Læs første kapitel af Minnesota

KAPITEL 1 

Ankomst. September 2022 

“Og hvad er formålet med besøget, mr. Holger Rudi?” 

Paskontrolløren, en mand med et træt udtryk i øjnene, ser uinteresseret på mig, mens han klør sig på overarmen under emblemet for U.S. Customs and Border Protection. 

“Research,” svarer jeg. 

“Og hvad skal du researche?” 

Jeg er fløjet fra Oslo via Reykjavík til Minneapolis, tidsforskellen er syv timer, og min krop fortæller mig, at jeg burde være gået i seng for længe siden, så i stedet for at følge mit første instinkt og sige ‘drab’ og havne i et forhørslokale svarer jeg, at jeg skal skrive om en politimand med norske aner. 

“Så du er forfatter?” 

Jeg har lyst til at svare, at jeg er konservator. At jeg udstopper døde dyr. At jeg er her for at skaffe skindet til at klæde figuren på, historien har jeg allerede klar. Det er et billede, der har forfulgt mig i de sidste par måneder, en titel, jeg har givet mig selv. Men jeg er som sagt træt. 

“Ja,” svarer jeg. 

“Interessant. Jeg er forresten døbt i The Norwegian Lutheran Memorial Church.” Paskontrolløren smiler og rækker mig mit norske pas. “Vi er overalt her i Minnesota.” 

I taxaen på vej ind til byen indser jeg med det samme, at byen har forandret sig. Nye veje og nye bygninger, som ikke var her for otte år siden, da jeg sidst var i Minneapolis. Jeg ser Downtowns skyline rejse sig foran os. Vi kører væk fra motorvejen og ned i kvadraturen. Mellem skyskraberne ser jeg en kantet kolos, der reflekterer eftermiddagslyset. 

“Hvad er det for en glastingest?” spørger jeg chaufføren. 

“Det der? Det er U.S. Bank Stadium. Det er der, Vikings spiller.” 

“Nå da.” 

“Er du interesseret i fodbold?” 

Jeg trækker på skuldrene. “Jeg har set Vikings spille. På det gamle stadion. Måske skulle jeg købe en billet.” 

“Held og lykke.” 

“Held og lykke?” 

Chaufføren, en sort mand, som jeg anslår til at være i halvtredserne, kigger på mig i spejlet gennem et par mandelformede briller. 

“De er svære at få fat i. Jeg blev tilbudt en helt gennemsnitlig billet i går. 350 dollars.” 

“Ja?” 

“Ja. En fodboldkamp plejede at være noget, man kunne tage sit barn med til. Nu er det ligesom resten af det her land. Forbeholdt de rige.” 

Jeg kigger ud ad vinduet. Når vi var på USA-besøg hos vores onkel og tante, tog vi sjældent ned i byen. Det, der skulle købes, blev købt i butikken på hjørnet eller i Southdale Mall. Men det slår mig alligevel, hvor stille der er, hvor få mennesker der er i gaderne. For otte år siden, da min fætter tog mig med på en tagrestaurant på Hennepin Avenue, var der masser af liv her. Især på den næste avenue, vi krydser, Nicollet Mall. 

“Hvor er alle henne?” spørger jeg. 

“Folk, mener du?” 

“Ja.” 

“Åh, tingene har ikke været det samme her efter det, der skete.” 

Det, der skete. For mig er det, der skete, drabene for seks år siden, mens det for ham og resten af Minneapolis selvfølgelig er drabet på George Floyd for to år siden. Alene på vej ind fra lufthavnen er vi kørt forbi tre graffitimalerier af den sorte mand, der blev myrdet af politiet i Minneapolis. 

“Det er længe siden,” siger jeg. 

“Det føles ikke sådan,” siger chaufføren. “Nogle troede måske, det ville bringe folk sammen her i byen. Alle er imod det racistiske politi, ikke? Men det rev byen fra hinanden, hvis du spørger mig. Det kom jo samtidig med pandemien, så det var det, man kalder den perfekte storm ...” 

Vi stopper foran Hilton Hotel; jeg betaler med kontanter og giver gode drikkepenge. Før han går, fortæller jeg ham, at jeg har brug for nogen til at køre mig rundt i byen, og jeg spekulerer på, om han er interesseret. Vi forhandler om en timepris, bliver enige om, at jeg bare kan ringe, når jeg er klar, og jeg får hans telefonnummer. 

I hotellets store lobbyområde og i restauranten ser jeg kun få mennesker. Receptionisten smiler sandsynligvis til mig bag sit mundbind. Jeg giver hende mit pas, og da hun ser, at jeg har booket mere end en uge, gør hun mig opmærksom på, at værelset kun bliver gjort rent hver femte dag. Hun giver mig et nøglekort til værelse 2406, næsten øverst, som jeg har bedt om. 

“Næseblodsetagen?” smiler en mand iført cowboyhat til mig 

i elevatoren, da jeg trykker på 24. Han siger det på denne slentrende, spøgefulde og alligevel venlige måde, som jeg oplever, at kun amerikanere og folk fra den nordligste del af Norge gør rigtigt. Jeg prøver at finde på noget lige så afslappet og sjovt at svare, men jeg kommer fra det sydlige Norge. I stedet koncentrerer jeg mig om at udligne trykket i ørerne. 

Sengen er stor og blød, og jeg falder i søvn med det samme. Da jeg vågner, skal jeg på toilettet. For ikke at vågne helt tænder jeg ikke lyset, men jeg kan se et glimt af toiletkummen i mørket. Lige da jeg skal til at sætte mig ned, er jeg næsten ved at falde bagover, før min bagdel rammer plasticringen. Jeg havde glemt, at toiletterne i USA er lavere end i Norge. Og samtidig husker jeg, hvordan det som barn havde fået mig til at tro, at Amerika er mere glad for børn. Det og alle tv-kanalerne med tegnefilm og børneprogrammer, alle hylderne med farverigt slik i Southdale, forlystelsesparken Valleyfair, hvor min onkel altid havde en ny attraktion at vise os, når vi kom på sommerferie. At dette var et vidunderligt land for børn. Kort sagt: Jeg elskede Amerika. Og selv om jeg med tiden skulle indse, at dette land ikke var perfekt, indså jeg også, at jeg ville elske det resten af mit liv. 

Da jeg vågner for anden gang, er det stadig mørkt. Jeg står op, ringer til taxachaufføren og beder ham om at møde mig på hjørnet af Nicollet Avenue og S 10th St og går ud. Det er lige begyndt at gråne i retning af tvillingebyen Saint Paul på den anden side af Mississippi. På fortovet passerer jeg en hjemløs mand, der sover med sin krop presset mod facaden på en skyskraber med logoet for en af USA’s banker, som om han håber, at der vil være lidt varme at finde der. En politibil holder parkeret på Nicollet Avenue; det halvmørke glas betyder, at jeg ikke kan se, om der er nogen i bilen. Efter et kvarters tid holder min taxa ind til kantstenen. Jeg sætter mig på bagsædet. 

“Først skal vi til Jordan.” 

Chaufføren kigger i spejlet. “Byen?” 

“Nej, kvarteret.” 

Jeg kan se, at han tøver. 

“Er der noget galt?” 

“Nej, mr. Men hvis du skal købe stoffer, må du tage en anden bil.” 

“Det skal jeg ikke. Jeg vil se på the projects.” 

“I Jordan? De findes ikke længere, mr.” 

“Nej?” 

“De rev det sidste ned for fem-seks år siden.” 

“Så er det der, vi skal hen.” 

Vi glider gennem en stadig sovende by. Man er nødt til at se efter detaljer for at forstå, hvornår man bevæger sig fra et velhavende kvarter til et fattigt. Om græsset foran de små huse er blevet slået, om affaldet er blevet fjernet, hvilken slags biler der holder parkeret langs vejen. 

Vi kører forbi en døgnåben Winner-tankstation, hvor fire sorte drenge kigger efter os. 

“Er det der, man køber stoffer nu?” spørger jeg. 

Chaufføren svarer ikke. Et par gader senere stopper han. 

“Her,” siger han. “Det var her, de sidste højhuse i Jordan stod.” 

Jeg ser på et skilt med teksten “No guns permitted beyond this point” og bag det et lavt, nyopført byggeri. Det er en grundskole. I halvmørket bevæger to egern sig nervøst og stødvist hen over 

græsplænen, mens de store, løftede haler bevæger sig mærkeligt blødt bag dem. 

Og hvad er formålet med besøget, mr. Holger Rudi? 

Formålet er at komme ind i hovedet på en drabsmand. At følge mine skridt tilbage fra dengang i 2016. Det skal blive til en bog, som jeg allerede er godt i gang med, og som har arbejdstitlen Hævneren fra Minneapolis. Jeg går ud fra, at forlaget, som skal udgive den, vil have en idé om titlen, men nok ikke om, hvordan den skal markedsføres. 

True crime-genren er den hotteste på det litterære marked lige nu, som ikke lader til at kunne få nok af historier med blodige og helst spektakulære mord, en aura af mystik, uventede drejninger, skurke og helte på begge sider af loven og gerne konklusioner, der kan rokkes ved, så der bliver plads til luftige konspirationsteorier. Min bog kan tilbyde det hele, bortset fra det sidste. Svarene er givet, der er ingen tvivl om skylden. Det, der står tilbage, er at prøve at forstå, hvordan og hvorfor det, der skete, egentlig fandt sted. For at gøre det er jeg nødt til at sætte mig ind i tankerne hos ikke bare morderen, men alle aktørerne i denne historie. At bruge alt det, jeg allerede ved, plus lidt af min egen fantasi til at se verden, se de steder, hvor det hele udspillede sig, gennem deres øjne. At finde det menneskelige i det umenneskelige. At tvinge læseren – og mig selv – til at stille sig selv spørgsmålet: Kunne det have været mig? 

Jeg har afsat otte dage til dette feltarbejde. Så jeg har altså ikke alverdens tid og er nødt til at komme i gang, og så begynder jeg med den mand, som var der, hvor jeg er nu, også ved daggry for seks år siden. 

Jeg lukker øjnene og ser. De høje blokke rejser sig fra jorden. De dækker himlen. Der, på sjette sal, er der et åbent vindue. Jeg flyver derop. Sådan, nu er jeg ham. Jeg kigger ud. Jeg kan se alt. 

Højde giver overblik.