Q&A med Hans-Henrik Mortensen - en mangeårig iagttager af dansk kultur- og medieliv

Hvem er Helmuth Stefanski?

Helmuth Stefanski har drevet et mindre rejsebureau i Sydamerika lige indtil den dag, han fik nok, solgte bureauet og vendte hjem til Danmark.

Nu løser han opgaver for mennesker, der ikke har andre steder at gå hen. Det foregår ikke altid efter bogen, men det foregår altid med stor dedikation og en levende erindring om, hvordan man leverer en beskidt tackling.

Hvornår ringer man til Helmuth Stefanski?

Stefanski er manden, man kontakter, når der skal findes bortkomne ting, forsvundne personer eller utraditionelle løsninger.

Han tager telefonen med en vis modvillighed, men han tager den altid. Og det hænder, han siger ja til en opgave.

Hvem ringer til Helmuth Stefanski

Typisk dem, der ikke får et tilfredsstillende svar fra politiet eller andre myndigheder. Det kan være mennesker, der vil have fundet en morder, et par forsvundne børn eller slet og ret er bekymret for deres egen overlevelse.

Helmuth Stefanski er ikke meget nøjeregnende med hvilke opgaver, han påtager sig, men han er stædig i troen på, at det gode vil vinde.

Kapitel 1
Der var et lig, et testamente og en masse balletdansere, hvis fremtid pludselig var forandret. Selv har jeg aldrig set en ballet eller fået testamenteret så meget som en inkontinent hund, men jeg har da set mere end et enkelt lig.
Under alle omstændigheder var jeg på ret tynd is, da telefonen ringede, og datteren til den døde forundret spurgte, om jeg virkelig aldrig havde hørt om Balanchine.
Det var sådan, det startede, og selvom jeg mest havde lyst til at lyve for ikke at gå glip af en opgave, så stod jeg fast. Jeg kendte ikke bemeldte Balanchine.
Heldigvis tog kvinden det ikke ilde op, eller også valgte hun bare ikke at bruge mere tid på det afgrundsdybe hul i min dannelse. Hun var optaget af helt andre ting.
Millionær og tidligere dansestjerne Patricia Weil var blevet myrdet. Dræbt af så mange knivstik, at det præcise antal ikke umiddelbart lod sig fastslå. Men død var hun så godt og grundigt, og der var blod over det meste af hendes opulente dagligstue i lejligheden ved Kastellet.
Jeg bryder mig naturligvis ikke om nogen former for drab, men lige præcis drab med kniv gør mig rædselsslagen. Der er noget ved nærheden og voldsomheden, der gør det værre end et skud eller en forgiftet drink, uagtet at det for den døde måske kan være det samme.
Et knivdrab er så forbandet personligt, målrettet og uden nogen rigtig plads til bagefter at kunne komme og sige: “Undskyld, det var ikke sådan ment”.
Jeg afbrød samtalen, lavede en tynd whisky og bar den ned gennem haven, mens jeg kunne fornemme de urolige skygger af flagermus over mit hoved og kurtiserende frøer i sivene omkring mig.
Robin sad for enden af broen. Hun sad på den brede stol, der var boltet fast til trædækket. I hånden holdt hun en cigaret, mens albuen hvilede mod armlænet.
Træerne langs bredden gled sammen i en sammenhængende sort krans, der kun akkurat lod sig skelne fra himlen. Vandspejlet selv lå som begsort olie med månens genskær i en sitrende stige hen over overfladen.
Jeg satte mig ved siden af Robin. På min stol. Den var også boltet fast og lignede fuldstændig den, Robin sad på, men det her var altså min, og Robin sad på sin. Sådan var det.
Robin trak tæppet op omkring sig og tog et sug af cigaretten.
“Arbejde?” sagde hun og pustede røgen ud. Et enkelt ord var nok til at afsløre, at hun var amerikaner. Oregon.
“Hvad mener du?”
“Jeg har ventet på dig.”
“Telefonen ringede.”
“Det var sent.”
“Ja.”
“Hvem var det?” Robin løftede glasset med vin og så
på mig hen over kanten.
“Det vedkommer i grunden ikke dig,” sagde jeg.
“Nej, bevares.”
Robin drak af glasset og stillede det omhyggeligt fra sig på armlænet.
“Men det var arbejde,” sagde jeg. “Det tror jeg i hvertfald. Noget med en ballet og en myrdet mæcen. Ved du, hvem Balanchine er?”
“Ja, det ved jeg godt. Hold dig væk.”
“Hvorfor det?”
“Alt, der har med ballet at gøre, er noget rod.”
“Der er en kvinde, der er blevet myrdet.”
“Jeg læste godt om det. Patricia Weil. Hvad har det med dig at gøre?”
Robin så på mig, uden at jeg i mørket kunne aflæse hendes ansigt. Det behøvede jeg for så vidt heller ikke. Robin så altid ud på samme måde: et forbløffende opvakt blik i et rynket, forbløffende udtryksløst ansigt.
Hun var min nabo og havde været det i snart ti år. Lige fra hun var aktiv professor med forelæsninger på begge sider af Atlanten, til nu, hvor hun var pensioneret og tilsyneladende stadig lige aktiv med at forelæse på begge sider af Atlanten.
Hvad der oprindelig havde bragt hende til Danmark, ved jeg faktisk ikke. En mand, tænker jeg, men jeg ved, at hun også var en af de første kvinder, der herhjemme fik en professortitel i filosofi, hvilket på en måde kan undre, for jeg kan ikke forestille mig, at hun nogensinde har gjort noget for at behage andre.
Som hun på et tidspunkt bemærkede: “En mand tilgiver med glæde en kvinde, at hun ved mindre end han, men aldrig, at hun ved mere.”
Måske havde hun simpelthen fortjent den titel.
Jeg drak af min whisky og så ud over søen.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal,” sagde jeg. “Foreløbig har jeg bare sagt ja til et møde.”
“Og hvorfor ringede damen til dig?”
“Fordi jeg er sådan en, man ringer til, når der ikke er andre, der tager telefonen.”
“Ligesom med den der historie fra Syrien?”
“Ja. Bortset fra at den ikke startede med en opringning, men med en klipning.”
“Du bragte to børn hjem til deres mor.”
“Det gjorde jeg nemlig.”
Vi sad og så ud over søen og kunne ane, hvordan en let tåge havde rejst sig fra overfladen og var begyndt at drive som røg gennem mørket.
Isterningerne i mit glas klirrede, mens jeg drak noget mere whisky.
“Hvad sagde faren til det?”
“Han var ikke glad.”
“Og børnene?”
“De havde det vist meget blandet.”
“Og hvordan havde du det med det?”
“Med at bringe kidnappede børn hjem til deres mor?”
“Ja, eller kidnappe nogle børn fra deres far. Det afhænger vel lidt af synsvinklen.”
“Min synsvinkel var morens. Det var hende, der bestilte og betalte mig.”
“Men det kunne lige så godt have været faren?”
Jeg kunne mærke Robins øjne på mig.
“Sådan håber jeg ikke, at det var, Robin. Jeg håber, at jeg fik penge for at gøre noget, der samtidig var det rigtige.”
“Er du sikker?”
Jeg svarede hende ikke. Bare fordi hun var min nabo, kunne hun ikke forlange, at jeg skulle svare på hvad som helst.
Jeg rejste mig, og Robin rakte en hånd op.
“Hjælper du mig ikke lige ind, søde Helmuth?”
Robin kom op at stå og greb min hånd. Jeg samlede tæppet om hendes skuldre og tog glassene i den anden hånd.
“Går det?” sagde jeg, mens vi langsomt gik ind. Frøerne var blevet tavse. Det eneste, der kunne høres, var vores skridt mod broen.

Kapitel 2
Jeg ved jo ikke, hvad der blev sagt, hvem der sagde hvad, eller præcis hvad der skete. Det følgende er mit bedste bud. Det eneste, der med garanti er sandt, er, at regnen den pågældende aften faldt som iskold konfetti.
Projektørerne lyste på det våde banner på facaden med Balanchines navn og på en enorm fotostat af to dansere i et spring, der så ud, som om det aldrig ville ende.
Publikum hastede med bøjede hoveder over fortovet for at komme i ly i bygningen. Det samme gjorde Marie-Louise, Malou, der steg ud af en taxi sammen med Jon og omgående fik sin paraply flået i stykker.
Indenfor var luften tæt som i et omklædningsrum, hvor en eller anden havde tabt en flakon med parfume.
“Hvad er det her for et sted,” sagde Jon og så sig omkring.
“Patricias yndlingsprojekt,” sagde Marie-Louise og mærkede efter med en let hånd, om frisuren var blevet molesteret. “Copenhagen Dance Theatre. Har du ikke set invitationen?”
“Nej. Kan vi nå en drink?”
“Vi skulle mødes med de andre i baren, men lad os lige komme af med tøjet.”
Marie-Louise så et øjeblik ubeslutsomt på paraplyen, der havde fået knækket et par stivere og ikke længere var til at folde sammen.
“Lad mig smide den ud.” Jon tog den fra hende. “Og stik mig din jakke, så går jeg i garderoben.”
“Tak, skat. Skal jeg bestille noget til dig?”
“Alt andet end champagne. Er der noget stærkere, så bestil det. Ellers bare en øl.”
Jon stillede sig i garderobekøen, skubbede det våde tøj over disken og fik et nummer, han stak i lommen.
Han skannede ansigterne omkring sig, men fandt ingen, han kendte. Scenekunst var ikke noget naturligt habitat for ham. Han tog en dyb indånding og begyndte at bane sig vej i retning af baren.
En eller anden sagde, at Den Kongelige Ballet var presset af Copenhagen Dance Theatre, men Jon fangede ikke, hvad det var, den var presset af, og følte heller ikke noget behov for at finde ud af det.
Jon nåede frem til baren, netop som Malou klinkede et glas champagne med sine søstre, Ditte og Bettina.
Dittes mand, Peter, stod ved siden af, som om han ikke helt hørte til selskabet. Han lyste lettet op, da han fik øje på Jon.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor han altid gjorde det, for Jon var ikke typen, der i almindelighed overstrømmede andre med glæde.
“Hej Jon,” sagde han og gav svogeren et kejtet kram. Jon var næsten et hoved højere end Peter og i betydelig bedre form. Jon var i det hele taget sådan én, man lagde mærke til, mens Peter blev glemt, øjeblikket efter man havde hilst på ham. Tilbage var muligvis erindringen om et vigende blik og en lige så vigende hårgrænse.
“Hej Peter. Hej piger.” Jon holdt en hånd i vejret.
Ditte og Bettina løftede deres glas. Malou rakte ham en fadøl, der stod på disken og ventede på ham.
“Her, skat,” sagde hun.
Jon drak et sip.
“Hvor er værten?”
“Jeg gætter på, at Patricia er backstage,” sagde Malou. “Der tror jeg, hun befinder sig bedst.”
Forældre elsker deres børn højere, end børn elsker deres forældre. Og skulle der være noget kærlighed tilovers, er det sjældent, at den udstrækkes til forældrenes nye partnere, som for eksempel Patricia.
“Jeg har altid haft svært ved at se far i det her selskab.” Ditte bøjede sig frem mod sine søstre, mens hun delte sin betragtning.
“Han kunne faktisk godt lide balletdansere,” sagde Malou. “Om han forstod, hvad det handlede om, tvivler jeg på.”
“Efter at han havde mødt Patricia, kom han da til alle de her premierer,” sagde Ditte.
“Han betalte jo også for en del af dem.”
“Ja, utroligt nok. Hvorfor gjorde han det? Han anede jo intet om ballet.”
“Han kunne godt lide Patricia,” sagde Bettina og så med det samme ud, som om hun fortrød det.
En klokke ringede, og folk begyndte at bevæge sig i samme retning, som vand, der løb ud af et badekar.
“Hvem har billetterne?” Malou så rundt.
“Det har jeg.” Bettina trak en kuvert op af håndtasken og delte billetter ud fra den. “De lå i billetsalget.
Patricia havde fået dem lagt til side.”
“Men hvor er hun?” Ditte så sig også omkring.
“Måske har hun tænkt sig at danse med?” sagde Malou fnisende.
“Ja, ligesom Miss Miller,” sagde Ditte. “Hende, der ikke kunne synge, men gjorde det alligevel, fordi hendes rige mand betalte hele lortet.”
“Nu har Patricia faktisk engang været en kendt danser,” sagde Bettina og foldede konvolutten sammen
og stak den tilbage i tasken.
“Hvor er du bare sød, Lillebit,” sagde Jon og lagde armen om Bettina. “Ikke som dine søstre, der altid er
klar med en led intrige.”
Bettina rødmede.
“Jeg siger det bare, som det er,” sagde hun. “Patricia har faktisk engang været berømt.”
De tre søstre var skåret over den samme skabelon med blot få nærmest umærkelige forskydninger i tilblivelsen.
Det ovale ansigt havde hos Ditte fået et katteagtigt præg understreget af makeuppen, mens Malous vilde frisurer gav hende et strejf af noget anarkistisk, hvilket dog straks blev modsagt af hendes dyre smykker og en velplejet, nougatbrun teint.
Bettina havde pagehår, næsten som en hjelm, og hun bar hverken makeup eller smykker.
Sammen gik de som nogle af de sidste ind i salen og måtte kante sig forbi flest mulige mennesker for at nå deres pladser midt for scenen.
“Hvordan går det i sekten?” sagde Jon til Bettina, da de havde sat sig.
“Det er ingen sekt, men det går godt, tak.”
“Er verden stadig ved at gå under?”
“Ja, den går under. Sådan er det. Indtil menneskeheden har besluttet sig til en social tre-grening, vil samfundet glide i afgrunden.”
“Tre-grening?”
“Det handler om den rette balance mellem forretning, politik og kultur. Det er utrolig vigtigt, at det sker, men det sker bare ikke nu. Vi er på vej mod afgrunden.”
Jon blinkede og var i tvivl om, hvad han skulle svare.
“Men så er det, vi genopstår?” sagde han.
“Nogle gør.” Bettina rømmede sig og så op mod scenen.
“Hvem gør?”
“Det afhænger af karma,” sagde hun og vendte sit alvorlige blik mod ham.
“Karma, for fanden, Lillebit. Kan du ikke bare lægge et godt ord ind for mig?”
“Desværre, Jon. Det er op til dig selv.”
Lyset i salen gik ud. En spot ramte scenetæppet, og musikken satte i gang.

Kapitel 3
Dansere kom ind, drejede rundt og svævede ud igen. Først langsomt og kedeligt. Derefter lidt hurtigere, men stadig lige kedeligt, i hvert fald hvis man spurgte Jon, der udmærkede sig ved at have en koncentrationsevne som en børnehaveklasse på speed.
Jon sank ned i stolen og ind i sig selv. Han ærgrede sig over, at han var så ædru. Patricias initiativer kom han bedst igennem, når han var beruset.
Tæppet gik ned, og han rettede sig op og så rundt, som om han var blevet vækket af det pludselig udbrud af klapsalver.
“Er det færdigt?” spurgte han Malou.
“Det var bare første akt,” sagde hun.
“Første akt? Hvor mange akter er der da?”
“Regn med tre akter og så en fjerde akt bagefter, hvor vi hilser på danserne. Juveler er en helaftensballet.”
“Det kunne du sgu godt have fortalt.”
“Havde det gjort en forskel?”
De drev ud af salen og tilbage til den samme bar. Rundtomkring talte publikum med oprømte stemmer, som om de var vidne til en sjælden begivenhed.
“Nå, hvad synes du?” sagde Peter og så på Jons ansigt.
“Hvad jeg synes? Jeg synes, det er fucking langt. Hvad synes du?”
“Jeg synes, det er meget godt. Det handler om Balanchines liv. Det, vi lige så, handlede om hans barndom i Rusland.”
“Gjorde det det?”
“Nu kommer vi til ungdomsårene i Frankrig, og senere følger vi med til USA. Det er der, han grundlægger New York City Ballet.”
“Du har simpelthen læst på det?” sagde Jon.
“Det gør det lettere at holde ud.”
“Jeg tror, alkohol gør det lettere at holde ud.” Jon stak en finger i vejret og bestilte et glas rødvin.
“Hvordan har du det med hende?”
“Hvem?” sagde Peter.
“Hvem tror du? Patricia, selvfølgelig. Hvordan har du det med hende?”
Peter trak på skulderen.
“O.k. Hun holder mig ud, fordi jeg er sød ved hendes steddatter. Hvad med dig?”
“Jeg ved ikke, om hun kan holde mig ud, men jeg holder hende ud, fordi hun finansierer hele festen.”
“Jeg troede, du havde fået din egen virksomhed op at stå.”
“Jeg arbejder på det, men foreløbig er det bare udgifter.”
“Ingen ordrer?”
“Ikke endnu, men jeg drikker en masse kaffe med mine gamle kontakter fra Forsvaret.”
“Har du tænkt dig at arbejde for Forsvaret?”
“Nej, det er sikkerhed til private, vi tilbyder.”
“Hvorfor taler du så med Forsvaret?”
“Det er der, jeg kender folk. Jeg håber, de har forbindelser til private virksomheder.”
Peter så skeptisk på Jon, mens han tog imod den hvidvin, tjeneren rakte ham.
“Har du ikke lavet en markedsundersøgelse?”
“Hvorfor skulle jeg betale for et svar, jeg allerede kender. Verden er et utrygt sted. Verden har brug for sikkerhed. Det er det, jeg leverer.”
Jon havde en fortid i Forsvaret og efterfølgende i et sikkerhedsfirma, der var startet af en af hans tidligere overordnede. Det var det firma, der havde sendt ham ud for at passe på Weil-familien, herunder Malou, som han kort efter passede på med en helt særlig nidkærhed.
“Ditte siger, at den gamle far ikke var særligt begejstret for dig.”
“Den gamle var en sur cigar. Den eneste, han var glad for, var Patricia. Ikke engang sine egne døtre brød han sig om.”
“Virkelig?” Peter smilede skævt.
“Måske Bettina en lille smule. Ditte og Malou så han ned på. Han syntes, de var forkælede.”
“Det var de vel også.” Peter lo, mens han så på de tre kvinder i den anden ende af baren. Han løftede sit glas og hilste på dem.
“Hvordan ville du have det, hvis du allerede som barn vidste, at du kom til at arve et trecifret millionbeløb?” sagde Jon. “Ville du gide gøre dig umage?”
“Jeg var nok blevet revisor alligevel.”
“Men nu, hvor du er blevet gift med Ditte, kommer du jo faktisk til at arve alle millionerne.”
“Det har vist lange udsigter. Patricia er ingen gammel dame.”
“Men når det sker, når hun dør, vil du så stadig være revisor?”
“Det tænker jeg. Det er det, jeg kan.”
“Shit, du mangler fantasi, Peter. Og du er bare ansat, er det ikke rigtigt?”
“Der er en aftale om, at jeg en dag kan blive partner.”
“Med alle de mange Weil-millioner kunne du købe hele butikken eller starte for dig selv.”
“Det lyder som en masse bekymringer, gør det ikke?”
“Hvem vil ikke gerne være chef?” sagde Jon og rullede umærkeligt med skuldrene.
“Jeg vil ikke.”
“Hvad så den dag, Ditte arver. Hvad gør du så?”
“Så går jeg på arbejde, som jeg plejer. Hvad gør du?”
“Så får jeg firmaet helt op at ringe. Ansætter nogle flere mennesker. Køber måske et par konkurrenter. Viser, at der er en ny sherif i byen.”
“Er Malou med på den?”
“Så længe nogen betaler hendes regninger, er hun med på hvad som helst. Lige nu er det den onde stedmor, der får hendes økonomi til at hænge sammen.”
“Og din, går jeg ud fra,” sagde Peter og stillede sit glas fra sig på disken. Et øjeblik virkede hans blik ikke helt så flakkende.
“Ja, også min,” sagde Jon og bad tjeneren om et nyt glas rødvin. “Men snart kører det hele.”
Klokken ringede. Jon så et øjeblik på sit glas, så tømte han det i ét drag og drev med de andre tilbage til anden akt.