Modtryk har udgivet bøger siden 1972
Modtryk er et uafhængigt forlag
Levering fra 29 kr.
Fri fragt på ordrer over 500 kr.
Annette Bjergfeldt
Annette Bjergfeldt har fortalt historier hele livet: som maler, som musiker, som sangskriver og som forfatter. Hun romandebuterede med den overrumplende Højsangen fra Palermovej, der tog læsere og anmeldere med storm. Mr. Saitos Rejsebiograf er Bjergfeldts anden roman. Hendes bøger er solgt til udgivelse på foreløbig 26 sprog. Bjergfeldt er indtil videre to gange nomineret til Martha-prisen – danskernes yndlingsforfatter.
Bjergfeldt har altid gået sine egne veje. Hun var en af de allerførste musikere i Danmark, der tog direktørkasketten på og udgav på sit eget pladeselskab. Hun har modtaget P4 Prisen og Sangskrivernes hæderspris og været nomineret til to Grammys og tretten Music Awards. Hun har skrevet sange til bl.a. den skotske singer-songwriter Eddi Reader fra Fairground Attraction, danske Vokaline og færøske Teitur. Annette Bjergfeldt afholder workshops for sangskrivere af alle slags. Hun har skrevet salmer med Fangekoret i Vridsløselille, coachet MGP-vindere og fået sine sange sunget i både X-faktor og Voice Junior.
Annette Bjergfeldts bøger er kendetegnet af en bobende fantasi og et fortryllende sprog. Seneste bog, MR. SAITOS REJSEBIOGRAF, begynder i Buenos Aires i 1927, hvor de hede tangorytmer fører til en noget ureglementeret undfangelse på et dansegulv, men hovedparten af romanen foregår på en afsidesliggende, canadisk ø, hvor pigen Lita og hendes flamboyante mor, Fabiola, finder ly for verden. ”Øen ligner meget den, som mine forfædre fra Palermovej emigrerede til i det østligste Canada, tilbage i 1920erne,” fortæller Annette Bjergfeldt. ”Jeg valgte en canadisk ø, fordi den har de stejle klipper, den høje himmel, det vilde oprørske Atlanterhav, Titanic i dybet ikke langt derfra, fiskertro, druknedød, skønhed, den fantastiske natur, kirken og alt det, der sætter livet på spidsen. Jeg ledte efter et sted, der balancerede på kanten af verden, ligesom vi selv gør til tider.”
Anmelderne er enige om, at Annette Bjergfeldts bøger er noget udover det sædvanlige:
”Her er en duft af John Irving og en smag af Isabel Allende.” Magasinet Liv
”Det er fuldstændig mirakuløst, som Annette Bjergfeldt kan male sin fortælling frem i farver, toner og følelser.” Politiken