Det levende kød

Hvis der var nogen retfærdighed til burde Lene Kaaberbøls serie med Madeleine Karno toppe bestsellerlisten per omgående og skaffe hende et internationalt gennembrud. Da første bind Kadaverdoktoren udkom, lå jeg fladt på maven af begejstring, og jeg er ikke mindre forliebt i Det levende kød. Fuldkommen ubesværet koreograferer Kaaberbøl nok en danse macabre mellem døden og erotikken, og lige så legende let lader hun en fascinerende epoke genopstå [...] Når dertil lægges, at Kaaberbøls sprog er sådan en nydelse – på én og samme tid eksakt og melodiøst – er der intet at betænke sig på. Gak hen og bliv vis på kvindelig emancipation i en brydningstid.

Det er store spørgsmål, som Kaaberbøl tager op i denne anden bog om kadaverdoktorens datter. Det gøres med kløgt og elegance, og man overgiver sig fuldstændig til Det levende køds grumme, gotiske og fantastisk velresearchede univers. Her er en historisk kriminalroman, der ikke alene bevæger sig ud i verden, men også rykker i tid og tanke og dermed sætter en høj standard for, hvad man fremover kan og bør forvente fra ikke blot Kaaberbøls pen, men også andre danske spændingsforfattere med udlængsel i blækpatronen.

Det levende kød er både et fascinerende portræt af en begavet og ambitiøs kvinde, der har problemer med at bringe både følelsesliv og intellektuelle udfordringer i overensstemmelse med det borgerlige Frankrigs stive normer, og en lige så fascinerende historie om den tid, da de moderne videnskaber var ved at tage den form, som vi kender i dag. Og så er historien oven i købet en særdeles effektiv krimi.

Kaaberbøl formår på en gang at give historiske kendsgerninger og samtiden dengang liv samtidig med, at hun få udviklet et plot, der også giver noget for eftertanken. Hun skriver præcist og nøgternt, researchdetaljeret, men kan også lade ordene give sig hen i sanselighed og vellyst.

Fortællingen og personerne holdes stramt i deres historiske ramme, og den videnskabelige tilgang svigtes aldrig.... en troværdig og underholdende historie, der står på to stadig vedkommende emner: kvindekamp og organtyveri.

Der er smæk for skillingen på de 300 forholdsvis korte sider, der udgør Lene Kaaberbøls Det levende kød.... man kan kun blive imponeret over hendes evne til med forholdsvis få virkemidler at skabe så stemningsfulde miljøer og personer...

Forfatterens evne til at skabe et interessant og troværdigt tidsbillede er fremragende ...

At læse Kaaberbøls fortællinger om de grusomheder, der begås bag velourgardinerne i borgerskabets lumre stuer i den fiktive provinsby Varbourg i Det levende kød, er som at liste rundt i et rædselskabinet over historiske overgreb mod kvindekønnet.Men forfatteren serverer de opdigtede rædsler med underfundig humor i et livagtigt periodedrama.Madeleines jegfortæller er desuden en charmerende guide til romanens univers.