Vi har stillet forfatteren et par spørgsmål om hendes nye bog

MR. SAITOS REJSEBIOGRAF foregår i Argentina og Canada, men først og fremmest på Upper Puffin Island. Hvad er det for en ø, og hvor ligger den? Og hvorfor skal handlingen lige præcis udspille sig hér?

Øen findes mest i mine drømme, men ligner meget den ø, som mine forfædre fra Palermovej emigrerede til i det østligste Canada tilbage i 1920’erne. Jeg elskede at høre om øen, da jeg var barn og boede senere selv i Montreal som ung. Canada har altid betydet noget særligt for mig. Øen i romanen var perfekt for mig at skrive ind i, fordi en ø er et samfund i sig selv, hvor man på mange måder er afhængige af hinanden. Og sømandshjemmet Betlehem i romanen er et slags Noas ark for sarte sjæle og har sit helt eget kredsløb.
Jeg valgte en canadisk ø, fordi den har de stejle klipper, høj himmel, det vilde oprørske Atlanterhav, Titanic i dybet ikke langt derfra, fiskertro, druknedød, skønhed, den fantastiske natur, kirken og alt det, der sætter livet på spidsen. Jeg ledte efter et sted, der balancerede på kanten af verden, ligesom vi selv gør til tider.

Hvad kan du fortælle om romanens hovedpersoner Lita og Fabiola?

Lita er historiens fortæller, undfanget på et dansegulv i 1927 i Buenos Aires – et gammelklogt barn, med en usynlig ven. Hun kender ikke sin far og længes bare efter familie, nærhed og fællesmængder. Lita har desuden en livlig fantasi og en umættelig appetit på livet.
Litas purunge mor er den smukke langbenede Fabiola med zebrastøvlerne, der altid er på jagt efter frihed og det næste tangoeventyr. Fabiola er førstesælger i byens dyreste skobutik og sender folk afsted på fnuglette morgenskyer …

Hvem er mr. Saito?

Mr. Saito er et æterisk væsen med borsalinohat, oprindeligt fra Japan, der rejser rundt med sin rejsebiograf på de omkringliggende øer. Han kommer til Upper Puffin en gang om året og skaber filmmagi for hele øen. Her lærer han Lita og Oona, at det mest magiske filmklip er det billede, vi selv sætter ind som publikum. At et af menneskets smukkeste træk er vores fantasi og forestillingsevne.

Hvordan får du inspiration til dine bøger?

Jeg får inspiration fra alt det, der sker i verden og især det, folk fortæller mig. Jeg hiver historier ud af andre folks ærmer, og så er jeg en sprogspion – jeg samler på fascinerende ord. Forleden var jeg på en rundvisning på Nationalmuseets klunkestue. Her indsamlede jeg ordene skyggetante, dånesofa og stille pral op. Det var en udbytterig tur.

Læs begyndelsen af MR. SAITOS REJSEBIOGRAF

Skotøjsæsken

Jeg blev undfanget på et dansegulv i Buenos Aires i 1927. Underlægningsmusikken var Carlos Gardels tango Valencia, som blev en landeplage i Argentina det år. Hvis man kendte min mor, Fabiola Cordero de Dios, var der egentlig ikke noget mærkeligt i, at min tilblivelse netop ville gå sådan for sig.
Efterfølgende ville det kræve en sørejse nordpå, en afmønstring ved Nova Scotia og en særlig hovedbundsmassage at hive den information ud af hende. Men strengt taget kom det med dansegulvet ikke bag på nogen. Heller ikke på mig. Lige fra jeg var lille, vidste jeg, at Fabiola gik sine egne veje. At hun var en rævemor med mange udgange.

Fabiola var kommet til verden sytten år tidligere i 1910, et sted i San Telmo, Buenos Aires’ ældste immigrantkvarter. Hun vejede kun atten hundrede gram, for fødslen var gået i gang to måneder for tidligt.
Få minutter efter at Fabiola så dagens lys, døde hendes mor i barselssengen. Den nybagte far anede ikke, hvad han skulle stille op, så i et anfald af panik lagde han sin nyfødte datter i en skotøjsæske. Æsken havde indeholdt et par håndsyede herresko i blødt kalveskind, sko, som han havde danset brudevals i året før. Han forede skotøjsæsken med klude og stirrede vantro på den spæde skabning. Atten hundrede ekstraordinære gram var blevet bragt ind i verden, men han kunne kun tænke på den kvinde, han netop havde mistet.
Da lyden af barnegråd tog til, greb han skotøjsæsken, løb ud på gaden og stillede æsken med barnet uden for porten til Santa Magdalena Klostret. Han havde kradset nogle ord ned på en seddel, hvor han forklarede sig, men uden at efterlade sit navn. Allernederst skrev han Perdonáme ... Tilgiv mig. Så stak han hastigt sedlen ned mellem kludene og forsvandt ud i natten.
Næste morgen, da hanen galede, åbnede klostrets havemand porten for at gå ud med affaldet. Her så han til sin overraskelse æsken på dørtrinnet, og da han kiggede ned i den, stirrede de klareste halvmåneøjne tilbage. Forsigtigt bar han skotøjsæsken ind i køkkenet, hvor søster Delphine tog imod. Hun satte æsken med barnet ved kakkelovnen, og i løbet af formiddagen vidste alle i klostret, at der var kommet en lille pige.
I sagens natur var der ingen af nonnerne, som havde mælk at give, og kun de færreste regnede med, at det mikroskopiske væsen i skotøjsæsken ville overleve. Men modgang avler som bekendt styrke, og pigen overraskede dem alle.
Priorinden, der kom fra Italien og var udpeget af pave Pius X, gav barnet navnet Fabiola, som betyder lille bønne. Da pigen ingen forældre havde, bandt nonnerne efternavnet Cordero de Dios omkring hende som en håbefuld sløjfe ... Guds lam. Nu kunne lammet skrives i kirkebogen, og Fabiola trådte ind i rækken af de levende væsener, som Gud skal våge over.