Den der dræbte helvedes engle

Det er en frydefuld læseoplevelse – Guillou i absolut metatopform … fremragende, anderledes og modig Guillou-roman.

Han er stadig Sveriges enfant terrible … for os danskere minder Jan Guillou som polemisk elegantier om vor egen Klaus Rifbjerg.

Denne deres første sag om chikane af en velhavende ældre dame har mange udløbere, der både udfordrer Hamiltons adgang til efterretningsverdenens mange ressourcer og kalder på Pontis ørneblik for social uretfærdighed.

Man er i godt selskab med Ponti og Hamilton – og Guillou.

Jan Guillou i topform. Det lyser ud af dette, lad os kalde det Gesamtkunstwerk, selv om betegnelsen hører til under billedkunsten, at Guillou har haft en fest med at skrive det, og det er også en fest at læse det og at opleve forfatteren slå sig i den grad løs.

Jan Guillou har haft det usædvanligt sjovt. Det er aldeles morsomt, ondskabsfuldt og aktuelt ... en ny frisk eftermiddagsbrise blæser igennem prosaen. En ny vitalitet.

Det er i sit syn på omverdenen, Guillou er bedst. Han skildrer det at blive ældre med let hånd og viser en usvigelig interesse for verden omkring sig. Han vil ikke gå på pension, er ikke færdig med at tænke, og som forfatter er han langt fra træt.

DEN DER DRÆBTE HELVEDES ENGLE er god. Endda bedre end god. Guillou har aldrig tidligere gjort brug af så interessant en fortælleteknik.