Læs starten på “Havørnens skrig”

Læs alt om Millenium her

Kom bagom omslaget på den nye Millennium her

 

Oprydderen ser på sit ur. Fra det øjeblik, han har forsynet ådslet med kødstumper, tager det enogfyrre sekunder, før den første ørn, en hun, slår ned.

Præcis hvor den kommer fra, ved han aldrig. Den kan sidde i et træ i nærheden. Eller svæve et par tusind meter oppe i luften. Med sit skarpe syn, to hundrede gange skarpere end menneskets, zoomer den ind på et bytte på flere kilometers afstand. Selv sidder han et halvt hundrede meter fra ådslet, godt skjult i sit gemmested, og følger måltidet i kikkerten.

Ådsel på syv bogstaver. Ørneguf. Den ømhed, han føler for fuglene, er ikke en faderlig kærlighed, for hvad ved han om det? Alligevel kan han ikke lade være med at se dem som sine børn.

Han tænker på dem, inden han falder i søvn. Og med det samme, når han vågner. Under alle nødvendige gøremål som at kløve brænde, lave mad eller tænde op, tænker han på dem. Har de parret sig? Overlever ungerne? Kan de finde tilstrækkeligt med mad? Klarer de sig gennem vinteren? Jo. Med hans hjælp og et rimeligt museår skal de nok klare vinteren.

Han gnider sig i øjnene med knoerne. Solen står højere nu og varmer mod ryggen. Måske for sidste gang dette efterår. Det spiller ingen rolle. Han har sit hus i en krog af verden, som menneskeheden har glemt. Eller hus er måske at overdrive. En bjælkehytte, som har stået tom, siden de sidste skovarbejdere forsvandt i begyndelsen af tresserne, og området blev klassificeret som reservat.

Terrænet er ufremkommeligt med sin uregelmæssige struktur af gammel skov, dybe indsøer, mosejord og fjelde. Der er heller ingen rigtig vej dertil. Ud over dyreveksler er der kun svage spor efter en ældre skovvej, som naturen er ved at vinde tilbage. Den eneste måde at komme dertil på er til fods eller med en ATV, men så er det om at finde rundt.

Fra nærmeste alfarvej er der godt ti kilometer. Han bevæger sig maksimalt i en radius af et par kilometer rundt om hytten. I begyndelsen markerede han retningen med kviste for ikke at fare vild. På den måde har han en bæk at fiske i, vindfælder til brænde og gode lysninger til at finde fugle og småvildt.

Hytten er et fristed. Sparsomt moderniseret med en dieselgenerator, som han bruger til at få opladet sin telefon. Her er han ikke nogen. En mand uden navn, baggrund eller fremtid. Han er bare. Lever for i dag. Går tidligt i seng. Vågner ved daggry. Gør det, han skal gøre, uden at overveje, om det er rigtigt eller forkert.

Der er skåret årstal ind i bjælkevæggene. Og navne. Meddelelser fra andre enlige mænd til fremtiden. Olof Persson, 1881. Lars Persson, 1890. Sven-Erik Eskola, 1910. Og så videre. Men hvad er ensomhed om ikke relativ. Der kan gå måneder, uden at han taler med andre end sig selv, fugle, træer eller endda sten. Alligevel føler han sig mindre alene end nogensinde. Det er, som om barndommen har indhentet ham. Dag for dag nærmer han sig den dreng, der søger tilflugt i skoven. Ham, der lærer sig, hvordan verden er opbygget, ved at sidde bomstille og betragte urfuglenes leg om foråret. Følge rævehunnens omsorg for sine voksende unger, myrernes skiftehold i tuen eller barkbillens vej gennem grantræerne.

Drengen har en far. En kraftig satan med arme, der kan nå overalt. Drengen har en mor. Ingen regner med hende. Drengen har en bror. Løb, siger han, når faderen kommer hjem, og drengen løber ind i skoven.

Han fanger en stålorm. Da den taber halen, fanger han den igen. Trækker kniven ud af skeden, skærer hovedet af kroppen, og alt bliver stille. Han er stilheden.

Drengen lægger slangen på en sten. Læner sig op ad en granstamme og tørrer knivbladet af mod bukserne. Han skraber det mod en negl. Langs æggen findes en frihed. Den kan ingen tage fra ham.

Endnu en ørn nærmer sig. Det er en ung han, som hverken har fået den kønsmodne hans hvide mavefjer eller gule næb endnu. Formodentlig en fra sidste år. Højst to år, noterer han i et hæfte. Det er usædvanligt, men sker nu og da, skriver han også, at unge ørne bliver på fødestedet i stedet for at drage sydpå. Mulig defekt eller sygdom. Spørgsmålstegn. Hold under opsyn. Udråbstegn.

Hunnen er så optaget, at hun ikke gider markere, da den unge han, som til at begynde med kredsede omkring kødet, vover sig ned. Der er mest knoglerester tilbage nu. Hun lader ham være i fred. De flænser og trækker, til senerne slipper og glider ned i struben som spaghetti.

I løbet af nogle minutter er dagens højdepunkt overstået. Han pakker skrivehæftet og termokanden ned i rygsækken, hægter geværremmen over skulderen og åler sig ud af sit gemmested. Højrebenet vil som sædvanlig ikke følge med. Han må vride det i retning hjemad. Vejen dertil går ad en dyreveksel. Birk, elletræer og seljepil er allerede afløvet. Han trækker en nævefuld tyttebær til sig og skærer en grimasse over det bittersøde. Bittersød er også lugten af de resterende kødrester, som ligger i en plastictønde med låg. Godt camoufleret under en gran, men alligevel. Han burde have smidt det hele ned på ådslet, men nåede det ikke. Tiden med ørnene er alt. Det er dem, han ånder, spiser, sover, skider for. I morgen kommer han herhen igen. Så ringer mobilen. Der er kun én person, der har hans nummer. Der er kun én person, han selv ringer til.

“Ja,” siger han. “Jo. I morgen formiddag. Okay.”

Morgenen er koldere end sædvanligt. Han lægger et par ekstra brændeknuder på og varmer hænderne om en kaffekop. Hvis han skal nå ud til landevejen, skal han snart køre. Ting og sager kan ske undervejs. ATV’en kan gå i stykker. Jorden kan være for sumpet.

Han går de første kilometer hen til ATV’ens gemmested. Det er kun af sikkerhedshensyn. Hvis en eller anden mod forventning skulle finde den, må den ikke kunne kobles sammen med hytten eller ham selv.

Mens han går, spejder han efter havørne. En af rederne ligger i samme retning, men der er ingen fugl at se. Ærgerligt. Det ville have givet ham en god fornemmelse som ballast. Ikke fordi det gør ham urolig, men alligevel. En havørn er et tegn. Et godt et af slagsen.

Vel fremme børster han granris af maskinen, sætter rygsækken i kassen foran og kører af sted mod mødestedet.

Jorden holder, alt går som planlagt. Med ti minutter endnu venter han, godt skjult fra vejen, inden han kører hen til vejbommen og vender ATV’en, så den har front hjemad.

Bilen står der allerede. Det er altid den samme person, der kommer med leverancen. Oprydderen kender ham som Buddet. Buddet kender ham som Oprydderen. De kender ikke hinanden. Udveksler bare et par ord.

“Hvem tager du imod ordrer fra?” spørger han.

Svaret beroliger ham. Jo kortere kæde, desto færre forbindelser.

Denne gang har han bedt om enkelte fornødenheder. En flaske whisky og lidt ferskvarer. Og, som sædvanligt, dagblade. Dem pakker han også ned i kassen på ATV’en og går tilbage til bilen.

Buddet trækker kroppen ud fra bagsædet.

En kvinde. Det er usædvanligt. Hun er bagbundet og har en hætte over hovedet. Under hætten har hun også tape for munden, ved han.

“Gør, hvad du vil med hende,” siger Buddet. “Du har frie hænder.”

Til at gøre, hvad han vil, så længe han udfører sit arbejde.

De mennesker, der kommer til ham, har fortjent deres skæbne. Indtil videre er hans samvittighed ren. Han er hverken lystmorder eller psykopat, selv om den øvrige verden nok ville betragte ham som en person, der myrder af trang.

De har en aftale. Så længe de overholder deres del af aftalen, gør han det også.

“Hvad har hun gjort?” spørger han for en gangs skyld. Måske fordi det er en kvinde. Måske fordi Buddet er den første person, han har talt med i lang tid.

“Det sædvanlige,” siger Buddet. “Mere ved jeg ikke,” og Oprydderen tror på ham. At han ved så meget, overrasker ham, og ikke bare overrasker. Det skræmmer ham.

Han sætter sig på ATV’en og får hjælp til at placere kroppen foran sig. Krop lyder bedre end kvinde.

“Stram lige remmen også,” siger han. “Ikke også, skat? Vi kan jo ikke have, at du falder af.”

Han løfter hånden til farvel og kører af sted mod hytten.

Mens han camouflerer køretøjet, står kroppen bundet til et træ. Helt lydløs er den ikke. Den ligesom jamrer svagt, som en syg kat. Syge katte bør aflives. Stadig ingen havørne i sigte.

“Så går vi,” siger han og skubber kroppen foran sig. Han konstaterer, at den ikke har lige så god kondition som ham selv. Det sidste stykke sparker han den på haserne, for at fødderne skal bevæge sig.

Han plejer aldrig at tage kroppe med ind i hytten. Det her er en undtagelse. Han puffer den ned på sengen og sætter sig på en stol.

“Først fornøjelser og bagefter arbejde, er det i orden?” spørger han kroppen. “Og måske tænde lidt mere op, eller hvad siger du? Er der koldt herinde?”

Katten jamrer. Selv bliver han hård. En kvinde er trods alt en kvinde.

Han skræller kroppens bukser og trusser af. Altid lige spændende at se, hvad der skjuler sig under kludene. Det er en ganske ung krop. Femogtyve, måske. Maks. fyrre. Alder spiller ingen rolle.

Først har han tænkt sig at tage det roligt, bare nyde udsigten, så at sige, men liderligheden sejrer over tålmodigheden. Han river et stykke plastfolie af, for man ved fandeme ikke, hvor meget lort hun bærer rundt på; så vikler han det nogle omgange rundt om erektionen og retter kroppen til, så den ligger i den rigtige penetreringsstilling.

“Du kan blive i hytten nogle dage, så vi kan få det rigtig hyggeligt,” siger han og fumler som en seksuelt uerfaren knægt på en konfirmationslejr. Han får den ikke engang ind, inden den går på ham.

Da åndedrættet er blevet normalt, og begæret faldet til jorden, opdager han, at kroppen har tisset.

Tisset i hans seng, hvilket afgør det hele.

“Slut med hyggen,” siger han, knapper bukserne og gør kroppen klar til afgang.

Kroppen kan næsten ikke gå. Den er ved at besvime, så derfor går han ikke så langt væk, som han havde tænkt sig. Han binder den for anden gang i dag fast til et træ og løsner snoren på den stofpose, han opbevarer våbnet i.

Han betragter dens smukke form. Skruer lyddæmperen på og holder pistolen mellem begge hænder som en velsignelse af dens forestående gerning.

Mjav. Nu behøver missekat ikke lide mere.