Den anden dødssynd

Guillou skriver som vanligt oplagt, humoristisk og sarkastisk … [Han] er en fremragende historiefortæller og kan som få skrive vedkommende og troværdige dialoger …

… det klæder Guillou at skrive om sin egen fortid, her 1982-85 … Jan Guillou skriver både med store fagter og kærlige kram …

”… man er godt underholdt på en begavet måde.”

Man fornemmer, at historien om den succesrige, oprindeligt norske, familie i de seneste bind mere og mere er blevet til Guillous egen historie som forfatter, der gerne tager parti for upopulære synspunkter på tværs af både traditionelle og politisk korrekte – dette begreb er også et produkt af 1980’erne …

Vi befinder os nu i 1980erne, som Jan Guillou skildrer som griskhedens årti. Han er på hjemmebane, når han gennem sit alterego, Eric Letang, fortæller om et årti præget af yuppier, superkapitalisme og renternes himmelflugt. Gennem hele romanen blandes fakta og fiktion, og man glemmer af og til, at familien Lauritzens medlemmer er fiktive personer.

Jan Guillou er som altid en velskrivende og underholdende fortæller … Han blander dramatisk historieskrivning og stolte familietraditioner, så man bare må læse videre og videre, og at serien nu nærmer sig vores egen tid, hvor man selv kan huske både det ene og det andet, gør kun dette niende bind ekstra interessant.

Det er fornem historieskrivning i romanform, hvor alle personerne er levende aktører i det vinklede billede af virkeligheden, som Guillou har valgt at bruge som formidling af periodens historie.