Serien om Kusanagi og Yukawa
Den japanske krimiforfatter Keigo Higashino skriver mordgåder, der kun kan løses med logikkens og videnskabens hjælp. Han fik sit gennembrud med bestselleren DEN HENGIVNE HR. X, og han er en af Japans mest populære forfattere. Higashino skriver flere spændingsserier, og på dansk findes også serien om den tidligere skolelærer nu kriminalmand, Kyoichiro Kaga.
Serien om politimanden Kusanagi og den karismatiske fysikprofessor Yukawa blander en lang og velanset japansk tradition for fængslende puslespilskrimier og morbide, vildledende mordmysterier med en stor psykologisk indsigt i japanernes særegne tankemønstre, der selv i et moderne Japan er præget af en helt særlig høflighed, formel omgangsform og ældgamle idealer.
”I den japanske krimilitteratur er vægten af menneskelige relationer og følelsen af hengivenhed ofte katalysator for mord og mørke pagter mellem naboer eller kollegaer … Jeg forsøger at skrive bøger, som giver indblik i, hvordan japanere tænker, hvordan de forstår kærligheden og hadet,” siger Keigo Higashino. ”Nogle forfattere vil bevæge deres læsere, andre vil skrive smukke sætninger. Jeg vil have, at mine læsere igen og igen bliver overrasket af mine ideer og imponeret over, at en japaner har fundet på så bemærkelsesværdig en historie.”
Serien foregår i Tokyo og omegn.