbejderbevægelsen i nord gennem interviews og egne vidneudsagn. Jeg takker dem begge i efterordet, Arne Ylipää og Arne Isaksson. Jeg har mødt dem begge, da de var gamle mænd, og de signerede deres bøger med skælvende hænder. Jeg vil tro, at de begge ville være stolte, hvis de vidste, at jeg bar deres historier videre. Familien Vanhakoski er min egen opfindelse, men de historiske begivenheder, der optræder i romanen, er i høj grad dokumentariske. 

Der er også en spirituel fortælling i STEN I SILKE, som strømmer og bugter sig igennem romanen som nordlys på himlen. Spiller spiritualitet en rolle i dit eget liv, og hvordan kommer det til udtryk i det område du lever i? 

Den åndelige indflydelse er stærk her i nord, selvom folk ikke kan lide at tale åbent om det. Mange heroppe, inklusiv mig selv, er blevet hjulpet af “blodtæmmere”, folk, der kan stoppe blodstrømme med deres åndelige kraft, ved at udtale sætninger, som er blevet overdraget til dem som gave fra en ældre slægtning. I den samiske og finske kultur er der også traditione for “fjernseere”, det vil sige dem, der kan se begivenheder på lang afstand, og for folk der kan forudsige fremtiden, eller som kan finde tabte genstande som bilnøgler eller bortløbne hunde. Selv i dag er der “healere” her, dem der kan helbrede din dårlige ryg, din hovedpine, din gigt, dine vorter osv. Det er i disse traditioner, at Siw indgår, hun som kan fornemme tilstedeværelsen af ​​det usynlige, og som kan se om folk nærmer sig døden. Jeg ser alt dette som en fascinerende del af vores nordlige fortælletradition og som en forbindelse til vores forfædres spiritualitet. Man får mange gode historier, hvis man tager sig tid til at lytte med åbent sind, uden umiddelbart at benægte og fordømme. 

Nu er du i gang med at fortælle om STEN I SILKE på bogmesser, til litteraturfestivaler, på biblioteker, til aviser og medier og til alle os læsere, men ved du allerede nu, hvad du kunne tænke dig at skrive næste gang? 

Når jeg er på farten og rejser når jeg ikke at skrive, men jeg skal snart begynde på noget nyt. Der kommer flere historier, jeg har flere ideer, som jeg går rundt og tænker over. At skrive giver mig en dyb følelser af mening med livet, en stor glæde og forundring, jeg vil fortsætte med at skabe så længe mit sprog og min fortællekraft bærer mig.  

Dine bøger får hele tiden nyt liv i forskellige formater – lydbøger, som du selv indlæser, teater, film og serier. Din forrige roman AT KOGE BJØRN bliver tv-serie på Disney+. Er du selv med inde over manuskriptskrivning eller på andre måder, når Disney+ går i gang med at arbejde med din roman? 

Nej, jeg har ikke selv skrevet filmmanuskriptet. Men jeg har læst manuskriptet, der er skrevet af Jesper Harrie, og det er særdeles velskrevet og spændende. Jeg ser meget frem til premieren, og håber at provsten med sin Jussi vil være ydmyge og stolte.

Kan du nævne tre bøger eller forfatterskaber, der har betydet noget for dig måske på tre forskellige tidspunkter i dit liv?  

Så vil jeg nævne Stig Dagerman, som jeg læste som teenager, for hans enorme sprog og hans solidaritet med de udsatte. 

Peter Høeg, Frøken Smillas fornemmelse for sne, der gjorde mig ekstatisk. 

Rosa Liksom, en frisk hvirvelvind fra finsk Tornedalen med en forfriskende blanding af landsbyliv og anarki.

Hvad er et fun fact om dig, som folk ikke kender til? 

Jeg løser en Rubik’s cube på to minutter. Ja, jeg ved, at det er helvedes langsomt, men jeg har fundet løsningen helt selv, jeg har aldrig googlet tips til det eller anvisninger på det på internettet.