Skrækfortællingens evolution

Skrækfortællingen går mange tusind år tilbage i menneskets historie og er måske en af vores allerældste genrer, som et utal af moderne myter er vokset ud fra. Til trods for sin lange historie er skrækgenren dog også blandt de mest udskældte nogensinde. Så hvorfor ligger Stephen King og Mary Shelley stadig så højt på bestsellerlisterne? Hvorfor laves der så utrolig mange skrækfilm? Hvad er det, der drager os, trods årtusindernes gang?

Skrækgenrens rødder går helt tilbage til dengang, menneskeheden sad omkring et bål, tæt sammen for at holde varmen mod den store verden, som vi ikke forstod eller kunne forklare. Før vi begyndte at stykke vores verden sammen ved hjælp af matematik og videnskab, måtte vi forklare de ting, der skete omkring os, på helt anderledes måder; gennem historiefortælling. Dengang var det ikke underholdning, som det er i dag. Det handlede om overlevelse. Det, vi i dag kender som skrækgenren (eller thriller, gyser og horror), var for 10.000 år siden advarselsfortællinger; ældre advarede yngre mod at gå alene i skoven med historier om folk, der gjorde netop det og forsvandt – eller blev fundet som blodige rester. Man talte til menneskets primale frygt og overlevelsesdrift, vores allerdybeste instinkt. Sygdomme, voldsomt uvejr og dyreangreb måtte for alt i verden undgås, og den nemmeste måde at få de yngre generationer til at forstå alvoren, var ved at understrege den med grufulde detaljer, hårrejsende billeder og guder og dæmoner, der straffede mennesker for deres ugerninger.

Selv da vi begyndte at kunne forklare verden omkring os på mere videnskabelig vis, holdt vi fast i skrækfortællingerne. Midt i 1700-tallet kom gotikken, en genre, der i dag nok kendes bedst fra FRANKENSTEIN og DRACULA. Dystre middelalderslotte, stormfulde og mørke nætter, monstre og krigen mellem det civiliserede (læs: moderne videnskab og dydig gudfrygtighed) og naturen (læs: seksualitet og frigørelse fra normerne) er nøgleordene her. Gotikken er oldefar til den moderne horrorgenre, der begyndte at vise sit ansigt omkring 1950'erne, efter horror-genren for første gang omtales som en genre i sin egen ret i begyndelsen af 1900-tallet. Den moderne horrorgenre har forgrenet sig og spreder sig i dag over utallige undergenrer som psykologisk horror, splatter, den klassiske morder-i-skoven-gyser, stalker-fortællinger, hospitalsgyser, satanisk horror og seriemordergysere.

Men uanset om vi taler om vor forfædres lejrbåls-skrækfortællinger, gotiske monster-historier eller moderne thriller/horror, er det stærkeste fællestræk dog viden eller uvished. Ikke at vide, hvem eller hvad, der gemmer sig i mørket, ikke at vide hvem der er morderen, eller at være den eneste, der ved, at der er et monster bag døren, mens ingen vil lytte. Det er viden om noget skrækkeligt, eller mangel på samme, som ofte er et af de stærkeste virkemidler, for det indikerer også en mangel på kontrol over sin egen overlevelse. Vi er tilbage ved den primale frygt.

Og det er netop frygten, der er grunden til, at genren også gennem århundreder har været en af de mest udskældte; for skræk- og spændingsgenren er en blandt meget få genrer, der går direkte efter nerven i vores instinktive følelsesregister og næsten ikke kan undgå at få det til at prikke i nakken. Gotikkens blomstringstid fra omkring år 1770 var også fornuftens epoke, hvor videnskaben var i rivende udvikling, de første alvorligt religionskritiske stemmer var brudt ind og satte spørgsmålstegn ved Guds eksistens, og hvor følelser, uanset deres natur, ikke var velkomne i det offentlige billede. Gotiske værker blev set som kvindelitteratur, noget, som overklassens kvinder kunne udfylde dagens tomme timer med. Samtidig var det dog også noget, som offentligheden var nervøs for; for kvindens dydige sind blev jo forstyrret af historier om grufulde monstre. Enhver form for stærkt følelsesliv var tegn på samfundets degradering fra fornuft og social udvikling.

Sådan ser verden jo – heldigvis – ikke ud i dag. Opgøret med følelsesforbuddet er efterhånden ganske veletableret, og i dag er litteraturen i allerhøjeste grad noget, der taler til vores følelser og empati, uanset genren. Og mens skrækgenren ikke længere – takket være både kanoniseringen af de gamle gotiske værker og store moderne stemmer som Stephen King og Shirley Jackson – ses som lavlitteratur i nær samme grad, kæmpes der stadig en indædt kamp om, hvorvidt skræklitteratur er for ’nemt’, for tæt på ’følelsesporno’, eller om det netop er en af skrækgenrens største værdier: at den kan forbinde os til vores dybest liggende drift, en, som vi i det moderne liv sjældent konfronteres med, som vi gjorde da vi levede i vildmarken og hver dag var en kamp for livet – menneskets overlevelsesdrift.

Har du fået mod på at dykke ned i en af menneskehedens ældste genrer? Så kan du hoppe ned i nogle (moderne) skrækfortællinger her:

• Mats Strandberg, FÆRGEN, HJEMMET, KONFERENCEN
• Johan Theorin, SANKT PSYKO
• Kristina Ohlsson, SYGE SJÆLE
• Jo Nesbø, NATHUSET