Jonas Jonasson

Jonas Jonasson er født i 1961 og opvokset i Växjö. Efter sprogstudier i Göteborg blev han journalist, men efter 20 år med avis, tv og kommunikation lagde han sit liv om. Han solgte alt, hvad han ejede, og flyttede til Ticino, en kanton i den italiensktalende del af Schweiz, hvorfra han kunne se ud over Luganosøen. Han er egentlig døbt Pär-Ola, men ingen i Schweiz kunne udtale navnet, det blev til ”Parola". Derfor har han lånt Jonas fra sin far. 

Her skrev han sin debutroman, DEN HUNDREDÅRIGE DER KRAVLEDE UD AD VINDUET OG FORSVANDT.
Den blev udgivet i Sverige i 2009 uden den store opmærksomhed, men begyndte stille og roligt at kravle op ad bestsellerlisterne og endte med at være den bedst sælgende bog i Sverige i 2010, og solgt til 45 lande. Siden har Jonas Jonasson skrevet fire romaner.